ANMELDELSE: Mågen, Lyric Hammersmith ✭✭✭✭✭

Ensemblet i Mågen på Lyric Hammersmith Mågen

Lyric Hammersmith

12. oktober 2018

Fem stjerner

Bestil billetter til Mågen Anton Tjekhovs Mågen har længe været brugt som en akademisk klassiker, og denne nye version på Lyric Hammersmith giver et frisk perspektiv på værket. Den pensionerede sagfører Peter begræder, at han har droppet bylivet til fordel for sit landsted, fast besluttet på at leve luksuriøst, selvom helbredet skranter. Hos ham bor hans rebelske nevø Konstantin, en aspirerende dramatiker, der er hovedkulds forelsket i nabopigen, den drømmende Nina. En sommer vender Peters søster, skuespillerinden Irina, hjem på besøg med sin nye elskere, forfatteren Boris Trigorin, i kølvandet. Det bliver starten på gruppens opløsning, drevet af uforløste længsler og idealiserede billeder af hinanden.

Brian Vernel (Konstantin) og Lesley Sharp (Irina)

Denne nye version af Simon Stephens er nærmere en opfriskning end en egentlig bearbejdelse, men i forhold til tilgængelighed er han et langt mere indbydende valg i dag end den forlængst afdøde russer. De indledende scener kræver, at de, der ikke kender Tjekhov, lige følger med i persongalleriet, men så snart stykket finder sit leje, er det dybt fængslende.

Selvom Stephens unægteligt har moderniseret manuskriptet (og heldigvis undgået krampagtige referencer til sociale medier), besidder dialogen en næsten lyrisk kvalitet. De lange taler og forklarende passager hylder originalens klassiske stil. Der er også noget tidløst over forestillingen; ved at undgå stednavne, tidsmarkører eller én bestemt accent hos det herligt diverse ensemble, antyder Stephens, at dette kunne udspille sig ved en hvilken som helst sø i verden. Det er skarpt og vidittigt med en lethed i første akt. Der er masser af humor og øjeblikke, hvor man griner højlydt, før stykket skifter spor til det langt mere barske, og enhver munterhed fra første halvleg er stort set forsvundet i anden.

Der er også et strejf af bevidsthed om teaterformen med flere henvendelser til publikum (ofte overhørt af de andre karakterer på morsom vis) og mange referencer til skuespil og ”teatret!” ledsaget af bevægelser mod salen. En lidt for lang tale fra Boris om forfatteres usikkerhed har måske relevans for plottet, men når den kommer fra en i forvejen anerkendt forfatter som Stephens, føles det en smule som navlebeskuelse. Teksten er bedst, når den ligesom Tjekhovs original diskuterer ting, der er sket uden for scenen, med en vedvarende underliggende følelse af vemod over fortiden. Det er ikke blot ordene, der er ladet med undertekst – det er også måden, de bliver leveret på.

Lesley Sharp (Irina)

Denne opsætning har et utroligt stærkt cast. Lesley Sharp er i topform som Irina, en skuespillerinde der klamrer sig til sin falmende ungdom. Hver bevægelse og hvert ord er en præstation i stykkets verden, hvor Irina konstant kræver opmærksomhed og lever sit liv, som om hun altid bliver iagttaget. Alt er let påtaget – et spil, en monolog, et melodrama. Men Sharp giver denne let stereotypiserede kvinde en enorm dybde, hvor hun skifter fra ubehagelig barnagtighed til oprigtig grusomhed, for så at vende tilbage til den charme og humor, som hendes Irina sandsynligvis blev berømt for. Hendes scener med sønnen Konstantin (Brian Vernal, der mesterligt løfter en stor del af stykkets følelsesmæssige tyngde) afslører en rystende sårbarhed, som Irina er alt for hurtig til at undertrykke. Sharp er absolut magnetisk og en ekspert i de subtile nuancer, der passer perfekt til stykket.

Brian Vernel (Konstantin), Nicolas Tennant (Peter) og Raphael Sowole (Simeon)

Nicholas Tennant er befriende uprætentiøs som den skrantende patriark Peter, og hans svigtende helbred skildres med en alarmerende progression og fysik. Han lufter sine fortrydelser mere åbent end de andre, hvilket i starten virker som en døende mands klagesang. Men efterhånden som vi lærer de andre at kende, bliver det tydeligt, at han er den mest ærlige af dem alle.

Cherrelle Skeete (Marcia)

Cherelle Skeete spiller Marcia med ungdommelig modløshed og en stille, smertefuld resignation over sin skæbne, og hendes underspillede sorg er rørende at overvære. I den anden ende af skalaen er Lloyd Hutchinson som hendes far og godsforvalter hysterisk morsom, når han fortæller vidtløftige historier, der falder helt til jorden hos de andre. Paul Higgins mestrer som Hugo den melankolske distance, der gør ham til en af stykkets mest sympatiske figurer. Han kommer ud af det hele som den mindst medtagne, men han fanger eminent modløsheden hos en person, der ser sine venner ødelægge deres liv uden at kunne stille noget op.

Med en spilletid på næsten tre timer er det ikke ligefrem et kort værk, men tiden flyver afsted. Udfordringen med de mange akter overvindes med opfindsomme overgange, og musikalske motiver udfylder enhver risiko for akavet tavshed. Hyemi Shins forskellige scenografier er imponerende i sig selv, men de tillader skuespillet at forblive hovedattraktionen og bidrager til følelsen af tidløshed. Det er en sjælden produktion, der har både stil og substans – Stephens og Tjekhov er et vinderhold.

BESTIL BILLETTER TIL MÅGEN PÅ LYRIC HAMMERSMITH NU

Se fotos fra forestillingen Mågen