ANMELDELSE: The Sunset Limited, Boulevard Theatre, London ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Cormac McCarthys The Sunset Limited, som netop nu spiller på Boulevard Theatre i London.

Gary Beadle og Jasper Britton. Foto: Marc Brenner The Sunset Limited

Boulevard Theatre

21. januar 2020

3 stjerner

Bestil billetter

Herhjemme er Cormac McCarthy bedst kendt som forfatteren til romanen 'The Road' (Vejen), der senere blev filmatiseret med manuskript af Joe Penhall.  Udover sine mange succesfulde romaner har den amerikanske forfatter også skrevet to skuespil, og det seneste – uropført af Steppenwolf i Chicago i 2006 – har nu fundet vej til London.  Det er et godt valg til denne strålende nye scene, det glamourøse og elegante Boulevard Theatre: det intime og behagelige rum er den perfekte ramme om en 95-minutter lang samtale mellem to midaldrende amerikanske mænd.  Der er helt sikkert en fast skare af McCarthy-fans, som vil sætte pris på at opleve det her.

Gary Beadle og Jasper Britton. Foto: Marc Brenner

Til denne egenproduktion har Boulevard hyret den erfarne instruktør og dramatiker Terry Johnson, og han står med lidt af en udfordring i at yde retfærdighed til et værk, hvis form er atypisk for forfatteren. Måske har McCarthy en skuffe fuld af uopførte manuskripter liggende derhjemme, men uanset hvad beskriver Johnson den dramatiske struktur som 'rudimentær'.  Ved premieren var Penhall også til stede, og i et essay i programmet betegner han værket som en 'urovækkende beckettsk afhandling'.  Johnsons scenograf, Tim Shortall, har dog bestemt ikke valgt en stil, der minder om Beckett: Vi får en naturalistisk iscenesættelse komplet med et ægte køleskab, et rigtigt komfur, der koger kaffe og genopvarmer en gryderet, og en rigtig dør med masser af låse.  John Leonards lyddesign punkterer rummet med de virkelige lyde fra en stor, moderne storby.  Endnu mere sanseligt tryller Ben Ormerod med belysningen, der skifter møblementets nuancer fra bordeaux til magenta og orange.

Gary Beadle og Jasper Britton. Foto: Marc Brenner

Med så stor vægt på en urban, om end romantisk efterårsrealisme, bliver man næsten forledt til at forvente en tilsvarende troværdig handling fra mændene på scenen.  Men det udebliver.  Penhall rammer hovedet på sømmet, når han konstaterer, at dette er alt andet end traditionelt drama.  Af de to skuespillere leverer Gary Beadle en herlig og levende karaktertegning af værten – 'Sort' – og får reelt hvad der svarer til en ret effektiv monolog: Man kan lytte til ham og nyde hans ord næsten isoleret, mens man ignorerer de tunge, kedelige svar fra den anden stemme, gæsten 'Hvid'.  Jasper Britton har den næsten umulige opgave at portrættere det, man vel bedst kan forstå som en ret utilsløret inkarnation af forfatterens egen stemme: en pessimistisk, dyster og intellektuel, men konstant gnaven gammel mand, der øser foragt over menneskehedens patetiske forsøg på at kæmpe sig gennem livet.  Det er en utaknemmelig rolle.  Alligevel er det ham, der får nådestødet i form af en fænomenal virtuos slutmonolog, der rammer en følelsesmæssig kulmination, som 'Sort' aldrig får lov til.  Resultatet er – endelig – en gribende og tilfredsstillende afslutning på det, der indtil da har været en ret ensidig vandring, anført med bravur af den fascinerende Beadle.

Ok.  Det her er altså halvdelen af den dramatiske produktion fra den Pulitzer-vindende McCarthy.  Himlen må vide, hvordan det andet stykke er.  Jeg er sikker på, det er interessant, og måske vil denne luksuriøse opsætning give nogen lyst til hurtigt at bringe det til live på de skrå brædder.  Det må tiden vise.  I mellemtiden har du chancen for at opleve forfatterens stemme tale 'live' i samme rum som dig selv.  I sidste ende er det absolut turen værd at være til stede, også selvom vejen dertil til tider kan føles som en lidt langhåret vandretur.

Spiller indtil 29. februar 2020