ANMELDELSE: The Taming Of The Shrew (Trold kan tæmmes), RSC i Barbican Centre ✭✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder William Shakespeares Trold kan tæmmes, præsenteret af Royal Shakespeare Company på Barbican Theatre i London.

Claire Price som Petruchia i Trold kan tæmmes. Foto: Ikin Yum Trold kan tæmmes

Barbican Centre

Fire stjerner

Der har været megen debat i kunstneriske kredse om, hvorvidt vi bør fortsætte med at opsætte Trold kan tæmmes. Propellers produktion fra 2006 præsenterede denne fortælling om hustruemishandling med et rent mandligt ensemble, hvilket fremhævede stykkets vold med rystende resultater. I denne version fra Royal Shakespeare Company, instrueret af Justin Audibert, leges der igen med kønnene. Denne gang er Padua et matriarkalsk samfund, hvor kvinder går gennem gaderne med sværd i bæltet, og mødre bortauktionerer deres rebelske sønner til de højestbydende. Baptista Minola (Amanda Harris, forrygende) nægter at lade sin yngste, Bianco (en hylende morsom og alt for lidt udnyttet James Cooney), gifte sig med nogen af sine mange bejlere, før hendes ældste, den 'besværlige' Katherine (Joseph Arkley), er afsat. Ind træder Petruchia (Claire Price), der er kommet til Padua med ét eneste mål for øje – at gifte sig til penge. Da hun hører om Minolas rigdom, er Petruchia overbevist om, at hun kan tæmme den stædige Katherine med alle nødvendige midler.

Claire Price og Joseph Arkley. Foto: Ikin Tum

Claire Prices Petruchia er en fornøjelse at iagttage – i starten fuld af vild selvtillid, uforfærdet og uden at lægge bånd på sig selv. Men så starter mishandlingen, og man indser, at Petruchia er en af de modbydelige typer, der virker charmerende, indtil de på et øjeblik skifter ansigt og viser deres frygtelige sande jeg.

Trods al sin brølen og rasen spiller Arkley Kate med enorm værdighed. Fra starten er han alene, ignoreret og bliver konstant overset til fordel for Bianco, og et øjeblik overvejer man, om vildskaben i virkeligheden bunder i skyhed; en introvert i en verden fuld af store personligheder (og de er store – der er meget lidt subtilitet at finde her). Hvor Bianco og de andre mænd er udstyret med upraktiske, flagrende lokker, er Kates hår klippet tæt til hovedet – igen skiller han sig ud fra de andre som noget usædvanligt, en anomali.

Emily Johnstone og Laura Elsworthy. Foto: Ikin Yum Så mødes Kate og Petruchia, og her rammer en ustoppelig kraft en urokkelig genstand; for et øjeblik virker de som skabt for hinanden. Kate træder ind fra oven og virker næsten forstenet ved synet af Petruchia. Deres blikke låses fast i et øjeblik, før hun vender sig væk og næsten for sig selv prikker fingerspidserne mod hjertet – ih nej, han er lækker. Det er et sjældent glimt af overrumplende blødhed i en produktion, der ellers foretrækker det kontante. Der er en fornemmelse af, at Petruchia faktisk elsker sin vilde dreng, og når hun kalder ham frem for at teste hans lydighed til sidst, virker det som om, hun forsvarer ham mod de andres hån. I et andet liv kunne de have været et godt match, men ikke i denne verden.

For når alt kommer til alt, er dette stadig et stykke om et voldeligt forhold, og tingene bliver for alvor ubehagelige i anden halvdel, efterhånden som Petruchia langsomt nedbryder Kates modstand, og ingen tør gribe ind. Arkley leverer som Kate et gribende studie i håbløst, ensomt hjertesorg. Mens alle omkring ham spiller forestillingen som en farce og farer ind og ud af de mange døre i Stephen Brimson Lewis’ smukke scenografi, spiller Arkley det som et rent drama – endda en tragedie. Først ved stykkets slutning giver han efter og placerer sin hånd under sin hustrus fod med en overdreven bevægelse, der fremkalder flere grin, end der føles passende. Kate forstår omsider, hvilken genre hun er havnet i – men til hvilken pris?

Amelia Donkor og James Cooney i Trold kan tæmmes. Foto: Ikin Yum

Andetsteds i et bemærkelsesværdigt ensemble er Sophie Stanton en komisk perle, der glider over scenen som på rulleskøjter, og Laura Elsworthys spilleglæde som den snedige Trania er uimodståelig. Men bidrager dette kønsbytte overhovedet med noget til dette ellers ret ubehagelige stykke? For det første tydeliggør det, hvor dårligt der tales om døtrene i det originale stykke, som var de ejendele til handel. Og bortset fra Kates berømte tale til sidst og lidt ping-pong med Petruchia, får han ikke særlig meget at sige sammenlignet med nogle af Shakespeares andre heltinder. Det er tankevækkende, at en kvinde kan stå i baggrunden uden indflydelse på samtalen, og det bemærkes langt mindre end i dette tilfælde, hvor en mand bliver bragt til tavshed – hvor man tager sig selv i at tænke: 'Hov. Kate og Bianco har... overhovedet ikke sagt noget... i ret lang tid...'

'Uregerlig' adfærd er mere acceptabel i vores verden for mænd – en mand kan være en 'besværlig, slagsbrorsagtig mokke', og han undskyldes som en 'frisk fyr'. Når en kvinde opfører sig sådan, er hun fundamentalt forkert og skal tæmmes. Det er derfor interessant at blive præsenteret for en verden, hvor 'drenge er drenge' bare ikke holder. I denne forklædning bliver Trold kan tæmmes et stykke om dybt fejlbarlige, meget kloge kvinder med mænds handlekraft og selvtillid; kvinder som er ufuldkomne og lægger tåbelige planer, men alligevel slipper afsted med det hele.

Hvis jeg skal pege på en væsentlig brist i denne fortolkning, er det Audiberts tilsyneladende manglende sympati for Kate. I iveren efter at få humøret tilbage i denne komedie (hvilket lykkes, for det er indrømmet meget morsomt, især i Bianco-scenerne), føles Kate lidt snydt. Publikum får ikke tid til at reflektere over den mishandling, som Kate udsættes for, før der igen er fokus på komikken – det føles lidt som om, det fejes til side, så vi kan komme tilbage til de gode grin.

Skal vi holde op med at spille Trold kan tæmmes? Jeg siger nej – men ligesom Arkley i denne ellers fascinerende opsætning, er vi nødt til at begynde at spille det som den tragedie, det er.

Spiller indtil 18. januar 2020 på Barbican Theatre, London