ANMELDELSE: The Unbuilt City, King's Head Pub Theatre ✭✭

Julian Eaves anmelder Keith Bunins The Unbuilt City, som nu spiller på King's Head Pub Theatre.

Jonathan Chambers og Sandra Dickinson i The Unbuilt City. Foto: PND Photography The Unbuilt City

King's Head Pub Theatre,

8. juni 2018

2 stjerner

Bestil billet

Forestil dig Ayn Rands 'The Fountainhead' omskrevet som et ufærdigt og klodset første udkast til et enakter-stykke af Tennessee Williams, så har du en god idé om, hvad denne forestilling byder på.  Omdrejningspunktet er Sandra Dickinsons fantastiske og kraftfulde præstation; hun leverer en mesterklasse i skuespilkunst gennem 80 uafbrudte minutter på scenen – fra start til slut er hun i fokus.  Der er ikke et kedeligt eller spildt øjeblik i hendes ekstraordinære glansrolle som Claudia, arvingen til en arkitektonisk arv, som Jonathan Chambers' hyggelige akademiker, Jonah, forsøger at erhverve fra hende.  Chambers er medproducent på denne forestilling for to personer, og man må tage hatten af for hans mod ved at kaste sig ind i en duel med en af landets mest erfarne skuespillerinder i næsten halvanden time.  Det er dog en meget ulige parring, og Dickinson forbliver hele tiden det primære fokus for vores interesse.

Måske er det præcis sådan, dramatikeren Keith Bunin ønsker det?  Han har efterladt masser af sin egen biografi spredt ud over dialogens sider, helt ned til den akademiske funktionærs rødder i Poughkeepsie, NY.  Det er, som om han har hørt rådet 'skriv om det, du kender' og har taget det meget bogstaveligt: Vi får side op og side ned med afstikkere og sidespring fra hans liv og levned, men de virker mere som fyld end som en styrkelse af det dramatiske argument.  Omvendt forbliver rollen som Claudia, trods Dickinsons ihærdige indsats, ret uigennemsigtig og uden et klart centrum.  Teksten ville muligvis fungere bedre som en novelle end som et skuespil, for hvor er dramaet, handlingen og motivet i hendes liv?  Der synes at være flere modstridende drivkræfter på spil, som tændes og slukkes nærmest vilkårligt, hvilket berøver stykket følelsen af form og formål. På trods af de mange ord, hun får lov at sige, forbliver hendes karakter ubelyst og fjern.

Jonathan Chambers og Sandra Dickinson i The Unbuilt City. Foto: PND Photography

Bortset fra den konstante indtagelse af whisky er der kun én teatralsk handling: Der står et skab på scenen, og – ja – der bliver til sidst taget noget ud af det, hvilket ikke kommer bag på nogen.  Det gør stykket utroligt statisk.  Følelsen af ikke at have nogen steder at gå hen kan være pirrende hos Beckett, men i et naturalistisk stykke som dette virker det mest af alt frustrerende og irriterende.  Sideløbende får vi snak. Endeløs pludren.  Instruktør Glen Walford holder sine to skuespillere meget tæt på hinanden gennem stort sett hele forestillingen, især i starten (hvor der mærkværdigvis virker til at være den største kløft imellem dem), og når de ikke står og hænger sammen, kaster de sig ud i ejendommelige henvendelser til publikum gennem en 'fjerde væg', der aldrig er klart defineret.  Hvorfor?  Er det meningen, at vi skal involveres i deres liv?  I så fald, hvordan?  Det var en gåde for mig.

Claudias hus er, får vi nøje at vide, berygtet for at være koldt.  Men man undrer sig.  Erin Greens scenografi – et bredt svaj af bløde folder i et rustrødt gardin i baggrunden, et tæppe med vævede arabesker på en dybrød bund, en lænestol med en stor, firkantet terrakottafarvet pude, og en del af en gylden billedramme, der skal forestille et vindue – sammen med Tim Deilings gyldne belysning, proklamerer ALT det stik modsatte.  Og så er der den intime nærhed mellem de to karakterer.  Igen, hvorfor?  Jeg anede det ikke.  Klumpede de sig sammen for at holde varmen?  Det virkede knap nok troværdigt.

Og det er måske det største problem med dette manuskript: Troværdighed.  På trods af al dens følsomme alvor – og premierepublikummet var fyldt med venner og slægtninge, der var ivrige efter at sætte pris på den kærlige sentimentalitet, der gennemsyrer forestillingen – lykkedes det aldrig for mig at se en troværdig situation eller karakterer, som jeg kunne tage seriøst.  Ja, det giver Sandra Dickinson endnu en stor rolle – hun blev sidst set i en anden kolossal opgave som titelrollen i 'I Loved Lucy' – og det er vidunderligt (eller det bliver det, når alle replikkerne sidder helt i skabet), men ligesom det forrige manuskript giver det hende ikke et godt stykke at arbejde med.

Dickinson knokler og har store talenter at byde på.  Hun fortjener i den grad bedre manuskripter.

Spiller indtil 30. juni 2018

BESTIL BILLETTER TIL THE UNBUILT CITY NU