ANMELDELSE: The Visit, National Theatre London ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Tony Kushners bearbejdelse af Dürrenmatts skuespil Besøget, som lige nu spiller på National Theatre i London.

Lesley Manville og ensemblet i Besøget. Foto: Johan Persson Besøget

National Theatre

13. februar 2020

3 stjerner

Bestil billetter Tony Kushner er en dramatiker, der ikke ligefrem er kendt for sin kortfattethed, som alle os fans af Angels in America udemærket ved. Han elsker de store ideer og temaer, og han elsker en god debat. Hans bearbejdelse af Dürrenmatts Besøget er blevet forkortet med en halv time siden de første forvisninger, men varer stadig tre timer og 40 minutter. Da Claire Zachanassian, den rige dame der vender hjem, besøger sin fødeby Slurry, er hun verdens rigeste kvinde og tilbyder de fattige indbyggere en milliard dollars mod én modydelse: De skal slå hendes ungdomskæreste, Alfred Ill, ihjel. Han gjorde hende i sin tid gravid, nægtede faderskabet og bestikkede sine venner til at sige, hun var promiskuøs, hvilket tvang hende til at forlade byen fattig og udstødt. Hævnen er sød, og det samme er penge og en komfortabel livsstil.

Lesley Manville. Foto: Johann Persson

Den gode nyhed er, at Lesley Manville spiller hovedrollen. Hun kanaliserer 1950'ernes filmheltinder og forrådte kvinder, mens hun morer sig med sine proteser og skarpe oneliners. Med sin blonde paryk og karakteristiske diktion er der mere end et strejf af Baby Jane over hende, og der er endda et nik til Bette Davis i Under nye stjerner. Claire ankommer med et helt entourage, inklusive en panter, og Manville leverer en herlig, campet præstation i første halvdel, mens hun i løbet af stykket dygtigt viser sin kærlighed til Alfred – en kærlighed, der har domineret og arret hendes liv. Hugo Weaving er ligeså god som Alfred, der ikke blot må se rædslen i øjnene som jaget mand, men også konsekvenserne af sine egne handlinger. Nicholas Woodeson leverer en stærk præstation som borgmesteren, der ofrer Alfred for at redde sin by, og Sara Kestelman stråler som rektor Covington, stykkets moralske kompas, selv når hun er beruset af vodka.

Hugo Weaving og ensemblet. Foto: Johan Persson

Desværre er selve stykket noget af et tungt rod, og en kraftig beskæring ville have gjort underværker. Den blinde vaudeville-duo er blot irriterende og kunne snildt fjernes helt, og der er en kærlighedsduet i tredje akt, som er fuldstændig overflødig. Kushner har desuden en tendens til at gentage sig selv. Som det også var tilfældet med anden del af Angels in America, bliver dramaet skubbet til side til fordel for diskussion, efterhånden som stykket nærmer sig klimaks – meget af det er interessant, men meget er allerede sagt tidligere. Efter en rigtig god første akt kører stykket af sporet trods det flotte scenografiske arbejde med toget, og instruktør Jeremy Herrin kæmper med at tæmme det vidtløftige manuskript. Kulissen af en postindustriel amerikansk by på fallittens rand leder tankerne hen på Nottages fremragende Sweat, og lige om hjørnet på Young Vic viser Stef Smiths Nora, hvordan gæld lænker folk – alt sammen på skarpe 1 time og 45 minutter.

National Theatre har sat alle sejl til, men ingen mængde af godt skuespil, live jazzmusik i overgangene eller Olivier-scenens tekniske muskler kan kompensere for det gabende problem i hjertet af stykket: At Claire allerede tyve minutter inde i forestillingen erklærer, hvad der vil ske, og tre timer og tyve minutter senere er det præcis det, vi overværer! Uden overraskelser eller plottwists kan man ikke lade være med at tænke, at vi kunne være nået frem til samme konklusion lidt hurtigere.

Spiller indtil 13. maj 2020.