ANMELDELSE: The White Feather, The Union Theatre ✭✭✭✭✭

David Flynn i The White Feather. Foto: Scott Rylander The White Feather

The Union Theatre

18. september

5 stjerner

General Sherman sagde engang de berømte ord, at "krig er helvede". Og det er derfor forståeligt nok en stor udfordring at portrættere krigens rædsel og kompleksitet på scenen. De produktioner, der forsøger, kan let gå hen og blive enten flagviftende og endimensionelle eller belærende og overdrevent idealistiske i deres budskaber.

The White Feather formår at gå denne meget fine balancegang; det er derfor, den er så stor en triumf og fortjener hver eneste anerkendelse, den får. Historien følger en landsby i East Anglia, Upton Davey, mens den kæmper med presset og turbulensen under Første Verdenskrig. Mænd fra alle samfundslag bliver indkaldt og tvunget ind i krigsindsatsen, herunder den mindreårige Harry Briggs.

Krigen kræver sit offer, og den unge Harry bliver henrettet for 'cowardice' (han led højst sandsynligt af det, vi i dag kender som PTSD). Hans søster Georgina står tilbage med det sociale stigma fra 'ægte' krigsenker, efterhånden som sandheden om omstændighederne bag Harrys død kommer frem. Imens tvinges den velhavende godsejer Mr. Davey til at skjule sit homoseksuelle forhold til en af sine ansatte, mens han kæmper med at bearbejde sine foruroligende krigsoplevelser.

Manuskriptet af Ross Clark og Andrew Keates er enormt tankevækkende og flerlaget, og det indarbejder flydende store temaer som køn, seksualitet, klasse og politik. Uanset om det er uretfærdigheden i, at den velopdragne, men håbløse Davey springer frem i officerklassen, eller det kaos, som landsbyens homoseksuelle indbyggere står overfor, står det klart, at landsbylivet er langt mere splittet, end øjet først ser. Udover at være rig på drama virker dialogen også til at passe til perioden, med stor opmærksomhed på historiske detaljer.

Forestillingen er i sin grundvold politisk, men på en nærværende måde, der sætter karaktererne og deres historier først. Den viser alle sider af krig; ja, den kan bringe folk sammen, men den kan også rive lokalsamfund fra hinanden, uanset om det er gennem fysiske traumer som granatchok eller den følelsesmæssige sorg over at miste sine kære. En mørk anden akt bliver yderligere destabiliseret af to seriøst begavede plot-twists, der giver et nyt perspektiv på stykket og karaktererne.

David Flynn og Abigail Matthews i The White Feather. Foto: Scott Rylander

Musikken er virkelig fremragende, med en række storladen række numre understøttet af et tremandsorkester med fokus på strygere. Set Them In Stone, en slagkraftig og lyrisk sang med vidunderlige harmonier, var min favorit, men der var masser af fantastiske sange at vælge imellem, alle veludførte og fyldt med følelse. Et særligt inspireret nummer var Harry’s Letter; teksten var taget fra Harrys censurerede feltbrev, hvor de overstregede passager blev afspejlet af pauser i musikken.

Abigail Matthews er sød, men stålsat som den hengivne søster, der bliver aktivisten Georgina Briggs. Hun har en kraftfuld sangstemme og gav en forrygende åbning på anden akt med sin soloballade My Little Boy, Harry. Hun matches af David Flynn som Mr. Davey, der leverer en følsom og rørende præstation som en mand fanget mellem sin seksualitet, sin pligtfølelse og sin tro på klassesystemets 'naturlige orden'. Mr. Davey fremstår som en slags skurk og forbliver dog alligevel sympatisk; det skyldes i høj grad en meget stærk skuespilsteknisk og vokalmæssig præstation fra Flynn.

Adam Pettigrew er smerteligt trist og plaget som den stakkels traumatiserede Harry, og Zac Hamilton er kærlig og hjertevarm som Mr. Daveys mandlige partner, Edward. Hamiltons solonummer We Buried a Good Man Today er hjerteskærende trist, da en grædende Edward forsøger at affinde sig med sit tab; det er virkelig smukt fremført. Når det er sagt, så var karakteren ikke helt nem at placere og virkede til at transformere sig fra arbejdssky simulation til principfast militærnægter ret hurtigt.

Christopher Blades fortjener også at blive nævnt; han spiller en række roller og sætter produktionen i gang med sine rungende operatoner. Det var en brillant ensemblepræstation, og selvom der var en enkelt smutter eller to i replikkerne, vil de uundgåeligt blive rettet til i løbet af spilleperioden.

Iscenesættelsen er gennemgående god og bygger op til en tårepersende og perfekt udført slutscene, hvor alle elementer går op i en højere enhed. Jeg kan ikke vurdere de lokale dialekter til bunds, men de lød autentiske, så stor cadeau til Sarah Stephensons dialekt-coaching. Neill Brinkworths lyssætning er gennemtænkt, hvor de efterfølgende nuancer af gul og khakibrun skaber lige den rette effekt.

Stykkets tidsramme rykker sig løbende gennem forestillingen – i anden akt gik det fra 1918 til 1947 til 2006 og tilbage til 1949 i løbet af kun femten minutter! Selvom det bruges til stor effekt, kunne man måske have gjort mere for at markere dette, da skuespillerne og rekvisitterne ikke synligt 'ældedes' – det var nemt at følge med, hvis man sad med programmet, men der kunne måske have været større klarhed for dem uden.

The White Feather er alt det, musikteater bør være – det vil få dig til at tænke dybt over mod, krig og menneskets natur hele vejen hjem. Hvis retfærdigheden sker fyldest, vil denne spændende opsætning få lov at spille længere eller finde en ny scene, så den får det brede publikum, den fortjener.

The White Feather spiller på The Union Theatre frem til 17. oktober 2015