ANMELDELSE: Three Sisters, Union Theatre ✭✭✭

Tre Søstre

Union Theatre

6. januar 2017

Book billetter En sæson med tre Phil Willmott Company-produktioner åbner i Southwark med Tracy Letts' udgave af Tjekhovs provinsielle familiedrama. I en samproduktion med Union Theatre har Willmott samlet et flot hold på 14 hovedsageligt unge professionelle, suppleret af et par erfarne kræfter, og præsenterer os for en ny måde at udnytte Union Theatres nyligt erhvervede spillested på.

Med 60 pladser generøst fordelt på alle fire sider af rummet har sigtelinjer og akustik aldrig været bedre. Willmott lader lejlighedsvis handlingen bevæge sig uden for scenen til bagscenens 'anneks' og op i prøvelokalet over salen, hvilket giver den medrivende effekt, at vi som publikum føler os som selve væggene eller møblerne i Irina, Masja og Olgas rummelige hjem – arven efter deres afdøde far, der var karrieresoldat. Scenografien er sparsom, hvor Unionens praktiske babyflygel ikke blot leverer diegetisk musik (især til fødselsdagsfejringen i første akt), men også en stærk antydning af den borgerlige respektabilitet, der både ophøjer og kvæler deres liv, samt af et uantastet og uudforsket potentiale. Kostumerne er skabt af Penn O'Cara og bevæger sig frit mellem traditioner fra slutningen af det 19. århundrede og flere efterfølgende epoker, både russiske og vestlige. Denne stræben efter en tidløs universalitet er en af produktionens intentioner, og det er en af dens dristigste udfordringer. Ja, vi ved, at Tjekhov har en forbløffende bred appel, men hvordan udtrykker vi det på scenen?

Letts giver os et meget komprimeret sprog, der tydeligt peger mod sin amerikanske oprindelse. For skuespillere uddannet i 'The Method' (hvilket de fleste amerikanere er på den ene eller anden måde) giver dette herlige muligheder for at bringe Tjekhovs karakterer ind i deres samtid, i det mindste sprogligt. Man kan dog argumentere for, at rolleforberedelse og vokalisering formes ret anderledes for britisk-uddannede skuespillere (hvoraf de fleste her netop er kommet ud fra uddannelsen), især i hvordan man skaber og bruger undertekst. Her fører det – måske – til en interessant sammenstilling af forskellige dramatiske skoler, som kan tage lidt tid om at finde fælles fodslag. Letts gør sjældent stemningsskift til en enkel sag, og det kan gøre det til en stor opgave for skuespillerne at afkode hans linjer.

Dertil kommer den praktiske overvejelse omkring en relativt stor fringe-forestilling, som formentlig ikke nyder godt af den form for prøveperiode og støtte, man ville finde på eksempelvis National Theatre. Jeg har en stærk formodning om, at i hænderne på en dygtig instruktør som Willmott, og med fordelen af f.eks. en uges spillerunde, kunne dette blive en af de mest fascinerende udgaver af Tre Søstre, vi har set længe. Her var premiereaftenerne lagt helt i starten af en måneds ophold på Union Theatre. I Tjekhovs teater, hvor så meget af effekten afhænger af de fine relationer mellem en tæt sammenspillet gruppe af modsætningsfyldte personligheder, kræver det samspil, han ønsker, måske et par forestillinger mere for rigtigt at finde fodfæste.

Som tingene står, er der meget fremragende arbejde at glæde sig over: de tre Prozorova-søstre, Olga (en vågen og intelligent Celine Abrahams), Masja (en mørkt rugende Ivy Corbin) – sammen med sin emsige mand Kulygin (Steven Rodgers) – og Irina (det romantiske indslag, Molly Crookes) er fint kontrasterede. Deres bror Andrej (en elskværdig men frustreret Benjamin Chandler) passer perfekt ind, ligesom hans rædselsfulde kone Natasja (en rolle som Francesca Burgoyne har det fantastisk sjovt med). Husstanden fuldendes af den aldrende tjenestepige Anfisa (Corinna Marlowe). Militærets energigivende tilstedeværelse bringes ind i deres verden af en flok flotte officerer: Rode (den atletiske Will Henry), Fedotik (den eftertænksomme Jonathan James), Tusenbach (den følsomme Tom Malmed) og den mere modne Versjinin (den karismatiske Ashley Russell) samt den ældre herre med en fortid, Tjebutyrin (J P Turner). Men især den eksplosive vold og fare, som Solony udstråler (den intense Hugo Nicholson, som man bør holde øje med i fremtiden: af alle i dette gode cast er han den, der virker mest hjemme i manuskriptet og skaber den stærkeste forbindelse til publikum).

Forestillingen er smukt lyssat af Sean Gleason, som udnytter Unionens store tekniske setup til fulde. Lyden, der måske er en tand for atmosfærisk, er skabt af Sebastian Atterbury; det er et lille rum, og stykkets styrke, castet og instruktionen er rigeligt til at formidle de mange lag uden nødvendigvis at læne sig så meget op ad dyster underlægningsmusik. Alt i alt er det et solidt stykke arbejde med potentiale til at modnes til noget endnu bedre. Vi ser frem til de næste værker i sæsonen med store forventninger: 'Anyone Can Whistle' i februar og 'Incident at Vichy' i april, som begge kan ses på Finborough Theatre.

Spiller indtil 4. februar 2017. Fotos: Scott Rylander

BOOK BILLETTER TIL TRE SØSTRE PÅ UNION THEATRE