ANMELDELSE: Titanic, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

Titanic

Southwark Playhouse

12. august 2013

4 stjerner

Efter at have oplevet Thom Southerlands intime genopsætning af Yeston og Stones Titanic på det nye Southwark Playhouse, står flere ting fuldstændig klart.

For det første er dette en bemærkelsesværdig musical, der er i sandhed episk i både sin forestillingskraft og sit partitur. Musikken er sublim, kompleks og rig på både melodi, harmoni og karaktertegning. Det er et sandt mesterværk – og orkestreringen her (af Ian Weinberger) er særligt vellykket; den rene fryd ved at høre strygerne i aktion er hele aftenen værd.

For det andet er dette uden tvivl Southerlands hidtil bedste arbejde som instruktør. Alt er gennemtænkt, og opsætningen følger et sæt indre logikker, der fungerer fejlfrit og gør det overraskende nemt at følge med i det store persongalleri. David Woodheads scenografi og kostumer skaber, trods begrænset plads og ressourcer, en stærk fornemmelse af både epoken og den klaustrofobiske indespærring.

For det tredje er Mark Aspinalls musikalske ledelse reflekteret og visse steder decideret spændende; de store ensemblenumre er utroligt rørende. Dog er der en tendens til, at mændene blot råber i stedet for at producere en ordentlig klang, og diktionen får ikke altid den opmærksomhed og klarhed, den fortjener.

For det fjerde bliver tekstens dramatiske pointer varetaget fornemt; der er ingen decideret svage skuespillere, og mange er virkelig gode. Hver karakter føles helstøbt, og på trods af at flere skuespillere hver dækker flere roller, er hver enkelt personlighed tydeligt defineret. For en historie, hvor slutningen er givet på forhånd, formår dette cast at skabe en høj grad af engagement hos publikum – hemmeligheden ligger i, hvem der overlever og hvorfor, snarere end om skibet overhovedet klarer den.

Dette er, uden overdrivelse, et af de bedste ensemblestykker, den britiske Fringe-scene nogensinde har præsteret. Og dog lever nogle af de individuelle sangpræstationer ikke helt op til partiturets krav eller stykkets episke kvalitet som helhed. Sandheden er, at hver eneste rolle i Titanic kræver sangere i topklasse, som også er førsteklasses skuespillere. Her er balancen, måske forståeligt nok, tippet mere mod skuespillet frem for sangen – mange af mændene mangler simpelthen mellemværdier i stemmen, og de dybe toner virker uden for rækkevidde for de fleste. Der er masser af kraftfuld sang i det øverste register, men det er ikke det, der driver dette musikalske lokomotiv af et partitur.

De klareste lyspunkter er Greg Castiglioni (fremragende som den plagede ingeniør), Nadim Naaman (Clarke, butiksindehaveren der er forelsket i herremandens datter), Claire Marlowe (datteren), James Hume (Etches, førsteklasses-stewarden, trods visse indledende udfordringer med diktionen) og Celia Graham (den ambitiøse Alice – exceptionel).

Der er svingende, men overvejende imponerende, præstationer fra Jonathan David Dudley (især hans Hartley er god), Dominic Brewer (Lightoller), Leo Miles (især i udkigsscenen) samt Judith Street og Dudley Rogers (det ældre par, der vælger at dø sammen). Men bedre vokalarbejde var nødvendigt fra de tre Kates (Grace Eccle, Scarlett Courtney og Victoria Serra) og Matthew Crowe (der spiller Bride upåklageligt, men simpelthen ikke kan synge den store duet med Barrett).

Omvendt savnede man stærkere skuespil fra James Austen-Murray (Barrett), Simon Green (Ismay, den feje og forængelige ejer) og Shane McDaid (Farrell, den unge fyr der mod alle odds reddes) for for alvor at yde stykket retfærdighed.

Når det er sagt, er dette en gennemført medrivende opsætning med masser af højdepunkter og ægte drama på spil – og musikken får dig til at svæve igennem de passager, hvor sangen halter. Maury Yeston er et geni.