ANMELDELSE: United We Stand, CLF Art Café ✭✭✭✭

Neil Gore og William Fox i United We Stand. United We Stand CLF Art Café, Bussey Building, Peckham

02/11/15

4 stjerner

Køb billetter

Townsend Productions har opbygget et stærkt ry for at præsentere politisk teater, og deres seneste stykke spiller nu i Peckham side om side med en udstilling dedikeret til dets tema – den nationale bygningsarbejderstrejke i 1972 og den efterfølgende retsforfølgelse og fængsling af flere af bevægelsens ledere. Neil Gore er forfatteren bag og overfører her sine evner som dramatiker af stykker til to skuespillere, som man senest har kunnet opleve i hans fortællinger om Tolpuddle-martyrerne og 'The Ragged Trousered Philanthropists'. Denne produktion er, ligesom sine forgængere, nu draget på en landsdækkende turné.

Selvom minearbejderstrejkerne i 1970'erne og 80'erne samt tre-dages-ugen er velkendte begivenheder, kan det samme ikke længere siges om bygningsarbejdernes strejke i sommeren 1972, hvor 300.000 arbejdere i tolv uger lagde værktøjet i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold. Det er uomtvisteligt, at der på det tidspunkt stort set ikke blev taget hensyn til sikkerhed og sundhed på byggepladserne, og at lønningerne blev holdt nede af det såkaldte 'lump sum'-system, som tillod arbejdsgiverne at undgå udgifter til pension og sociale ydelser. Strejken var i store træk en succes, hvilket i høj grad skyldtes opfindelsen af 'flyvende strejkevagter', der bevægede sig fra byggeplads til byggeplads.

Omkring fem måneder efter strejkens afslutning blev fireogtyve af lederne retsforfulgt under ofte forældet lovgivning ved Shrewsbury Crown Court, og tre blev fængslet for alvorlige anklager om sammensværgelse til intimidering og gadeuorden. Stykket fokuserer på historien om to af dem – Des Warren (nu afdød) og Ricky Tomlinson, der i den grad stadig er iblandt os i sin senere rolle som skuespiller og kendis. En ny kampagne for at rense de dømtes navne har været i gang siden 2006, og denne forestilling er en del af den indsats. Da tæppet faldt, blev publikum siddende for at høre taler fra både Len McCluskey, generalsekretær for fagforeningen Unite, og Tom Watson, næstformand for Labour, samt ekstra folkemusik koordineret af den musikalske leder, John Kirkpatrick.

Neil Gore og William Fox i United We Stand. Foto - Amy Yardley

Så selvom dette tydeligvis var en politisk begivenhed, var det så også en dramatisk en af slagsen? Politisk teater skal finde en svær balance mellem den vigtige sandhed, at alt teater på sin vis er 'politisk', og faren for at ende som en belærende prædiken blottet for karakterer og det levede liv, der eksisterer uafhængigt af sagen. Overordnet set lykkedes det for teksten og de to skuespillere at ramme balancen og fastholde vores intellektuelle og følelsesmæssige engagement i de medvirkende gennem musik, komik og en virtuost eksekveret række af rolleskift.

Dramaet blev præsenteret med enkle virkemidler i Amy Yardleys scenografi: et par simple stilladsbrædder med plakater på den ene side og paneler til retssalsscenerne på den anden. Derudover blot et par strøede kasser, tekasser og en overheadprojektor, der med jævne mellemrum flimrende kastede grynede billeder og filmklip af strejken, Ted Heath og andre skikkelser fra 70'erne op på væggen. Resten af arbejdet er op til de to skuespillere og musikere – igen Neil Gore og William Fox. Begge påtager sig et væld af roller, men hovedsageligt portrætterede Gore Tomlinson, mens Fox tog sig af den centrale og tragiske skikkelse Des Warren, som dramaet reelt drejer sig om.

Skuespillerne gik til opgaven med stor energi og dedikation. I teater som dette er det nødvendigt at få publikum med og bryde den fjerde væg, hvilket især Fox mestrede, samtidig med at han opbyggede sin karakter. Musikken var også en stor styrke – begge spillere sang glimrende og håndterede diverse guitarer af forskellige størrelser med overbevisning. Der findes ingen hurtigere eller lettere måde at bringe 1970'erne til live på end gennem musikken, og nogle af aftenens bedste øjeblikke for publikum (hvoraf de fleste var af den rette årgang) opstod, når musik og tekst fremkaldte tidens idealisme og aktivisme side om side med de autoritære magters vaklende og utroværdige modsvar.

Instruktør Louise Townsend tilførte masser af velvalgt bevægelse og lettere komiske øjeblikke, der balancerede den mørkere fortælling om en sammensværgelse mellem regering, politi, arbejdsgivere og retsvæsen. Der var også karikerede elementer – hvilket er nødvendigt, når omridset af en kompleks fortælling skal koges ned og forenkles for at fremhæve en morale. De centrale roller blev dog tegnet med overbevisende detaljerigdom – vi så tydelige beviser på Warrens lederevner og tørre humor samt Tomlinsons organisatoriske evner og moralske passion for sagen. Vi fik også en fornemmelse af, hvem de var som mennesker uden for selve strejken. Nogle af de mindre roller var også skarpt tegnet, især Gores indsmigrende fagforeningsforhandler, der var alt for ivrig efter at indgå kompromiser blot for at redde fagforeningens midler.

William Fox og Neil Gore i United We Stand. Foto: Amy Yardley

Jeg var ikke helt overbevist af tesen om en omfattende sammensværgelse fra magteliten – selv i denne fremstilling virkede myndighederne for panikslagne og uorganiserede til det. Men uanset ens politiske overbevisning er der her tydelige beviser på åbenlys uretfærdighed og juridiske uregelmæssigheder, som retfærdiggør den ulmende vrede og den nuværende kampagne – ikke mindst i lyset af Warrens tidlige død, der sandsynligvis blev fremskyndet af, at han i fængslet tvangsmæssigt blev givet en medicincocktail kendt som 'den flydende knippel'. Dramaet formidler dette uden de store armbevægelser og viser samtidig de store menneskelige omkostninger for dem, der stod midt i stormen.

Første halvdel af stykket havde sine langsomme passager, hvor den nødvendige eksposition ikke altid var forankret i en overbevisende iscenesættelse; og der var punkter, f.eks. en lang parodi på et gameshow, hvor de dramatiske greb virkede kluntede. Men da vi nåede de mørkere dele af anden halvdel, fik formatet en samlet logik og intensitet, der var helt og holdent fængslende. Der var en meget stærk forhørsscene og intense ordvekslinger i retssalen, som skabte en dyb koncentration blandt publikum. Talerne fra anklagebænken af Tomlinson og Warren efter domsafsigelsen blev leveret ordret af skuespillerne og er fremragende eksempler på retorik, der hører hjemme i enhver antologi over moderne politisk talekunst.

Oscar Wilde sagde som bekendt, at problemet med socialisme var, at det tog 'for mange aftener' – en skepsis, der i dag gælder partier over hele spektret, givet den grad af kynisme, der findes omkring politik og motiverne hos dem, der udøver den. United We Stand er en kraftfuld gendrivelse af dette synspunkt og en genbekræftelse af det politiske teaters fortsatte værdi. Ved at forene moralsk passion, en stærk fortælling, stemningsfuld musik, selvironisk humor og en mærkesag skabes en gribende aften, der gør sig fortjent til respekt.

United We Stand spiller frem til den 14. november 2015 på CLF Cafe.