ANMELDELSE: Victoria’s Knickers, Soho Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Victoria's Knickers på Soho Theatre præsenteret af National Youth Theatre Rep Company.

Ensemblet i Victoria's Knickers. Foto: Helen Murray Victoria's Knickers

Soho Theatre

1. november 2018

3 stjerner

Denne musikalske leg med den spæde karriere for en vis forhenværende 'working queen' minder om forholdet mellem ITV-serien 'Victoria' og 'Carry On Cleo's forhold til Hollywood-spektaklet 'Cleopatra' med Liz Taylor: det er en trivialiserende, højrøstet, hip, sjov og anarkistisk parodi.  Og hvis man er typen, der kan lide den slags, så er det præcis den slags, man vil få her.  Forestil dig Edward Bonds 'Early Morning' blendet sammen med hip-hop i Josh Azouzs bevidst moderigtige fortælling, der gør alt for at være 'cool' og tale 'street' – så begynder man at ane dens noget flagrende retning.  Det hele handler om at indtage en gennembearbejdet kæk posering.  Alle andre hensyn virker temmelig sekundære.

National Youth Theatre Rep Company, som i øjeblikket også spiller på samme adresse i genopsætningen af 'Consensual' (for nylig anmeldt her), viser sig her fra deres mere muntre side i Ned Bennetts strømlinede og utroligt travle iscenesættelse.  Han lader aldrig tempoet dale, og det er nok meget heldigt i en historie, der er helt oppe at køre over sin egen betydningsfuldhed, men har det svært med dybde og eftertænksomhed.  Sangteksterne til de mange musiknumre er flikket sammen af dramatikeren i samarbejde med den trendy komponist Chris Cookson 'og medlemmer af National Youth Theatre', hvilket måske forklarer deres super-funktionalitet og mangel på vision.

Alice Vilanculo og Oseloka Obi i Victoria's Knickers. Foto: Helen Murray Det skal siges, at dette ikke er mangler, som publikummet på Soho Theatre lader til at have travlt med at påpege: de virker tværtimod ivrige efter at blive underholdt af endnu en eskapistisk fantasi om kongefamilien, som bare nægter at forsvinde.  Hvis NYT virkelig mener, at dette er det vigtigste emne, de kunne finde på, så fred være med det.  Endnu en gang vender vi det kollektive blik væk fra nutidige bekymringer (er der mon nogen hos NYT, der har hørt om 'Europa'?), og fikserer det i stedet på en tåget og uklar måde på den fjerne fortid – det sande hjemsted for vores endeløse nationale myte.

Ensemblet i Victoria's Knickers. Foto: Helen Murray

De, der står for forførelsen her, er hele holdet fra den anden forestilling, blot i mere muntre roller.  Alice Vilanculo løber igen med opmærksomheden med sin bjergtagende autoritet og scenenærvær i hovedrollen, og Jamie Ankrah er hendes modstykke – en figur tilsyneladende hentet fra historien (lad os ikke spilde tiden her med Irland eller Indien...), som udmærkede sig ved sin kleptomaniske fascination af regentens vasketøj.  (Helt ærligt, NYT, hvis det er det niveau, I vil arbejde på....)  'Te-tyvens' søstre, Laurie og Isabel (Laurie Ogden og Isabel Adomakoh Young... ja, ER det ikke bare et tilfælde?), medvirker i forestillingens eneste rigtig dramatiske scene: en gentagelse af ENO's 'Texas Chainsaw Massacre'-inspirerede henrettelsesscene fra deres opsætning af Tjajkovskijs 'Mazeppa'.  Det er dog typisk for denne produktion, at mens ENO opnåede en virkelig skræmmende effekt, så minder NYT-skuespillernes indsats mest om en studentikos practical joke.  Hvis man er på den bølgelængde, er det fint nok; ellers kan man efter et stykke tid finde den insisterende teenage-fjollethed en lille smule irriterende.

Aidan Cheung, Muhammad Abubakar Khan og Olivia Dowd i Victoria's Knickers. Foto: Helen Murray

Muhammad Abubakar Khan, i rollen som Lord Conroy, er ham der bliver savet i stykker i den scene, og han klarer sin bortgang med sin sædvanlige energi og overbevisning.  Oseloka Obis elegante Albert er noget fortørnet over sin kommende bruds eskapader, og han forsøger sig endda med at tale tysk (næste gang, NYT, så ansat venligst en sprogcoach?).  Og så er der en hel række andre karakterer spillet af Simran Hunjun (Hertuginden), Gary (Jeffrey Sangalang, der også spiller fiskeren), Christopher Williams (Len), Jay Mailer (Ernst, festaben og – jeg spøger ikke – Dr. Feel Good), Olivia Dowd (Brunhilda, Cecil og Sonia), Leah Mains (endnu en skuespiller, som nærmest spiller sig selv som 'Leah'), Fred Hughes-Stanton (ditto, og betjent Troy), Marilyn Nnadebe (Dommer – ja, de har ligefrem kvindelige dommere i dette revisionistiske kostumedrama-land), Aidan Cheng (der gør det strålende som forestillingens hovedskurk, Sasha), Francesca Regis (Toni), mens musikken leveres på scenen (ud over det, der kommer fra Giles Thomas' lyddesign) af Kazuma Costello, Natalie Smith og Isabelle Stone.

Præsentationen af musiknumrene (kapelmester Arlene Naught; musikproducent Jason Elliot) er uden tvivl produktionens største styrke.  Det rå, næsten grove scenografi-design af Hannah Wolfe er iøjnefaldende, om end tydeligvis lavet på et absolut minimumsbudget, men har – ligesom manuskriptet – ikke rigtig nogen udvikling.  Jess Bernberg lyssætter det hele med klarhed og sikrer, at vi lydigt følger de mange skift i opmærksomhedspunktet, både på og uden for scenen.  Meghan Doyle er assisterende instruktør via Bryan Forbes-legatet.  Jeg forstår godt, hvorfor kompagnier som NYT føler, de skal holde sig 'relevante', men spørgsmålet må altid være: 'relevante for hvad?'.

Spiller frem til 10. november 2018

LÆS MERE OM VICTORIA'S KNICKERS