ANMELDELSE: Volpone, Swan Theatre ✭✭

Volpone

Swan Theatre

11. juli 2015

2 stjerner

Der er nogen ved døren. Den stenrige mand og hans følge går i aktion. En hospitalsseng komplet med bærbart drop og skærmvægge bliver hastigt stillet op. Skærmene skjuler hans udstillede rigdom. Den rige mand skifter til hospitalstøj og tager en paryk på. Han forvrænger sit ansigt i en grimasse, der antyder voldsomme smerter, måske lammelse, og gør noget med sin mund, der skriger af svagelighed, sygdom og en kort vej til den sidste rejse. Der er næsten med garanti savl.

Den velklædte gæst ankommer og bliver behørigt forført af dette sygeteater. I håbet om at sikre sig adgang til den "døende" rige mands formue, når den ulykkelige dommedag indtræffer, overøser gæsten den "syge" med gaver. Som trick betragtet er det genialt. Den rige mand bliver rigere; hans tåbelige, krybende snyltere bliver befriet for værdier, de tydeligvis ikke har brug for.

Dette er Trevor Nunns imødesete vendepunkt hos RSC, hans opsætning af Ben Johnsons stykke fra 1606, Volpone, som nu spiller på RSC's Swan Theatre i Stratford-upon-Avon. Det ville være vidunderligt at kunne rapportere, at forestillingen var ventetiden værd. Men det er den ikke.

Som programmet minder os om, skrev T.S. Eliot i sin essay-samling fra 1921, The Sacred Wood, om Ben Johnson:

"For overhovedet at kunne nyde (Johnson) må vi trænge ind til kernen af hans værk og hans temperament, og vi må se ham uden fordomme om tid, som en samtidige. Og at se ham som en samtidige kræver ikke så meget evnen til at sætte os selv ind i 1600-tallets London, som det kræver evnen til at sætte Johnson ind i vores London."

Nunns tilgang til denne genopsætning er at tage Eliot bogstaveligt og transponere og opdatere Johnsons stykke, så det er spækket med dagsaktuelle referencer og vækket til live af moderne karikaturer. Det vrimler med moderne detaljer: overvågningskameraer og skærme; grådige, velklædte forretningsfolk; en amerikansk turist; privilegerede politikere og deres utilfredse hustruer; og et gennemgribende had til bankfolk.

Alt dette ville være fint, hvis det rent faktisk bidrog til forståelsen af Johnsons stykke, hvis denne tilgang kastede nyt lys over teksten, gjorde den sjovere, eller på anden måde gav en indsigt, som ellers ville mangle. Men sandheden er snarere den modsatte. Det opdaterede udstyr stikker ud, afbryder flowet i Johnsons pen og forvirrer snarere end at oplyse.

Man bruger meget tid på at undre sig over, hvorfor Peregrine er amerikaner. Man undrer sig over, hvorfor Volpone holder en dværg, en eunuk og en hermafrodit som en trio af tjenere/klovne, og hvorfor han tillader dem at klæde sig så excentrisk. Man undrer sig ikke over, at Volpone i Stephen Brimson Lewis' stramme, glamourøse scenografi har sine skatte stående fremme eller skjuler dem bag glatte skærme, når gæsterne kommer, men man undrer sig over, hvorfor Sir Politic Would-Be befinder sig i en lufthavn, da han tilfældigvis møder Peregrine.

De moderne indslag virker påklistrede på fortællingen frem for at være et naturligt lærred, hvorpå Johnsons handling kan få farve og liv. De opdaterede referencer, som præger denne bearbejdelse (manuskriptændringerne krediteres Ranjit Bolt), er velegnede til en moderne komedie eller revy, men de distraherer og fjerner fokus fra det ægte komiske guld – Johnsons karakterer og komplekse plot.

Henry Goodman er selvsikker og magnetisk i titelrollen som Volpone. Han leverer en karakterpræstation, der er større end livet, hvilket passer perfekt til Johnsons karakter. I den ekstreme, absurde komik er Goodman virkelig god. Hans falske, næsten-døde patient er hylende morsom, ikke mindst fordi Goodman i fuld mundering med paryk og hospitalstøj ligner en bizar blanding af noget luvslidt og frastødende. Han er præcis så frastødende og alligevel urovækkende elskværdig i dette gear. Ligeledes er hans Pirelli-agtige præstation som en italiensk kvaksalver-type inspireret og sprudlende af energi.

Men hans præstation er fatalt svækket, ikke på grund af Goodman selv, men på grund af den anden centrale rollebesætning. Mosca, Volpones assistent og medskyldige i bedraget, er en fantastisk rolle, som både supplerer Volpone og er altafgørende for forestillingens succes. Orion Lee var slet ikke i stand til at løfte opgaven som Mosca, og dermed bliver Goodmans Volpone berøvet den afgørende komiske duo, som Johnson havde tiltænkt. SÅ meget går tabt ved fejlcastingen af Mosca, at produktionen desværre aldrig genvinder fodfæstet og ikke kan blive det, den burde have været.

Der er noget fremragende arbejde fra Miles Richardson som en fedtet lykkeridder, der håber på en del af Volpones overflod, og Richardsons første møde med den bizarre Volpone er meget sjovt. Det står i skarp kontrast til de efterfølgende scener med Matthew Kellys træge og tænderskærende kedelige Corvino. Kelly har en forbløffende evne til at se ud som om, han burde være sjov, mens han leverer replikker, der ikke kunne fremkalde en reaktion hos selv det mest velvillige publikum. Geoffrey Freshwater klarer sig heldigvis noget bedre som Corbaccio, men igen er der langt mellem snapsene.

Steven Pacey er mærkeligt stiv og forveksler tilsyneladende det træagtige med det selvhøjtidelige som Sir Politic Would-Be, mens Annette McLaughlin som Lady Politic Would-Be virker til at auditionere som en skinger hotelejer fra en britisk sitcom – et opsigtsvækkende, men ikke helt utiltalende karaktervalg. Hun er i det mindste sjov, hvilket man ikke kan sige om Colin Ryans besynderligt amerikanske Peregrine.

Næst efter Goodman går skuespilprisen dog til Andy Apollo, som gør Bonario begribelig, forståelig og seværdig. Apollo får teksten til at arbejde for sig uden unoder eller billige tricks. Som resultat heraf løfter hans præstation sig over mængden.

Steven Edis leverer mærkeligt umusikalske og trætte sange til trioen bestående af dværgen (Jon Key), hermafroditten (Ankur Bahl) og eunukken (Julian Hoult). Det, sammen med deres tarvelige, men skrigende kostumer – hvorfor ville Volpone tillade så smagløs påklædning? – frarøver de tre enhver chance for humor, glamour eller bidende kommentarer.

Ben Johnson er en af verdens største dramatikere. Trevor Nunn er en af verdens største instruktører. Det burde være det perfekte match. Det er det bare ikke. Og fejlcasting samt overflødige moderniseringer er årsagen.

Volpone spiller på Swan Theatre hos Royal Shakespeare Company indtil den 12. september 2015