ANMELDELSE: War With The Newts, Bunker Theatre ✭✭

Julian Eaves anmelder Knaive Theatres opsætning af War With The Newts, som spiller netop nu på The Bunker Theatre.

Foto: The Other Richard War With The Newts Bunker Theatre

10. oktober 2018

2 stjerner

Bestil nu

Karel Capek har fundet vej til det britiske teaterpublikums hjerte som medforfatter, sammen med sin bror Josef, til det geniale og satiriske dyrefabelstykke, som vi her kender som 'The Insect Play'. Der har også været forsøg på at rehabilitere nogle af deres andre værker: science fiction-fabelen 'R.U.R.' (Rossum's Universal Robots) opnåede en vis succes i West End med selveste Ian Carmichael på rollelisten, men ingen af hans andre kreationer synes rigtig at have bidt sig fast. På trods af flere forsøg på at finde en plads til netop denne fortælling – en roman, der er blevet dramatiseret, omsat til musical og alt muligt andet flere gange – har ingen endnu fundet opskriften på at få den til at fænge. Ufortrødent har det nye kompagni Knaive Theatre lanceret en slagkraftig, nutidig bearbejdelse, der placerer handlingen i de oprørte vande omkring et Brexit-ramt Storbritannien. Efter at have klaret sig godt på Edinburgh Fringe – hvilket både holdet selv og adskillige citater fra anmeldelser bekræfter – er forestillingen nu rykket ind i Bunker-klanens moderne, hipster-venlige underjordiske hule.

Foto: The Other Richard

Tyrrell Jones er manden bag bearbejdelsen, og i en handling af uforfalsket mod instruerer han også selv. Og deri, kære læser, ligger muligvis kilden til denne opsætnings væsentligste problemer. Selvom Jones pakker forestillingen med en herlig pærevælling af muligheder (som den guddommelige Miss M plejede at sige), er jeg ikke helt sikker på, at han endnu besidder evnen til at trække sig tilbage og virkelig overveje, hvad der rent faktisk fungerer. Derfor får man, trods tilstedeværelsen af hele to dramaturger (Matthew Xia og Sam Redway), aldrig helt fornemmelsen af, at alle hans kloge sceniske tricks bliver til andet end en fremvisning for fantasifulde og talentfulde dramastuderende, der afprøver alt, hvad de kan komme i tanke om, nysgerrige efter at se, hvilken effekt – hvis nogen overhovedet – det har i en live-optræden. Det er interessant og periodisk engagerende, men efter min mening stadig langt fra at give den mening, som deres markedsføring påstår.

Selvfølgelig lyder meldingen fra Edinburgh, at de er vidunderlige. Det har anmelderne deroppe fortalt dem. Måske var publikum der charmeret. Men Edinburgh ligger meget langt væk, både kritisk og erfaringsmæssigt, fra London. Man ser gang på gang disse hyldede produktioner fra Skotland ankomme til byen, blot for at blive forvandlet – som ved en form for frygtelig lokal magi – til noget kaotisk og ikke særlig gennemtænkt rod. Hvorfor? Jeg har ikke den fjerneste anelse. Kan det tænkes, at der gælder andre standarder deroppe end herude?

Lad det nu ligge. Man kan altid beundre skuespillerne. De er kun tre, men de knokler en vis del ud af bukserne for at få det meste ud af en perlerække af varierede og markante roller. Enestående er Everal A. Walsh, der skaber en formidabel præstation ud af sine godt seks forskellige karaktertegninger: hans stemme er et sublimt instrument, og hans brug af kropssprog og ansigt er strålende afmålt. Dette er en mand, der virkelig fortjener en langt mere etableret position i vores teaterverden; jeg tror, jeg vil huske hans præstation for evigt. Nadi Kemp-Sayfi, som truppens eneste kvinde, har fem roller at udfylde, og det gør hun med voksende selvtillid som aftenen skrider frem, idet hun bliver mere afslappet og mindre stiv på scenen. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se og høre meget mere til hende i de kommende år. Sam Redway, med-dramaturg, agerer også og er god i det, han gør, men han har essentielt to tilstande: tavs arbejderklasse og tavs overklasse. Han får dog aftenens største grin (og dem er der ikke mange af, udover nogle lidt indforståede kluk-grin), da han dukker op fra en tank iført Union Jack-underbukser. Når en produktion er nødt til at forlade sig på så billige effekter for at få de største reaktioner, ved man, at den er i knibe.

Foto: The Other Richard

Men mange mennesker har støttet op om dette projekt. Programmet indeholder en omfattende liste over taksigelser, hvor nogle meget respektable navne optræder. Måske delvist takket være denne støtte er Hannah Sibais imponerende scenografi utvivlsomt skabt på et skrabet budget, men hun formår at skabe stærke og mindeværdige udtryk med de midler, hun har til rådighed, og hun har særlig succes med kostumerne: hun har det helt rigtige øje for teater. Lysdesigneren er ikke krediteret – selvom forestillingen gør omfattende brug af netop lys – og det er skaberen af de opfindsomme videoklip heller ikke, så måske står den kreative Sibai også for alt det? I så fald fortjener hun endnu mere ros! Komponisten Rob Bentall, der låner flittigt fra eksisterende optagelser, er dog krediteret, og hans (er det hans?) genbearbejdning af 'Sailing By' er en af de mest charmerende effekter i denne forestilling. Den assisterende lyddesigner er Dan Valentine, som gør meget for at udfylde de huller, der efterlades af manuskriptets hakkende mangel på sammenhæng.

Jeg ved ikke, om hr. Jones har studeret de tidligere inkarnationer af dette værk på den britiske (eller nogen anden) scene. Uanset om han har eller ej, så får han de 70 minutter, han tager af din tid, til at føles meget, meget, meget lange. Med lidt flere gennemspilninger og masser af rettelser vil produktionen helt sikkert vinde både tempo og lethed. Det håber jeg. I mellemtiden kan jeg kun sige, at det, jeg så – om end fascinerende på mange måder – endnu ikke er et helt færdigt værk. Måske bliver det det snart. "Best of Brexit British" til alle involverede!

Spiller indtil 27. oktober 2018

BESTIL BILLETTER NU TIL WAR WITH THE NEWTS