ANMELDELSE: Windows, Finborough Theatre ✭✭

Duncan Moore, David Shelley, Janet Amsden, Carolyn Blackhouse og Eleanor Sutton i Windows. Foto: Scott Rylander Windows

Finborough Theatre,

24. august 2017

2 stjerner

Bestil nu John Galsworthy har opnået vedvarende popularitet gennem sin prosa, især den dobbelte filmatiserede 'Forsyte-sagaen', men han huskes sjældnere for sine skuespil. At dømme ud fra dette manuskript, smukt genopsat af Project One i samarbejde med Neil McPherson for Finborough, er det let at forstå hvorfor.  Der er masser af klog og livlig dialog samt et par scener med følelsesmæssig dybde, men det, dramaet mangler, er det ene element, der er så fængslende til stede i historien om Soames, Irene og resten af Forsyte-slægten: en central, kraftfuld konflikt.

Caroline Blackhouse og Duncan Moore i Windows. Foto: Scott Rylander

I stedet får vi en udsøgt spisestue hos middelklassefamilien March (et yderst passende navn) i tiden efter første verdenskrig – en triumf af en scenografi skabt af Alex Marker, der er detaljeret nok til at fange blikket gennem alle tre akter af denne hjemlige fortælling.  Rummet befolkes af karakterer, der for det meste kun er delvist realiserede: den bryske fader Geoffrey (David Shelley); den dygtige moder Joan (Carolyn Backhouse); den humørsyge søn Johnny (Duncan Moore); den kvikke datter Mary (Eleanor Sutton); den dedikerede kok (Janet Amsden); den elskværdige gavstrik af en vinduespudser, hr. Bly (Vincent Brimble), og hans datter med den blakkede fortid, Faith Bly (hans virkelige datter, Charlotte Brimble), som han forsøger at få ansat som tjenestepige hos familien.  Faktisk har historien om far og datter potentialet til at blive en gentagelse af Doolittle og Eliza i 'Pygmalion' (1913). Sammenligningen med Shaw er lærerig – i hans hænder får klassekampen en reel dramatisk nerve.  Galsworthy deler måske mange af de samme reformivrige idéer som GBS (George Bernard Shaw), men han formår desværre slet ikke at skabe lige så fascinerende teater.  Ikke desto mindre, når han lader de britiske samfundsstøtter føre ordet, giver han dem ofte morsomme, slagfærdige eller tankevækkende replikker.  På et tidspunkt sætter Johnny hælene i og nægter at flytte sig, mens han læser 'Den Røde Pimpernel', 'Pigebørn' og Bibelen; en anden joker: 'Du skal ikke lade ham blive deroppe med al den oprørske litteratur'.  Hvor er det dog Orton-esque!

Charlotte Brimble og Vincent Brimble i Windows. Foto: Scott Rylander

Der er meget i teksten, der er lige så muntert som det, og man kunne tro, at forestillingen ville fremkalde mange grin.  Desværre gør den det ikke i Geoffrey Beevers metodiske iscenesættelse – eller lad os være optimistiske og sige: 'Ikke endnu i hvert fald'.  Som det står nu, er der en afdæmpet, nærmest gravalvorlig tyngde over måden, scenerne spilles på, hvilket ofte kvæler humoren frem for at lade den gnistre, og det er uklart hvorfor.  Da det er svært at fatte sympati for disse mennesker, er vi heller ikke synderligt interesserede i deres liv.  Selve plottet er knap nok eksisterende: en meget, meget lille flirt opstår mellem sønnen og tjenestepigen – en storm i et glas vand, der føles både overdimensioneret og ufortjent.  Og det er det hele.  Først i de døende minutter af den korte tredje akt træder to groft underudnyttede figurer ind: Faiths smarte unge mand, Blunter (endnu et – næsten for tydeligt – betegnende efternavn, Jacob Coleman), hurtigt efterfulgt af den mest vellykkede karakterisering, betjent Barnabas (Christopher White, der dog mere ligner en mand af højere rang, måske en 'Inspector' på besøg...? – stykket er trods alt fra 1922).  Med dem på scenen, og Faith der endelig bryder ud af sin undertrykte, stumme rolle, forsøger stykket ihærdigt at tænde en gnist.  Men det er slut, før det overhovedet kommer i gang.

Janet Amsden og Carolyn Blackhouse i Windows

Det siges, at der går lang tid i dramaet, og vi får serveret tre 'retter' fra forskellige måltider; blomsterne midt på spisebordet skifter, men ellers virker intet til at ændre sig.  Selv Georgia de Greys kostumebudget rækker ikke til tøjskift hos de medvirkende, hvilket måske skal understrege deres verden som fastlåst.  Robbie Butler lyssætter det enkelt med fine symbolistiske undertoner, især mod den tungt metaforiske slutning.  Richard Bell leverer musik fra perioden, der er så livlig, at man med glæde kunne lytte til den hele aftenen.  Samlet set er det dog en redelig, men temmelig træg forestilling om en familie, der har været professionelt ignoreret i 85 år.  Man kan undre sig over, hvor længe der går, før de igen får chancen for at fange vores opmærksomhed.

Indtil 9. september 2017

BILLETTER TIL WINDOWS