KOMMENDE: The Sorcerer's Apprentice, The Ambassadors Theatre

Julian Eaves overværede en præsentation af den nye musical 'The Sorcerer's Apprentice' af de britiske stortalenter Ben Frost og Richard Hough.

Det utroligt talentfulde sangskriverpar Ben Frost (musik) og Richard Hough (tekster) er støt og roligt på vej mod toppen som nogle af de mest spændende navne inden for musicalverdenen. Med deres nyeste projekt rammer de plet på en række vigtige punkter. Forestillingen blev vist som to workshop-koncerter (selvom Ryan McBrydes instruktion gav os noget, der lignede en færdig produktion, i hvert fald hvad angår de seks hovedroller og fortælleren) – først i Letchworth og derefter på The Ambassador’s Theatre for et branchepublikum. Det var et fascinerende indblik i udviklingen af en ny og medrivende musical.

På opfordring fra James Seabright har parret udarbejdet deres egen libretto, inspireret af – snarere end baseret på – Goethes lille, morsomme digt (det, vi alle kender fra Disneys 'Fantasia' fra 1940 med Mickey Mouse som troldmandens lærling). Det begynder storslået med et pragtfuldt åbningsnummer for tenor: Her blev Neil McDermotts fænomenale vokal og scenekunst brugt til at sende 'There's magic in the air' direkte ind på playlisten hos enhver musical-entusiast. Alene baseret på det nummer ved man, at man har en aften fuld af magi og spænding i vente. Frosts musik er lyrisk stærk, og Houghs tekstunivers folder sig ud og skaber en hel verden, der gør os klar til en stor følelsesmæssig rejse. Vi skal udforske spændingsfeltet mellem personlige følelser og videnskab, mellem tro og sandhed. Goethe, en af den tyske romantiks hovedskikkelser, ville have elsket det.

Hvad der følger, er en række begivenheder med karakterer, der ikke findes i forlægget. Det viser sig hurtigt, at det ikke er den titulære helt, vi hører først, men derimod troldmandens far, Johan Gottel. Og i et moderne tvist er den kluntede magiker hverken en dreng eller en mus, men hans datter Eva Gottel, sunget fantastisk af Naomi Petersen. Petersen gør alt for at fremhæve Evas energi og menneskelighed, og hun er mest overbevisende i sine sange, der leveres med en imponerende klarhed og frasering. Fru Gottel er ude af billedet efter at være bukket under for en mystisk sygdom, der forvandlede hende til en skygge, og den ellers velstillede Herr Gottel har ikke overvejet at gifte sig igen (hvilket vi ellers ved ofte sker i musicals, der udspiller sig i de tysksprogede dele af Europa). Der er ingen andre børn.

Tidligt i forløbet kommer Eva ud for et uheld på sin cykel (hvilket placerer os i slutningen af det 19. århundrede – altså en modernisering af Goethes middelalder-eventyr). Vidne til dette uheld er Blair Gibsons sympatiske løjtnant Erik. Imens, i en anden del af kongeriget, er regenten dronning Larmia ved at svinde ind som offer for den endnu uhelbredelige skyggevirus. I Tracie Bennett finder Larmia en fortolker, der ejer scenen med stor autoritet og skaber mening i sine scener, selv med de voldsomme skift i hendes skæbne. Som det virker til at være normen her i landet, er hun endnu en enlig forælder med kun ét barn. Hendes afkom viser sig at være stykkets skurk, Jos Slovicks sleske og sociopatiske prins Fabian. Slovick får lov at synge noget helt fantastisk musik, hvor han udnytter sit flotte øvre register med overbevisende lethed. Endelig forsøger den trofaste kansler Breel – Nigel Richards i topform – at begrænse skaderne fra tronfølgeren, mens han navigerer i manuskriptets tonale skift med stor elegance. En vigtig brik i denne showcase, som gjorde det muligt at skifte mellem lokationer uden kulisser, var den charmerende fortællerstemme fra den altid veloplagte Jan Ravens.

Gennem det hele spillede Seann Alderking på et prægtigt flygel sammen med Ed Scull på slagtøj Simon Nathans upåklagelige arrangementer. De realiserede musikken med teatralsk overskud og overbeviste os ofte om, at vi hørte et fuldt teaterorkester, hvilket siger meget om det musikalske holds kvalitet.

Opsætningen er opfindsom og klar, hvilket burde give plads til den 'sammenhængende og medrivende fortælling', som er forfatternes erklærede mål. Og som nævnt er åbningen et utroligt effektivt øjeblik, der beviser, at de har evnerne til at føre projektet helt i mål med et strålende resultat. Det, der vokser ud af åbningen, er fuldt af potentiale og rejser fascinerende spørgsmål. For eksempel: Hvis dette er Evas historie, hvorfor får Johan så de første tre numre i showet? En anden ting er, at hvis det er Eva, der driver historien med sit ønske om at blive troldmand, hvorfor virker hun så så passiv over for mændene omkring hende?

Hvad angår selve musikken ('scoret'), er der et par observationer. Vi har her primært at gøre med solosange; der er et par duetter, herunder en hvor den diametralt modsatte dronning og prins synger præcis den samme musik (hvilket ikke giver den store dramatiske mening). Mærkeligt nok er der kun ét ensemblenummer: Det er et meget komplekst og vidunderligt polyfont øjeblik, men det fremhæver desværre manglen på flerstemmighed andre steder. Og en del af numrene er i det langsomme tempo med mange mørke mol-toner. Musikalsk set får det handlingen til at føles langsommere, som historien skrider frem.

Nogle publikummere spurgte: Hvad skal dette stykke konkurrere med? Det oplagte svar er 'Wicked'. Og sammenligningen er faktisk lærerig. Stephen Schwartz gennemarbejdede ikke blot en enorm mængde materiale og utallige omskrivninger, før han fandt den vindende formel; han placerede også Elphabas relationer i hjertet af historien og gjorde hendes karrierevalg sekundært. For at få publikum til at knytte sig til hovedpersonen virker det som et klogt træk. I Frost og Houghs post-modernisering af det gamle eventyr tænker de måske allerede over, hvordan de kan tackle netop den udfordring. De besidder i den grad talentet og fantasien til at skabe et resultat, der er endnu mere vidunderligt end det, vi hørte her ved den første offentlige visning af dette spændende nye show.

Før det sker, kan vi glæde os til at se, hvad de gør med historien om 'Billy The Kid' for National Youth Music Theatre denne sommer på Leicester Curve. Så hold øje med dem! Her er et par nye navne, man for alvor skal regne med. Og stort tillykke til James Seabright, som har haft visionen til at søvandsætte og gennemføre dette spændende projekt.

Dette var en workshop-koncert, og i overensstemmelse med sædvanlig praksis gives der ikke stjerner til sådanne begivenheder.

LÆS MERE OM THE SORCERER'S APPRENTICE