ANMELDELSE: Kings Of Broadway, Palace Theatre ✭✭✭

Kings Of Broadway

Palace Theatre

29/11/15

3 Stjerner

'Jeg har indset, at hvad belysning gør for teatrets visuelle aspekter, det kan orkestrering gøre for de auditive aspekter.' – Jonathan Tunick

Over kun to forestillinger optrådte et fornemt hold af sangere og et 30-mands orkester – ledet med stor autoritet af Alex Parker – med et delikat udvalg af numre fra Jule Styne, Stephen Sondheim og Jerry Hermans bagkataloger. Alle sammen sande ‘Kings of Broadway’

Det var en givende aften, men ikke altid på den mest forventede eller oplagte måde. Trods de mange fine individuelle præstationer fra både sangere og musikere, var aftenens virkelige helte tre personer, der slet ikke var på scenen, og hvis navne var gemt væk i en lille undersektion af programmet: Jonathan Tunick, Jason Carr og Martin Higgins. Det er de tre herrer, der står bag de mesterlige orkestreringer – på én gang fyldige og elegante – som leverede aftenens største glæder og overraskelser.

Orkestratører får sjældent meget opmærksomhed. Mange antager fejlagtigt, at Broadway-komponister altid selv skriver deres arrangementer, men det er stort set aldrig tilfældet. Der hviler desuden et stort ansvar på orkestratørens arbejde; det er meget mere end bare pynt og glimmer på toppen af kagen. Det er hans kreative palet, der tilføjer det endelige dramatiske twist til komponistens intentioner. Han (og det virker altid til at være en 'han'?) tilføjer de sidste farvenuancer og laklag, der former vores reaktion. Vi får dog sjældent lov til at opleve deres fulde arbejde, da de færreste produktioner af økonomiske hensyn har mere end et lille teaterband i graven.

Derfor var det en særlig fornøjelse at opleve et 30-mands orkester på scenen, dirigeret med både elegance og overskud af Alex Parker. Da strygerne satte ind i ouverturen til ‘Gypsy’, gik der et mærkbart sus gennem publikum, som om vi alle pludselig indså, hvad vi normalt går glip af. Jeg fangede mig selv i at notere detaljer om harpeglissandi, muntert slagtøj, snakkende træblæsere og subtile strygerdetaljer, der løftede de velkendte sange på måder, jeg aldrig før havde bemærket. Der var visse balanceproblemer i første halvleg, men efter pausen var der et mere frugtbart og afslappet samspil mellem musikerne og sangerne på forscenen.

Dette var ikke en aften, der forsøgte at finde dybe tematiske forbindelser mellem Styne, Sondheim og Herman; det var slet og ret en fejring af deres enorme bidrag til Broadways historie, som kyndigt blandede de mest berømte hits med mindre kendt materiale. Det var nogle af disse oversete perler, der fangede min opmærksomhed mest. For Hermans vedkommende blev vi mindet om, hvor mange stærke numre der findes i ‘Mack and Mabel’, som vi slet ikke kender godt nok. Hos Styne så vi de mange eminente karakter-numre, der aldrig er nået rigtigt ud over rampen, fordi de shows, de stammer fra, ikke fik et langt liv. Og endelig fik vi en påmindelse om det mirakel, der er Sondheims geniale evne til at fremmane dybe følelser ved at sammensætte små melodiske brudstykker og harmoniske fragmenter.

De 22 sangere spændte over flere generationer og erfaringsniveauer, og de fleste greb chancen flot – især dem, der forstod at gøre den håndholdte mikrofon til en ven frem for en fjende. Der var masser af stærke soloer, skarpe duetter og ensemblenumre, men formatet fungerede allerbedst i de forskellige medleys, der enten fokuserede på ét show eller en specifik genre (f.eks. det meget indsigtsfulde ‘Parades’). Man hører sjældent denne type sange grupperet sådan uden for hyldestkoncerter, hvilket giver spændende perspektiver og sammenligningsgrundlag.

Med så varieret et program vil enhver fremhævelse altid være subjektiv. Når det er sagt, blev jeg særligt ramt af Caroline O’Connors fortolkninger af ‘Broadway Baby’ og ‘Time Heals Everything’, hvor hun virkelig udfoldede karakteren ligeså meget som melodien. Blandt de mindre kendte navne gjorde Richard Fleeshman det fremragende med ‘Buddy’s Blues’ – en sang, der er svær at forløse uden den sceniske kontekst fra ‘Follies’ – og Bradley Jaden gav en fascinerende og original læsning af ‘Maria’ fra ‘West Side Story’. Anna O’Byrne og Jack North leverede en charmerende udgave af ‘Let’s See What Happens’ fra den sjældne ‘Darling of the Day’, og North førte an igen i en knivskarp ‘Put on your Sunday Clothes’, der fungerede som finalenummer.

Showets følelsesmæssige kerne fandtes i en række numre skrevet til genrens 'leading ladies', som viste alle tre komponister fra deres mest uovertrufne side. Jeg har allerede nævnt Caroline O’Connor, men også Caroline Sheen, Anne Reid, Laura Pitt-Pulford og Janie Dee gik i dybden med disse sange, der synes at kunne genopfindes i det uendelige af nye generationer. Måske er det det bedste tegn på disse komponisters tidløshed og deres fortsatte dramatiske og følelsesmæssige relevans i dag.

Men for lige at vende tilbage til min indledende pointe: Ve den sanger, der ikke lytter til de orkestrale detaljer! Jeg vil ikke gøre et stort nummer ud af det, men det var en fejl, da den ellers glimrende Janie Dee i sin version af ‘The Ladies who Lunch’ ændrede teksten og skålede for Pinter i stedet for Mahler – især fordi der netop dér er indsat et vittigt citat fra sidstnævntes 4. symfoni i træblæserne.

Det var en herlig aften, sprængfyldt med talent og konstant underholdende. Det er sundt indimellem at træde et skridt tilbage og nyde disse komponisters musikalske detaljer uden alt det sædvanlige teaterudstyr. Men selv når man tager manglende prøvetid i betragtning, var der løse ender og lidt upolerede produktionsdetaljer, som burde være rettet til. Nogle sangere introducerede deres numre, mens andre ikke gjorde, og når man nu ikke kan få en konferencier med samme format som den uforlignelige Ned Sherrin (kendt fra ‘Side by Side by Sondheim’), så manglede der en rød tråd til at binde aftenen sammen. The Palace og The Palladium er fantastiske rammer for den slags begivenheder, men som store skibe kræver de sikker håndtering. Lys, koreografi og lyddesign krævede lidt mere arbejde i disse omgivelser, og det må vi håbe, de får næste gang. Skal det ske, så kvitterer jeg med endnu en stjerne.