BAG SCENEN: Jenna Russell

Scenedøren på Harold Pinter Theatre gemmer på hundrede historier. En scenedørsvogter, bogstaveligt talt vogteren af historierne, hersker over en hyggelig krog fyldt med portrætfotos – nogle gulnede, andre med krøllede hjørner. Hundrede historier, hundrede eventyrbegyndelser. Jenna Russells omklædningsrum fortæller sin egen historie. Hun deler det med sin medspiller fra Merrily We Roll Along, Josefina Gabrielle. Gabrielles side af bordet er dækket af makeup, børster og pudder, sirligt linet op til aftenens forestilling. På Russells side hænger tre eller fire fotos af hendes lille datter, Betsy, sat fast på spejlet med elefantsnot. Hun trækker benene op under sig i stolen og begynder at fortælle. Født i London, opvokset i Dundee og optrædende fra en tidlig alder – hun har masser af historier på hjerte. Hun ser spinkel ud, strålende, med store, åbne blå øjne, der fyldes med tårer, når hun taler om den nylige orkan i Oklahoma: ”Jeg har bare lyst til at flyve derover og kramme alle,” for derefter at danse af grin, når hun genopfører dengang, hun ringede til David Babani for at bønfalde om rollen som Mary i genopsætningen af Merrily: ”Jeg ved, I laver den med gamle mennesker! Jeg er gammel, og jeg er et menneske! Se mig!” Russell er den musicalskuespillerinde, der har fået mig til at græde mere end nogen anden. ”På den gode måde, håber jeg?” fniser hun. Hendes præstation som Dot i Sunday in the Park with George (endnu en Menier-produktion) fik mig til at hulke uafbrudt, og hendes nuværende hjerteknusende rolle i Merrily er en rystende analyse af tabt håb.

”Det er helt fantastisk at være mor,” forklarer hun. ”Jeg føler, at jeg har meget lettere adgang til mine følelser.” Gennem hele interviewet flakker Russells blik mod billederne af datteren. ”Nu plaprer jeg løs om Betsy igen,” undskylder hun, ”jeg plaprer altid løs om Betsy. Jeg vil bare gerne gøre hende stolt,” indrømmer hun.

Russell snakker lystigt løs og illustrerer sine historier ved livligt at genfortælle ting, som andre skuespillere eller venner har sagt til hende. Hun strør om sig med navne på en herligt ydmyg måde – et træk, der er både vindende og underholdende. ”Jeg talte med Gavin Creel... kender du Gavin? Gavin. Gavin, Gavin, Gavin, min bedste ven Gavin,” fniser hun. ”Han sagde: ’Der findes to typer skuespillere: dem, der gemmer sig bag karakteren, så man slet ikke kan se skuespilleren, og dem, man ser skinne igennem.’ Jeg vil gerne tænke på mig selv som den type kunstner. Jeg kan ikke flygte fra mig selv, jeg kan ikke flygte fra, hvem jeg er, og hvad jeg er.”

Hvad hun er, er en storesøster – varmen strømmer ud af hende som fra en kærlig mentor. ”Jeg mener, at starten af ens karriere er tidspunktet, hvor man skal tage chancer, gøre ting gratis, arbejde med dramatikere, række ud og vælge kortere, mere interessante jobs,” forklarer hun. ”Stol på dit instinkt, det tror jeg er vigtigt. Nogle unge mennesker, jeg arbejder sammen med, siger: ’Jeg har egentlig ikke lyst til at gå til den casting, men jeg føler, jeg bør’.”

Jeg siger altid: ’Hvis du ikke har lyst til det, så lad være!’ Det er rigtig svært at sige ’nej’, og det tager os mange år at lære at forme det ord. Det er din eneste magt. Du har ingen anden magt. Overhovedet. Jeg har sagt nej til ting, jeg har trukket mig fra et job – et enormt, livsændrende job. Det er det bedste, jeg har gjort.”

Russell har opbygget en ekstremt alsidig karriere. ”Jeg har også været i gang i så forbandet mange år!” ler hun. Scene, film, tv, Shakespeare, komedie, seriøs dramatik, men det er hendes arbejde i musicals, der har givet hende størst anerkendelse. ”Jeg var besat af musicals,” husker hun, ”men jeg troede aldrig, jeg skulle medvirke i dem, og så var der en, der introducerede mig for Sondheim. Jeg lagde dog mærke til, at hvis man lavede en musical, blev man ikke overvejet til tv. Så jeg lagde musicalerne på hylden og brugte tre-fire år på tv og skuespil, før jeg dyppede tæerne i musicals igen. For omkring seks år siden, efter Sunday in the Park, lavede jeg Amy’s View, og jeg havde det virkelig elendigt – det havde intet med holdet eller teksten at gøre, jeg fandt bare det hele meget sterilt. Jeg tænkte: ’Jeg kan ikke det her mere, jeg er nødt til at lave ting, der bringer mig glæde og får mig til at smile.’ Og jeg elsker et musicalhold. Jeg vil ikke spilde min tid på ting, der gør mig ulykkelig, så jeg har taget musicalgenren til mig med åbne arme.” Og hun ler igen, den der altfavnende latter, der får en til at rykke tættere på og giver en lyst til at være på hold med hende. ”Jeg er vant til, at vi er ni,” siger hun om Merrily-holdet, ”og på Chocolate Factory er der to omklædningsrum...” hun holder en pause og storgriner, ”Omklædningsrum? Det er en vittighed! Der er et område med en krydsfinerplade med et hul i bunden og et hul i toppen. Så kvinderne er på den ene side og mændene på den anden, og man snakker, råber og kaster ting over. Det er det eneste sørgelige ved at flytte herind – man ser ikke hinanden så meget, som man gerne ville. Jeg hørte, at Sheridan – Sheridan Smith – i forbindelse med Little Shop of Horrors, da de flyttede ind i West End, havde en væg mellem deres rum. De bankede på den og sagde: ’Det her er ikke en rigtig væg’, og så fik de den banket ned! Det elskede jeg!”

En pludselig lav summen afbryder i rummet. ”Undskyld, det er toilettet!” ler hun. ”Åh, sikke en glamour!”

Russell var med i det første holdskifte på Les Misérables, da den flyttede fra RSC til West End. Hun har blandt andet spillet Sarah Brown i Michael Grandages opsætning af Guys & Dolls og Bertrande i Martin Guerre, og hun fortæller karakteristisk selvudslettende historier om dem. ”Gudskelov castede Michael Grandage mig,” betror hun, ”for det ændrede alt for mig. De kontaktede mig angående Guys & Dolls; de sagde ’kom ind’, og jeg sagde ’jeg kommer ikke, jeg er ikke klar!’ – jeg har ikke nogen faste audition-sange, det er forfærdeligt! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle synge! Jeg husker auditionen til Martin Guerre. En af mine yndlingssange er ’I Remember’, en Stephen Sondheim-sang.

Den er smuk, bare smuk. Og Claude-Michel Schönberg sagde: ’Hvad vil du synge?’ Jeg svarede: ’Jeg har I Remember’, og han spurgte: ’OK, hvem har skrevet den?’ Jeg svarede: ’Stephen Sondheim’, og han udbrød: ’Non! Det gør ondt i mine ører!’, og jeg tænkte: ’Nå, det var så det!’” og Russell stryger håret bag øret og ryster af grin.

Passer hun på sin stemme, holder hun sig fra alkohol og cigaretter? Hvad er hendes rutine under en spilleperiode? ”Gud, jeg har ingen! Jeg holdt op med at ryge, fordi jeg tænkte, at Betsy ikke kunne lide det. Jeg drikker ikke, for jeg er for udkørt. Jeg har ingen rutine. Jeg burde have en! Jeg opsøgte Mark Meylan – har du nogensinde mødt ham? En frygtløs sanglærer. Da vi skulle til New York med Sunday, tænkte jeg: ’Ved du hvad? Jeg vil ikke misse nogle forestillinger. Jeg vil være i topform’. Jeg tog til Mark, han gav mig et bånd. Jeg lagde det på min iPod og brugte det hver aften før forestillingen, men jeg kan ikke finde det! Jeg aner ikke, hvor det er! Hvis jeg havde det, ville jeg bruge det,” siger hun, men glimtet i hendes øjne overbeviser mig ikke helt. ”Jeg prøver at sove så meget som muligt og prøver at drikke vand. Jeg er lidt elendig til det.”

Men trods hendes afslappede laissez-faire-attitude giver Russell et uvurderligt indblik i sin proces – selvom hun sikkert ikke selv ville kalde det det. ”Jeg husker Meryl Streep sige, at hun aldrig kiggede på manuskriptet. Hun lærte sine replikker i traileren, lige før hun gik på, for at holde dem friske. Det tror jeg, der er noget om. Jeg bekymrer mig ikke om replikkerne, jeg stoler bare på, at de er der. Jeg lader altid omkring 10 % af præstationen være åben for det, der sker på scenen. Jeg kan godt lide at have en idé om, hvad jeg gør, og jeg holder mig stort set til det – af hensyn til lyset – men jeg giver mig selv plads til at ændre ting, og nogle gange er de valg bedre, andre gange værre. Jeg lader dagsformen, og hvad der end er sket i løbet af dagen, komme med mig op på scenen.”

Det banker let på døren, og en fyr stikker hovedet ind. ”Jeg ville bare lige tjekke, om jeg har efterladt en hat her?” spørger han. ”En hvad-for-en?” smiler Russell. ”Martins hat.” ”Jeg har ikke set den, desværre skat,” svarer Russell. Der er noget over den udveksling, der får mig til at forestille mig Russell være vært for et teselskab som i Alice i Eventyrland i sit omklædningsrum aftenen før.

”Jeg kan ikke lide at være alene,” betror hun mig og bliver pludselig mere afdæmpet. ”Jeg kan lide jargonen og snakken. Det er halvdelen af grunden til, at jeg elsker jobbet – fællesskabet. Når vi var samlet alle sammen, delte vi oplevelserne. Det er vel en del af teatret, er det ikke? I hvilket andet job har man en ven på over 80 år og i det næste job en på 16? Det er genialt! Jeg savner, at vi alle roder rundt sammen.”

Der er noget vidunderligt gode-fe-agtigt over Russell. Det kan være det askeblonde hår, gløden i hendes smil eller humoren – ”Lad mig lige sikre mig, at barmen ikke falder ud!” joker hun til fotografen. Men efter en time i hendes selskab føler man, at man kan spørge hende om alt, og at hun ikke bare ville svare ærligt, men også ville dele noget med dig, tage dig under sin vinge og hjælpe dig på vej. De bedste lærere i livet er dem, der hjælper dig med at forstå.

”Hvis jeg ser tilbage,” siger hun, ”ville jeg sige: ’Stol på den, du er’. Det er det eneste, du har. Du er din egen unikke ting. Det vil passe til nogle ting og ikke til andre. Find fred med det. Hav tillid til at sige: ’Det her er den, jeg er.’ Når man er ung, føler man, at man skal passe ind i den der hardcore-stil med high-belt-sang, tynd krop, dans og falske øjenvipper. Hvis det passer til dig, så gør det. Men hvis det ikke føles rigtigt – så lad være. Hvis du er halvanden meter høj og har lidt på sidebenene, skal du nok få arbejde alligevel. Du er mere interessant. Der skal nok være nogen, der bider på til sidst. Og sig ’nej’. Gå ud og arbejd på de mere interessante steder: Southwark, the Gate, the Bush. Tak nej til lange kontrakter. Mens du har muligheden for at være fri, så vær fri. Tag til Spanien og arbejd! Gå med cirkus! Det gør dig mere interessant. Hvis du kan finde andre små nicher, så gør det. Spil et teaterstykke, hvis du kan – det gør en forskel for, hvordan du bliver castet til musicals. Det er mærkeligt, men sådan er det. Det er verdens bedste job. Jeg elsker det, jeg er stadig forelsket i det. Det kan knuse dit hjerte; jeg havde et par år, hvor jobs blev taget fra mig, og hvor jeg ikke kunne få auditions. Det sker for os alle. Min agent sagde: ’Du skal nok få et job, og du vil blive så glad netop på grund af skuffelsen’.”

Russell krammer os alle farvel og giver mig et kys på kinden, og jeg må indrømme – jeg er solgt. Jeg håber, hun altid vil være så lykkelig, og hvis hun er nødt til at opleve skuffelse først for at nå dertil, så håber jeg, at det bliver en meget, meget kort historie.

Skribent: JBR Fotos: Phil Matthews