INTERVIEW: Matthew Bourne fortæller om Cinderella

Sir Matthew Bourne fortæller om New Adventures og deres genfortælling af den klassiske historie om Askepot (Cinderella), som nu turnerer i Storbritannien.

Sir Matthew Bourne. Foto: Hugo Glendinning Det mest slående aspekt ved denne genfortælling af historien om Askepot er miljøet. Hvorfor valgte du at placere verdens mest berømte eventyr midt under Blitzen i London i 1940? Jeg blev forelsket i Prokofjevs partitur gennem Frederick Ashtons version af balletten for The Royal Ballet. Selvom den er komponeret som et eventyrstykke i samme stil som Tjajkovskijs store balletter, som f.eks. "Tornerose", så er den gennemsyret af Prokofjevs særlige musikalske personlighed fra det 20. århundrede. Ganske vist har den de store valse, fravariationer, mazurkaer og "nationaldanse" på linje med Tjajkovskijs mest kendte værker, men under eventyrets magi banker et mørkere hjerte med ægte følelser og dramatisk længsel. Det er disse træk ved Prokofjevs musik, der gør, at man vender tilbage til den igen og igen, og som kryber ind under huden på én. Prokofjevs Askepot havde premiere på Bolsjojteatret i 1946, og Ashtons ofte opførte version fulgte i 1948, men jeg fandt det fascinerende, at Prokofjev faktisk havde skrevet partituret under Anden Verdenskrig, og det satte tankerne i gang. Var denne mørke periode i vores historie på en eller anden måde indfanget i musikken? Det følte jeg, den var, og jo mere jeg dykkede ned i historien om Askepot, jo bedre syntes den at fungere i krigstidens rammer. Den er mørkt romantisk i sin tone og taler om en tid, hvor tid betød alt, hvor kærlighed opstod og forsvandt med ét, og hvor verden dansede, som var der ingen dag i morgen. Bruger du hele Prokofjevs partitur?

Da jeg skabte stykket første gang i 1997, forsøgte jeg at koreografere hele partituret i tre akter uden omrokeringer eller beskæringer. Det skyldtes i høj grad, at Prokofjevs kunstneriske søn, Oleg, havde spurgt, om han måtte overvære prøverne og tegne danserne. Selvom jeg var betænkelig ved at ændre i hans fars musik, mens han var i rummet, viste han sig at være en vidunderlig mand, fuld af entusiasme for vores arbejde; han sagde endda, at hans far ville have elsket vores fortolkning. Siden har jeg foretaget et par små rettelser for at hjælpe historien på vej, men jeg kan med stolthed sige, at vores tredje akt er helt intakt, fyldt med den vidunderlige musik, som Ashton havde skåret ud af sin berømte version.

Andrew Monaghan (Harry) og Ashley Shaw (Askepot) og hele kompagniet i Askepot. Din kærlighed til klassiske film er velkendt. Var der særlige film, der inspirerede denne genfortælling af historien?

Min ledestjerne i denne produktion har altid været Powell og Pressburgers utrolige klassiker "A Matter Of Life and Death" (1946) med David Niven og Kim Hunter i hovedrollerne. Nivens karakter, RAF-piloten Peter Carter, overlever mirakuløst det sikre dødsfald, da hans fly styrter i havet. Det står hurtigt klart, at han har snydt døden, og at de himmelske agenter og engle har begået en fejl. Han svæver mellem liv og død, men med hjælp fra en mandlig skytsengel og kvinden, han elsker, får han en chance til. I bund og grund bliver han frelst af kærlighedens kraft. Min Askepot fortæller på ingen måde den nøjagtige historie, men dens fantasifulde og særligt britiske lune og romantik er, håber jeg, indfanget i vores fortælling om krigstidens kærlighed og konflikt. Vores "engel" er også en mand frem for den sædvanlige "fe-gudmor", men han er mere baseret på Cary Grant ("The Bishop's Wife" 1947) og Fred Astaire, der spillede en dansende engel ved flere lejligheder.

Hold også øje med glimt af andre filmklassikere i produktionen, såsom Celia Johnson og Trevor Howard fra "Brief Encounter" (1945) i vores afsluttende jernbanescene, og de prostituerede fra Vivien Leigh og Robert Taylors klassiker "Waterloo Bridge" (1940) i vores sekvens fra Londons undergrund. Jeg må også hylde en af mine yndlingsskuespillerinder fra 40'erne, Joan Crawford, som inspirerede Lez Brotherston og mig til at skabe Sybil, vores glamourøse stedmor.

https://youtu.be/3IUvJ-jkrBY

Hvor historisk korrekt er din "Blitz"-Askepot? Henviser den til faktiske hændelser, der fandt sted i London på det tidspunkt?

Vi har forsøgt at være så præcise som muligt, og Lez Brotherston, kompagniet og jeg har brugt mange timer på at researche perioden og karaktererne gennem gamle film, dokumentarer og informationsfilm. Jeg vil dog indrømme mindst én historisk unøjagtighed: Vi har en amerikansk GI-soldat ved navn "Buster", som jeg ikke kunne lade være med at tage med for variationens skyld. Amerikanerne indtrådte dog først i krigen i begyndelsen af 1942.

Den afgørende begivenhed for os er den berømte bombning af det legendariske Café de Paris den 8. marts 1941. Netop denne nat blev klubben ramt direkte, hvilket dræbte eller sårede næsten 100 dansende par, kabaretkunstnere og personale, herunder den 26-årige orkesterleder Ken "Snake-hips" Johnson. Vores magiske bombede balsal i anden akt, med de spøgelsesagtige dansepar og Prokofjevs hjemsøgende valse, skylder denne tragiske nat meget. Den repræsenterer både Askepots drøm og hendes mareridt.

Kompagniet i Askepot. Din faste samarbejdspartner, scenograf Lez Brotherston, vandt en Olivier Award for de oprindelige Askepot-scenografier i 1997. Har konceptet ændret sig væsentligt i denne nye produktion?

Krigstidens ramme er naturligvis bevaret, men vores oprindelige produktion er gået tabt, og Lez og jeg har fået chancen for at se på stykket med friske øjne fra alle vinkler. Dette er i bund og grund en ny produktion skabt til at turnere i hele Storbritannien og internationalt. Den er designet som en filmklassiker i sort-hvid (og grå!), og magien og farverne tilføjes gennem Neil Austins lysdesign. Lez er altid meget grundig med historisk design, og derfor er vores kostumer en blanding af det hverdagstøj, som almindelige londonere og soldater bar, samt de mere flamboyante snit fra 1940'ernes filmstjerner. Det fanger smukt realismen fra vores "darkest hour" sammen med Hollywoods eskapisme og glamour.

Fortæl os om den innovative idé med at præsentere denne produktion i "Surround-Sound"?

Som sagt opstod min oprindelige idé til denne Blitz-Askepot ud fra den særlige kraft, ildevarslende stemning og magi i Prokofjevs partitur. Jeg blev også tiltrukket af dens filmiske kvalitet, og hvordan den relaterede til de film, der inspirerede projektet. Jeg ønskede både styrken fra et fuldt orkester og lyden og følelsen af en komplet biografoplevelse. Jeg talte med vores lyddesigner, Paul Groothius, om hvordan vi kunne opnå dette, og han foreslog surround-sound. Vi tænkte begge, at meget af vores publikum er vant til det bedste lydmæssigt; både hjemme med HD-tv, i biografen og endda til musicals og arenakoncerter. For at skabe den biografoplevelse følte vi, at Askepot var den rette forestilling at eksperimentere med denne spændende idé på.

Tidligere i år ledte vores faste dirigent, den dygtige Brett Morris, et orkester på 82 mand gennem en smuk og yderst teatralsk nyfortolkning af partituret, som vil kunne høres i teatret præcis som en stor filmmusik i biografen. Læg dertil lydene og atmosfæren fra det krigshærgede London, og vi har en medrivende oplevelse for både ører og øjne. Selvom begivenhederne i Askepot fandt sted for over 75 år siden, vil oplevelsen af Blitzen stadig vække genklang hos mange publikummer som en del af deres familiehistorie. Har du selv familieforbindelser til tiden?

Jeg dedikerede den oprindelige opsætning af Askepot til mine bedsteforældre, der holdt sammen på deres familier i London under Blitzen. Mine forældre, der boede få gader fra hinanden i East End, overlevede de natlige angreb, og de elskede begge at fortælle mig historier fra dengang; spændingen, frygten og de venskaber, der blev knyttet.

Nu er de her ikke længere, men jeg håber, at gejsten og modet hos ikke bare min familie, men alle der bragte ofre, eller som fandt eller mistede kærligheden i denne tid, er indfanget i dette stykke, som er skabt som en hyldest til dem.

BESTIL BILLETTER TIL CINDERELLA UK TOUR