INTERVIEW: Philip Ridley om fortællekunsten

Phil Matthews møder den anerkendte dramatiker Philip Ridley. Hans nye forestilling Feathers in the Snow har premiere på Southwark Playhouse i denne måned.

Det er en mærkelig oplevelse at gå ind i Southwark Playhouse i dagtimerne. Det stemningsfulde lys og den energi, der udgør teatrets berømte karakter, er væk. Det føles mere som en natklub efter festen. Rengøringsfolket har fjernet resterne fra gårsdagens festligheder, og tilbage står bygningens rå rammer – med alle dens fejl og mangler. Men når man sidder i teatrets bar, føles det alligevel rørende, da spillestedet synger på sidste vers her for at gøre plads til ombygningen af London Bridge Station. Tænk, hvis disse vægge kunne tale.

Jeg møder Philip Ridley, den hyldede dramatiker bag The Pitchfork Disney, Mercury Fur og Shivered. Sidstnævnte havde premiere på teatret tidligere i år i en stor succesforestilling, og nu er han tilbage med opgaven at levere Southwarks sidste forestilling på denne adresse, før de flytter til midlertidige lokaler i Elephant and Castle. Feathers in the Snow, en familieforestilling, er et spændende valg for Ridley (billedet til højre), der ellers er kendt for sine barske og til tider kontroversielle projekter. Han har dog skrevet børnebøger. En hel del faktisk. Og flere af dem har vundet priser. Når man læser Ridleys alsidige CV, får man fornemmelsen af en kunstner, der gør hvad han vil, når han vil. Hvordan er det muligt at have en karriere som både performancekunstner, maler, romanforfatter, dramatiker, manuskriptforfatter, filmskaber, instruktør og fotograf – og have succes med det hele?

"For mig gør jeg bare én ting," siger Ridley. "Men det er det paradoks, jeg altid møder, når jeg taler om det. Alt, hvad jeg gør, er at fortælle historier."

Det slår mig, hvor høflig og beskeden Ridley er. Burde kunstnere af hans kaliber ikke være alvorlige, introverte og lidt besværlige? Tværtimod er Ridley imødekommende og engagerende med en stor passion for sit arbejde.

"Nogle gange får jeg en idé til en historie, og hvis jeg ser den rent visuelt, så er det nok en film," fortsætter han. "Hvis jeg hører en historie blive fortalt gennem karakterer, der taler sammen, så er det nok et teaterstykke. Hvis jeg ser en historie som en række billeder, kan det blive til fotografier eller malerier. Det er historien, der dikterer mediet. Det slog mig aldrig, før jeg nærmest blev irettesat for det af mange mennesker, at jeg lavede forskellige ting. For mig er det bare én ting – historiefortælling."

Det er en smuk måde at anskue kreativitet på, og en tankegang man for eksempel omfavner i USA. I kontrast hertil virker det næsten som om, vi i Storbritannien har haft et vist snobberi over for kunstnere, især skuespillere, der flirter med andre discipliner. Jeg husker en ven, en tidligere skuespiller, der fik klar besked af en førende kunstnerisk leder: Hvis han ville instruere, måtte han droppe skuespillet øjeblikkeligt, ellers ville han aldrig blive taget seriøst i nogen af delene. Han fulgte rådet og er i dag en prisvindende instruktør – en drøm, der måske aldrig var gået i opfyldelse, hvis han havde overhørt sin mentors råd. Inderst inde ved jeg, at min ven længes efter scenen, men han tør ikke. Jeg spekulerer på, hvad Ridley tænker om en branche, der kan være så snæversynet.

Han tager en tår af sin drink og tænker et øjeblik over, hvorfor problemet er så rodfæstet i Storbritannien og "ikke nær så slemt" i resten af Europa.

"Ambitioner er ilde set her i landet; englænderne bryder sig ikke om ambitiøse mennesker," siger han. "Det har de aldrig gjort. Det er dog ved at ændre sig en smule. Da jeg lavede min første film i slutningen af tyverne, blev det betragtet som provokerende ungt i dette land. Man forventedes at have arbejdet tyve år i BBC og 'fortjent sine vinger'. Tyve års desillusion, før man endelig fik lov til at lave noget andet."

Southwark Playhouse

.

Ridley studerede malerkunst på St. Martin’s School of Art i firserne. Dengang betød det bogstaveligt talt, at man tog en pensel, dyppede den i oliemaling og satte den på lærredet. Hvis man gjorde andet, var det "lidt suspekt," forklarer han.

"Mange af de mennesker, jeg taler med, som officielt kun gør én ting, laver alt muligt andet ved siden af – de taler bare ikke om det," tilføjer han. Han nævner dramatikeren Howard Barker, der for nylig havde et stykke på Print Room og udstillede malerier samtidig. Den amerikanske filminstruktør David Lynch er også maler og musiker. Den britiske instruktør Peter Greenaway maler også.

Ridley omfavnede sin egen ambition tidligt og traf ofte karrierevalg, der førte ham i nye kreative retninger uden den store planlægning og "til stor irritation for de folk, der forsøgte at styre min karriere," smiler han. "Jeg er altid gået – ikke nødvendigvis med vilje, men på en eller anden måde – imod strømmen og de forventninger, der var til mit næste træk."

Det er derfor ikke overraskende, at Ridley kastede sig over filmmediet. Han har skrevet og instrueret to spillefilm – The Reflecting Skin, som vandt 11 internationale priser, og The Passion of the Darkly Noon, som indbragte ham prisen for Bedste Instruktør ved Porto Film Festival. Men det var tilbage i firserne under studietiden, at Ridley fik foden indenfor hos et produktionsselskab for musikvideoer for at tjene "lidt ekstra lommepenge", hvilket senere gav ham hans livs chance: manuskriptet til The Krays med Gary og Martin Kemp i hovedrollerne.

Ridley startede i firmaet med forefaldende arbejde og derefter storyboarding, men det varede ikke længe, før han blev brugt som idékonsulent for instruktører på forskellige projekter. Det var musikvideoernes guldalder, hvor producenterne fik tildelt enorme budgetter. Dette firma arbejdede med Spandau Ballet, og Ridley fik hurtigt nys om, at de berømte Kemp-brødre brændte for at vende tilbage til skuespillet og var opsat på at portrættere de berygtede 60'er-gangstere – Ronnie og Reggie Kray.

"Gary og Martin var fra East London, og det virkede som perfekt casting, fordi man har brug for to brødre med den helt rette kemi," husker Ridley. "Jeg sagde: 'Hvorfor lader I ikke mig give The Krays et skud?' Folk havde forsøgt at få den film op at stå i tyve år uden held, så jeg satte mig bare ned og skrev den, præcis som jeg følte, den skulle laves." Gary Kemp, Billie Whitelaw og Martin Kemp i The Krays.

Ridley er selv vokset op i East End og har fra barnsben hørt utallige anekdoter om de berømte gangstere. "Alle mine tanter havde danset med Reggie Kray på et tidspunkt. Jeg så en af dem, da jeg var barn. Jeg kendte legenden om dem, og det var selve myten, der fascinerede mig."

At kaste sig over sådan et emne som sit første manuskript er unægteligt modigt, og det er netop denne ambition, der gør projektet – og Ridley selv – så fascinerende. Rent narrativt må det have været en udfordring at skelne mellem fakta og fiktion, og han indrømmer, at deres historie var "indviklet", da de røg ind og ud af fængsel hele tiden. Nøglen var, minder han sig selv om, at se på det fra et "mytisk perspektiv".

Ridley var ikke bange for at følge sin mavefornemmelse og traf et dristigt valg tidligt i processen. "Det første jeg gjorde, hvilket chokerede alle dengang, var at sige, at vi ikke ser Gary eller Martin i de første 40 minutter," fortæller Ridley. "Vi skulle i stedet fokusere på drengenes barndom. Det var kilde til stor diskussion, for det var jo Gary og Martin, der skaffede pengene til filmen."

"Når jeg ser tilbage, var det, jeg bidrog med, præcis det, jeg stadig ville bringe til bordet i dag. Det handlede om barndom, stærke kvindelige karakterer fra East London og om krokodiller. Jeg skrev det første udkast til manuskriptet, og det var på ingen måde kommercielt. Men Gary og Martin elskede det."

Anerkendte skuespillere som Steven Berkoff, Victor Spinetti og Billie Whitelaw takkede ja. Whitelaw viste stor tiltro til Ridleys manuskript og påtog sig den krævende rolle som Violet Kray. "Hun var perfekt, og hun vidste det. Hun havde ikke lavet film i evigheder, men vendte tilbage, fordi hun vidste, hun kunne mestre denne rolle. Hun var utrolig opmuntrende. Hun sagde: 'Du har skrevet præcis det, du ville til din første film, uden at ændre et ord, og det er der ikke mange, der kan slippe af sted med'." Mercury Fur, Trafalgar Studios (2012)

Det er en filosofi, der har præget hele Ridleys karriere: At stå fast på sine idéer med en "just do it"-attitude. Det betyder også, at man aldrig vil finde et af hans stykker liggende og samle støv i en skuffe. Han er en kunstner, der får tingene fra hånden – en igangsætter, der følger projekterne helt til dørs. "Når det er skrevet, vil jeg bare have det op på scenen," siger Ridley.

Det er også grunden til, at han "næsten aldrig" tager imod bestillingsopgaver fra teatre. At pitche en idé strider mod Ridleys natur. "Jeg kan ikke arbejde sådan. Jeg er nødt til at kunne sige: 'Vil I have mit næste stykke?' Selvom jeg satte mig ned og fortalte dig, at jeg ville skrive om dit og dat, ville det have ændret sig efter ti sider. Det ville blive til noget andet. Intet af det, jeg er begyndt på, er endt som det, jeg oprindeligt planlagde," forklarer han med overbevisning. "Det ændrer sig altid, det er en organisk proces." Det er en modig arbejdsform, men Ridley indrømmer, at han elsker at tage risici. Og dem har han taget i hobevis. Reaktionen på hans stykke Mercury Fur fra 2005 med Ben Whishaw i hovedrollen efterlod Ridley målløs. Efter premieren på Menier Chocolate Factory blev det en kæmpe skandale i pressen. Hans eget forlag mente ligefrem, at han var gået for vidt, og nægtede at trykke teksten. Et stykke, der omhandler bander, vold, stoffer og mordet på et barn med en kødkrog, vil altid vække følelser, men Ridley havde ikke forudset, at venner ville slå hånden af ham. "Det er fuldstændig sandt. De spurgte: 'Hvad prøver du egentlig at sige med det her? Forsøger du at promovere barnemord? Er det det, du har gang i?' Jeg var helt paf."

Der er dog ingen spor af tøven i dag. Ridley er alt for klog til den slags pjat. "Det var en fantastisk opsætning, og med Ben Whishaw for pokker – det kan man ikke gå fejl af! Men af en eller anden grund var pressen fast besluttet på ikke at se, hvad det egentlig handlede om. De ville kun se det som ren chok-effekt," husker han.

Det stoppede dog ikke resten af verden i at ville have del i succesen, og Mercury Fur fik siden premiere i en lang række lande, herunder USA, Australien, Tyskland, Japan, Frankrig, Italien, Malta, Tyrkiet og Tjekkiet. Da forestillingen for nylig blev genopsat på Trafalgar Studios i London, vendte den negative kritik til det modsatte – en ulogisk drejning, som Ridley finder ret morsom. "Det er ikke fordi, jeg er ligeglad med, hvad anmelderne siger. På en måde er det bare irrelevant, for jeg har oplevet dem skifte mening fra den ene forestilling til den næste. Det, de sagde for fem år siden, gælder ikke nødvendigvis nu. Jeg har lavet mange stykker, der er blevet sablet ned ved premieren, for så at være 'ugens anbefaling' fire uger senere," siger han.

"Det er ikke fordi, jeg bevidst ignorerer dem. Men det er ikke der, historien ligger. Historien om ethvert kunstværk udfolder sig først rigtigt tre-fire år efter."

The Pitchfork Disney, Arcola Theatre genopsætning, 2011 Hvis man ser tilbage på Ridleys første stykke i 1991, kunne han umuligt have forudset det skift, der var på vej i britisk dramatik. Men i bakspejlet var Ridley i høj grad en del af den bølge af fantasy og mørk surrealisme, der ramte teatrene – måske var han endda bannerfører. "Jeg vidste intet om teater, jeg anede ikke engang, hvad en premiereaften var," indrømmer han. "Jeg havde bare skrevet det her stykke, The Pitchfork Disney, som en slags destillation af det, jeg havde arbejdet med på kunstskolen. Min agent sagde: 'Jeg ved ikke, hvad det er, du har skrevet, men jeg har aldrig læst noget lignende'."

"Ingen forstod det, da det kom frem. Folk sad til de første forvisninger med åben mund," griner han. "Man sætter sig ikke bevidst for at ændre tingene. Man ved det ikke, når man står midt i det. Ligesom man ikke ved, hvornår man har sit livs kærlighed, før de forlader en. Man værdsætter alt i bagklogskabens lys."

Processen blev en kæmpe lærestreg. "Dominic Dromgoole har skrevet en bog om britiske dramatikere, hvor han påstår, at jeg var der hver aften og nød det i fulde drag," siger Ridley med store øjne. "Det var slet ikke tilfældet – jeg var der de fleste aftener for at lære. Jeg observerede, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde, for jeg var allerede i gang med at skrive det næste stykke. Det var en stejl læringskurve at se, hvordan det hele hang sammen." Ridley fulgte op med yderligere to roste voksenstykker og brød derefter med konventionerne på sin helt egen måde. "Selvfølgelig kastede jeg mig over at skrive nogle børnebøger efter det," smiler han indforstået.

Prøver på Feathers in the Snow

Om sin nyeste produktion fortæller Ridley, at det har været en fornøjelse at arbejde med holdet af de seks "utroligt flittige skuespillere", der dækker 72 taleroller i et stykke, der strækker sig over mere end 500 år. "Det er fantastisk at lave noget helt andet," siger han efter et personligt svært og traumatisk år. Selvom det er en familieforestilling med sange, mener Ridley, at folk, der kender hans stil, vil kunne "genkende alle de små detaljer, der tydeligvis er mig. Forhåbentlig har det stadig noget på hjerte. Det er sjovt. Det er magisk."

Ridley er "æret" over, at Feathers in the Snow bliver den sidste forestilling på det nuværende spillested – et passende værk, der netop handler om at bevæge sig videre. "Det er en hilsen til det at finde nye græsgange. Det bliver den sidste sang, de sidste ord, der bliver hørt her i teatersammenhæng. Det bliver nok meget følelsesladet på den sidste aften."

Da vi afslutter interviewet, er jeg imponeret over Ridleys passion for sit arbejde, uanset hvilken form det antager. Han følger ikke blot sin mavefornemmelse; han dedikerer sig fuldt ud til værket og, vigtigst af alt, han tør tage chancer. Og så er han i øvrigt en utrolig flink fyr.

Der er et glimt i Ridleys øje, da han kommer med en sidste bemærkning: "Vi burde få vores eget talkshow, der hedder 'The Phils' – 'Eftermiddag med Phil-erne'!"

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Ridley gjorde den tanke til virkelighed. Jeg er solgt.

Feathers in the Snow spiller på Southwark Playhouse indtil 5. januar 2013. Flere detaljer her.