INTERVIEW: Mød Tom Stocks – manden bag Actor Awareness

For ikke så længe siden læste jeg en artikel, hvor Dame Judi Dench udtrykte sin bekymring for, at skuespillertalent bliver begravet af økonomisk ulighed. Det virker til, at de, der ikke har råd til en teaterskoleuddannelse, ikke bliver optaget på et konservatorium eller vælger at tage deres videregående uddannelse på universitetet, bliver skubbet ud på et sidespor i branchen. Så hvordan kan vi skabe en forandring, der sikrer, at branchen giver alle en retfærdig chance, uanset baggrund?

Drevet af uligheden og manglen på mangfoldighed, som er så udbredt i kunstverdenen, lancerede Tom Stocks 'Actor Awareness' – en kampagne, der kæmper for, at skuespillere fra mindre priviligerede kår skal have de samme muligheder som dem med stærk økonomisk opbakning. Mens vi søgte ly i Spotlight Studios for en blæst, der blæste en lade-som-om-sommer væk, mødtes jeg med Tom forud for Actor Awareness' 'Kvinder'-tema scratch night, for at høre, hvor langt hans kampagne er nået, og hvor langt branchen stadig har igen, før sociale klasser betragtes som lige, med talent som den primære drivkraft.

Hej Tom! Så hvad fik dig til at starte denne kampagne i sin tid?

TS:   Jeg blev optaget på E15 to gange, men måtte desværre udskyde min plads begge gange, fordi jeg ikke havde råd. Det første år, jeg fik tilbudt en plads, arbejdede jeg 50 timer om ugen som kok, men havde stadig ikke råd. Anden gang forsøgte jeg igen at arbejde uafbrudt, men selv med lidt hjælp udefra kunne jeg stadig ikke betale studieafgiften. Jeg begyndte at skrive et par blogs om det, og folk reagerede og sagde, at der måtte gøres noget. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte, men jeg indså, at der var mange i samme båd som mig, så jeg tænkte, at jeg ville gøre mit bedste for at ændre tingene – og så blev Actor Awareness født. Jeg havde ingen penge at skyde i kampagnen, så jeg tænkte, at sociale medier ville være det bedste udgangspunkt; det startede som et hashtag, og så lejede jeg The Pheonix Artist Club til vores første møde. Derfra rullede kampagnen.

Tom Stocks Desværre fik du aldrig mulighed for at gå på E15, men du tog en uddannelse på Newport University. Hvordan føler du, at universitetet forberedte dig på branchen sammenlignet med det, teaterskolerne kan tilbyde?

TS:   Universitetet er meget mere akademisk i sin træning, og den største forskel er vel, at man på teaterskolen har en showcase, hvor agenter dukker op. På universitetet havde vi også en showcase, men der kom ingen agenter. Med universitetet ender man ganske vist med en gæld, men her hjælper staten trods alt, hvorimod teaterskolerne er privat finansierede.

Mens jeg læste, så jeg, at et lokalt teater satte en 'Robin Hood'-pantomime op, og jeg tænkte, at jeg måske kunne blive involveret. De holdt auditions til ulønnede roller, men jeg tænkte: 'vi ser, hvad der sker', og jeg fik tilbudt en rolle som en af de ledende dansere. Det nåede et punkt, hvor jeg stadig passede mine studier, passede et job og øvede til forestillingen; jeg forklarede kompagniet, at da rollen var ulønnet, kunne jeg ikke forpligte mig til at spille hver aften. Jeg var nødt til at prioritere mine studier og mit job for fortsat at have råd til det hele. Til sidst tilbød holdet mig fuld løn, hvis jeg ville spille alle forestillinger, så jeg sagde mit job op i en måned for at gøre det. Jeg øvede stadig til pantomimen og brugte min frokostpause på at øve til min showcase på universitetet – jeg jonglerede med begge dele samtidig. Jeg synes, det var en rigtig god erfaring, fordi jeg fik mit første professionelle job og blev tilbudt en rolle i deres pantomime igen året efter, hvilket satte lidt skub i min karriere.

Tror du, der er en fremtid for universitetsuddannelser, hvis de bliver ignoreret som anerkendte uddannelsessteder?

TS:   Jeg tror ikke, det er universiteternes skyld; jeg tror, visse agenter og de folk, der styrer branchen, kan være lidt snobbede omkring det. Når man kommer ind til en audition og forklarer, at man er uddannet fra et universitet, rynker de på næsen. Det handler om at ændre opfattelsen af universitetskurser. Jeg siger ikke, at alle universiteter er fantastiske, for det er de ikke, men efter lukningen af Drama UK, som holdt styr på teaterskolerne – ja, det er sørgeligt, de ikke er her mere, men samtidig er det nu en mulighed for at spørge: 'hvorfor skal man absolut gå på teaterskole for at være i denne branche? Hvorfor kan et universitet ikke være med på listen over de 20 bedste uddannelser?', og få folk til at stoppe med at være så fokuserede på London.

Hvad tror du, branchen er baseret på frem for talent, og hvad mener du, casting directors og andre branchefolk kan gøre for at hjælpe med en forandring? Er du for eksempel tilhænger af flere åbne auditions?

TS:   Den er baseret på mange ting, men i øjeblikket virker penge til at være vejen ind. For eksempel kan man ikke gå på teaterskole, hvis man ikke har penge nok til de tårnhøje gebyrer, ligesom mig, så man er nødt til at finde en anden rute. Heldigvis for mig var det Actor Awareness, men det er ikke alle, der kan starte en kampagne, som jeg gjorde.

Jeg tror, åbne auditions ofte bliver holdt for at få det til at se ud som om, alle får en fair chance, men meget af det er rent PR. Indimellem kan der komme gode ting ud af en åben audition, men ofte sidder jeg med følelsen af, at rollerne allerede er besat, og at skuespillere som mig bare får lov at føle et lille håb.

Jeg synes heller ikke, workshops fungerer det meste af tiden. De irriterer mig. Hvorfor skal man betale £50 for at møde en casting director, stille et par spørgsmål og betale for hans eller hendes holdning? Jeg kan også give en holdning, og den kan være lige så god som deres. Ofte tror man, at man bliver opdaget af en casting director eller en agent på de her workshops, og det sker da også indimellem, men for det meste gør det ikke. Hvis du endelig vil tage en workshop, så betal for noget, der rent faktisk er din tid værd, og betal ikke kun for en persons mening. Hvis du ikke får den respons, du håber på, kan det ødelægge din tro på dig selv. Men du er god nok! Det er bare lige den person, der ikke synes det – og ved du hvad, der findes tusindvis af andre casting directors, som sandsynligvis synes du er fantastisk. Man skal holde op med at være en robot i branchen og bare være sig selv. Jeg dukker for eksempel ikke op til auditions i sort træningstøj, for det viser ikke min personlighed. Jeg kommer i sneakers, og for at være ærlig har det givet mig en rolle før. Lad være med at gå til en audition og præstere på en bestemt måde, bare fordi én casting director har sagt, det skal gøres sådan. Vi er så bange for at prøve tingene på en anden måde, i tilfælde af at én person ikke kan lide det.

Derudover kan man mærkeligt nok ikke være skuespiller uden Spotlight, men for at være på Spotlight skal man have en anerkendt uddannelse eller tre professionelle roller på sit CV. Det er som at løbe i ring. Hvordan kommer man ind i branchen uden en teaterskole, og uden teaterskole, hvordan får man så de professionelle roller, medmindre man tænker ud af boksen? Mange teaterskoler underviser i forældede ting og prøver bare at få dig direkte ind i West End. Hvorfor lærer vi ikke folk at lave skoleteater (T.I.E), som er der, mange starter? Hvorfor lærer vi ikke folk at skabe deres egne projekter og opmuntrer til mere ny dramaturgi? Det er nøglen i dag – at skabe sit eget materiale og bruge platforme som vores scratch nights til at blive set af agenter.

Jeres scratch nights har været en stor succes. Hvordan har de udviklet sig siden jeres første arrangement?

TS:   Til vores første scratch night med temaet 'Arbejderklasse' fik vi vel omkring 20 bidrag fra dramatikere, hvis overhovedet det. Hver gang modtager vi flere og flere, og til denne 'Kvinder'-aften har vi læst over 100 manuskripter. De finder sted hver anden måned, og i år har vi planlagt omkring 7 eller 8 scratch nights. Jeg prøver at udfylde hullerne med filmaftener, som vil finde sted cirka 3 eller 4 gange om året.

Vi har haft omkring fem forestillinger, der har udviklet sig fra de 15 minutters bidder til scratch nights til fuldlængde forestillinger, som er blevet spillet i London og andre dele af Storbritannien, hvilket er virkelig stærkt! Nogle af skuespillerne er også blevet opsnappet af agenter; det tog os lang tid at nå hertil, men det virker. I aften kommer der fire agenter til 'Kvinder'-aftenen, så det skaber en rigtig god stemning. Vi producerer nu vores scratch nights i Spotlight Studios, og vi er den eneste scratch night i Storbritannien, der betaler de medvirkende, så vi bliver bare større og bedre.

“Hele verden er en scene, men ikke alle spillere er lige” er overskriften på din nye dokumentar om skuespillere fra arbejderklassen. Hvornår kan vi forvente premieren, og hvordan kan vi se den? TS:   Vi er næsten færdige med optagelserne, så den bør være klar til sommer – det er meget spændende! Den bliver ikke lagt online eller vist på tv, men vi vil turnere med den som private fremvisninger rundt i Storbritannien, i London og Manchester og alle de steder, vi har lyst til at tage den hen. Jeg er sikker på, at vi også vil sende den til festivaler og måske vise den på teaterskoler. Vi vil skabe så meget røre og debat som muligt. Der har allerede været meget debat, men jeg vil skabe en forandring med den og vise folk, hvad det er, der foregår. Da jeg fik idéen, var det faktisk ikke til branchen, men for at helt almindelige mennesker kunne forstå, hvad skuespillere, dramatikere og instruktører skal igennem. Man lander ikke bare en rolle i f.eks. Coronation Street; det er en hård vej at gå, og det er det, jeg vil have folk til at forstå. En god blanding af kendte ansigter har bakket op, og nogle har givet deres besyv med, såsom Maxine Peake, John Challis ('Boycie' fra Only Fools & Horses), Christopher Ecclestone, Sam West og Andrew Ellis. Du har taget denne kampagne med til Westminster og har været i dialog med Labour-partiet. Hvordan kom det i stand, og hvad er der blevet drøftet indtil videre?

TS:   Jeg hørte om en kampagne kaldet 'Acting Up' og tænkte, at jeg kunne bidrage. Jeg sendte en e-mail til en masse folk i Labour-partiet, og endelig vendte nogen tilbage, og vi havde et møde, hvor jeg fik at vide, hvad der skete. De holder det, de kalder 'høringssessioner', hvor de inviterer folk fra branchen til at fortælle om, hvad der foregår, før de kan handle på noget. Når disse er gennemført, holder de et politisk møde, hvor de samler al dokumentation og diskuterer, hvordan det skal formuleres som politik; til sidst vil det blive fremlagt i parlamentet. Jeg var med i den første session, så jeg har afgivet min vidneforklaring, og så må vi se, hvad der sker. De folk, der styrer det, er meget engagerede, og de ønsker virkelig en forandring. Nu er det i det mindste på regeringsniveau.

Hvad ville dit råd være til dem, der søger ind på teaterskolen, men ikke kommer ind eller ikke kan gå der af økonomiske årsager?

TS:   Det, jeg godt kunne lide ved universitetet, var, at jeg lærte den akademiske side af tingene. På teaterskolen får du den praktiske del, hvilket er fantastisk, men efter hvad jeg har hørt, lærer man ikke ret meget om dramatikere og kontekst. Hvis man ikke har råd til teaterskolen, ville jeg tage en universitetsuddannelse og så overveje at tage en overbygning eller master på en teaterskole bagefter. Så får man det bedste fra begge verdener. Lad være med at sætte dig selv i bundløs gæld. Hvis skuespillet mod forventning ikke fungerer, så har du i det mindste en uddannelse at falde tilbage på. Hvis du ikke kommer ind på teaterskolen og ikke vil på universitetet, så find en gruppe venner, der er lige så passionerede som dig, og begynd at skabe jeres egne ting. Sæt en showcase op og tving så mange som muligt til at komme. Gør hvad du kan for at opbygge et godt ry, for det betyder alt i branchen. Jeg ved godt, du virkelig gerne vil det her, men lad være med at virke desperat. Vær passioneret, men tålmodig. Teaterskolen er ikke alfa og omega; man skal bare grave lidt dybere for at finde andre veje ind. Kontakt folk og netværk. Lige nu handler det om, hvem man kender, og ikke hvad man ved. Jeg flyttede til London uden at kende en sjæl. Vær modig. Hvad er det værste, der kan ske?

LÆS MERE OM ACTOR AWARENESS