ANMELDELSE: 110 In The Shade, Ye Olde Rose and Crowne ✭✭✭✭

110 In The Shade

Ye Olde Rose and Crowne

12. maj 2017

4 stjerner

Bestil nu

Lige siden temperaturen steg i 1963, har denne Broadway-efterfølger til det samme sangskriverteams ustoppelige 'The Fantasticks' forsøgt at etablere sig i det gængse repertoire. Der har været flere store opsætninger, senest i New York med Lonny Price som instruktør og selveste Audra McDonald i hovedrollen som Lizzie Curry. Forestillingens skildring af livet i det vilde vesten har gjort den elsket i både mindre og regionale produktioner i USA, men på en eller anden måde har dens varme endnu ikke helt formået at tø den kølige modtagelse op, den har fået herhjemme. Hvorfor? Det er en perfekt konstrueret musicalkomedie med både hjerte og forstand rettet mod den moderne æra. Den indeholder 18 velskrevne musiknumre af Harvey Schmidt (musik) og Tom Jones (tekster), og manuskriptet er en klog og skarp adaptering af N. Richard Nashs eget skuespil 'The Rainmaker', som blev til en legendarisk film med Katharine Hepburn som Lizzie og Burt Lancaster i en af sine mest fængslende roller som den selvudnævnte svindler Starbuck. Læg dertil, at den er enkel at iscenesætte med minimale krav til kostumer og scenografi. Så hvorfor ser vi den ikke oftere?

Jeg aner det ikke. Jeg har set den to gange i denne uge og har nydt hvert øjeblik. Takket være det altid seværdige Rose and Crowne i Walthamstow har Andrew Yon samlet et stærkt hold til at give dette værk den retfærdighed, det længe har fortjent, men sjældent modtaget. Randy Smartnick, der kender værket fra amerikanske produktioner, vender tilbage til denne scene for at instruere en flydende og elegant opsætning, hvor historien får den klarhed og lethed, den kræver. Ganske vist kunne man ønske sig lidt mere gennemtænkt spil i de længere scener i første akt, men hans fokus på ro og koncentration omkring den (for en musical) ekstremt velskrevne dialog fungerer bedst i den kortere anden akt. Hans trofaste samarbejdspartner, koreografen Kate McPhee, er fløjet ind fra Rivieraen for at puste liv i musicalens iscenesættelse, og hun gør det med en præcision og træfsikkerhed, der er ganske strålende: Hendes bevægelser og den rytme, de koordineres med, tager afsæt i partiturets motiver, hvor fraserne lægger sig op ad de enkelte musikalske idéer. Partituret er i det hele taget usædvanligt velskrevet i den henseende: Det lægger op til intelligent koreografi, og i Walthamstow er det præcis, hvad vi får, takket være McPhee, der forstår at få det maksimale ud af sine dansere.

Musisk står den faste kapelmester Aaron Clingham i spidsen, og han og hans orkester bestående af Jade Cuthbert (violin), Catriona Cooper (viola), Dominic Veall (cello), Ashley Blasse (guitar og banjo) og Janette Williams (percussion) har en fest med dette ambitiøse lydbillede. Tonerne af Aaron Copland og Samuel Barber er aldrig langt væk i denne frodige, men lette atmosfære af æteriske kor, stampende folkesange, lyriske ballader og friske varieténumre. Der er en utvivlsom forbindelse til Dick Rodgers og co., men her føles det, som om Rodgers og Hammerstein er blevet sendt gennem en kødhakker af Nadia Boulanger. Det, der kommer ud på den anden side, er transformeret, omformet og grillet over åben ild på hickory-pinde til vores store fornøjelse.

Skuespillerne har også en fest. Newyorkeren Laurel Dougall, der nu har boet i Storbritannien i tolv år, leverer en rørende præstation som en jævn, men modig kvinde fra vesten. Rent vokalt og scenisk kan hun være langt mere kraftfuld, end hun tillader sig her, og måske ser vi mere af det, efterhånden som hun udvikler sig gennem historien. Tilsvarende spilles rollen som den karismatiske svindler Starbuck, der lover regn til det udtørrede land for hundrede dollars, af Daniel Urch, som virker en kende for ung og let til en rolle, der kræver mere tyngde. I kontrast hertil står de hårdføre typer i Lizzies familie: H.C. (Christopher Lyne, der stråler af erfaring og autoritet som faderen – han ved virkelig, hvordan man leverer denne dialog), den dominerende storebror Noah (David West – en stærk fysisk og vokal tilstedeværelse, der tydeligt viser, at han kunne styre en langt større scene) og den lidt enfoldige lillebror Jimmy (en herlig komisk karakter skabt af Julian Quijano). De holdes under opsyn af den mutte lokale sherif File (Nick Wyschna, en varm baryton, der altid modstrider sin irritable facade). Jimmy finder sammen med det humørfyldte energibundt Snookie Updegraff (den fremragende Rebecca Withers). Deres bidrag i anden akt, 'Little Red Hat', falder på et tidspunkt, hvor handlingen bliver alvorlig, og er et af forestillingens absolutte højdepunkter.

Ensemblet består af flere skarpt tegnede karakterer: Joe og Beverly Copeland (Mikey Wooster og Amy Christen-Ford); George og Hanna Curtis (den tilsyneladende pæne, men i virkeligheden ret friske Craig Nash og Natalie Durkin); samt Sammie-Sue Miller (Francesca Pim) og Phil Mackey (Henry Roadnight). Den detaljerede og idérige behandling af disse mindre roller viser tydeligt, at Smartnick kan finde stor variation, især når han sigter efter humoren frem for melodramaet.

Tilbage er blot at fremhæve det spektakulære, åbne landskab, som Joana Dias har skabt med sin scenografi. Den majestætiske flade af orange og rustrødt terræn, spredt med landbrugsbygninger under en afbleget blå himmel, fungerer lige godt i dagslys og natscener. Det komplementeres fornemt af hendes musical-kostumer, hvis sprudlende farver bringer karakterernes historier i skarpt fokus. Det føles næsten som at se 'Det lille hus på prærien' under tørken. Og hvis vi møder disse enkle folk med samme oprigtige uskyld og oprigtighed, kan det ikke gå helt galt.

Spiller indtil 28. maj 2017

Fotos: David Ovenden

BESTIL BILLETTER TIL 110 IN THE SHADE HER