ANMELDELSE: En skærsommernatsdrøm, Young Vic ✭✭✭✭

Anna Madeley (Helena) i En Skærsommernatsdrøm © Keith Pattison En Skærsommernatsdrøm

Young Vic

Fire stjerner

Bestil Billetter

I Joe Hill-Gibbins' genfortolkning af En Skærsommernatsdrøm er de yndige ømme feer og den muntre romantik, man normalt forventer af en traditionel opsætning, for længst forsvundet. Forestillingen, der er forkortet til to intense timer, fører ikke til en lykkelig slutning, men til en verden i uorden, hvor feernes kaos har sejret, og de jordiske elskende er traumatiserede efter deres strabadser i skoven.

Med et spejl i fuld højde på bagvæggen er det mest markante element ved denne produktion det mudderklædte gulv, der minder om en britisk festival før regnen satte ind. Selvom mudderet blev brugt med endnu mere beskidt effekt i Robert Lepages opsætning på National Theatre i 1992, virker dette mudrede lærred her mere underforstået; det antyder, at skovens vilde natur altid luret under overfladen, selv i scenerne ved hoffet i Athen.

John Dagleish (Lysander) i En Skærsommernatsdrøm © Keith Pattison

Mørket i Shakespeares tekst understreges allerede i de indledende scener, hvor Egæus, bakket op af Athens hertug Theseus, forsøger at tvinge sin datter Hermia til at gifte sig med Demetrius – en mand hun ikke elsker – under trussel om døden eller et liv i kloster. Hendes plan om at opgive alt og stikke af med sin sande kærlighed, Lysander, bringes i fare af hendes bedste veninde Helena, som i håbet om at vinde Demetrius' gunst afslører flugten for ham.

Da de fire unge mennesker begiver sig ind i skoven og bliver ofre for feernes magi, bryder underliggende jalousi og vold ud i hidsige skænderier og slagsmål, hvor de kaster hinanden til jorden og ruller sig i sølet. Man mærker især smerten hos Jemima Roopers Hermia, hvis elsker pludselig har vraget hende til fordel for hendes bedste veninde, hvilket efterlader hende knust og næsten målløs, selv efter ordenen tilsyneladende er genoprettet. Med Anna Madeley som Helena, John Dagleish som Lysander og Oliver Alvin-Wilson som Demetrius virker det til, at de fire karakterer er skæbnebestemt til mere sorg, selv efter deres hastige bryllupper ved hjemkomsten til hoffet.

Ensemblet i En Skærsommernatsdrøm på Young Vic © Keith Pattison

Vrede og splid hersker i lige så høj grad i feernes verden, hvor Michael Gould skifter fra Theseus til Oberon, og Lloyd Hutchinson transformeres fra en tyrannisk Egæus til en komisk flegmatisk Puk. Anastasia Hille er en værdig Hippolyta, der træder gennem mudderet i høje hæle, og vidunderligt uværdig som Titania, når hun ruller rundt i mudderet med det æselhovedede Rendeer, spillet med stor komisk tæft af Leo Bill.

Rendeer og de øvrige håndværkere sørger for tiltrængt latter, især i deres opførelse af Pyramus og Thisbe i slutscenen, hvilket næsten afleder opmærksomheden fra de udmattede elskende, der stirrer tomt fra sidelinjen. Anført af Matthew Steer som Peder Kvæde bærer de størstedelen af humoren i denne version af Shakespeares komedie – fra Douggie McMeekins generte Snude til Aaron Heffernans opmærksomhedskrævende ekstroverte Frans Fløjte. En atmosfærisk uhygge tilføjes af forestillingens eneste anden fe, spillet af Melanie Pappenheim, hvis krystalklare koloratursang, arrangeret af Harvey Brough, minder os om den overnaturlige vildskab, der lurer i dybet.

Matthew Steer (Peder Kvæde) med ensemblet i En Skærsommernatsdrøm på Young Vic © Keith Pattison

Med få rekvisitter udover mudderet er scenografien skabt af Johannes Schütz, mens castet er iført moderne kostumer af Michaela Barth. Forestillingen præsenterer opfindsomme nye indsigter i det ofte spillede stykke, som man kan forvente af en instruktør, der tidligere fyldte Young Vics scene med oppustelige sexdukker i Lige for Lige. Selvom noget af humoren går tabt i den mørke tone, er dette en solid produktion, der til tider mangler energi, men som er fyldt med glimt af genialitet.

Spiller frem til 1. april 2017.

BESTIL BILLETTER TIL EN SKÆRSOMMERNATSDRØM