ANMELDELSE: As A Man Grows Stronger, Jack Studio ✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Howard Colyers nye skuespil As a Man Grows Stronger, fremført af David Bromley på Brockley Jack Studio Theatre.

David Bromley i As A Man Grows Stronger Foto: Tim Stubbs Hughes As a Man Grows Stronger

Jack Studio Theatre

3 Stjerner

21. februar 2019

Howard Colyers nye stykke, skrevet som en monolog på lidt over en time, er imponerende velresearchet og delikat fremført af David Bromley i en forestilling, der dygtigt iscenesætter ham med autentiske tidsvarende detaljer. Det rejser dog også – uden helt at besvare dem – de vanskelige spørgsmål om, hvordan man portrætterer en kunstners eller forfatters liv og virke, mens man yder begge dele retfærdighed.

Stykket introducerer os for Italo Svevos liv og karriere, en mand der tilbragte det meste af sit liv i Trieste. Hans levetid strakte sig over det 19. og 20. århundrede og var langt fra ukompliceret. Født jødisk og uddannet i Tyskland var han stærkt præget af italienske kulturelle og politiske bånd, men fandt aldrig fuld accept under hverken de østrigske eller italienske magthavere. Han følte sig aldrig rigtig hjemme og blev aldrig fuldt anerkendt, slet ikke af Mussolinis fascistiske regime, der kastede skygger over hans sidste år. På mange måder er Svevos eksistentielle dilemmaer yderst relevante for vores egen tid, og det er i fremhævelsen af disse paralleller – uden at de skæres for groft ud – at stykket fungerer bedst.

David Bromley i Howard Collyers As A Man Grows Stronger. Foto: Tim Stubbs Hughes

Der er masser af subtil humor, ofte på karakterens egen bekostning: hans forsigtighed og ængstelse, hans manglende evne til at kvitte smøgerne (hvilket bliver et gennemgående motiv i stykket) og hans stærke vilje til ikke at lade sin identitet drukne i begivenhedernes gang, hvad enten de er private eller politiske. Der er også en herlig sans for det absurde, som man forestiller sig også må have præget hans satiriske forfatterskab. Det er for eksempel pudsigt, at han tilbragte ti år af sit liv i Charlton (London) for at overvåge produktionen af en særlig holdbar maling til det britiske søværns slagskibe – en formel, der blev nidkært vogtet af hans kones familiefirma og især hans svigermor.

Der er træk, der minder om Kafkas liv, særligt i måden han forvandler sin relative magtesløshed over for verdens begivenheder til en litterær persona. Alt dette giver David Bromley et rigt materiale til at opbygge et mindeværdigt portræt af nervøse og ængstelige modstridende følelser gennem Svevos liv. Der er desuden en fascinerende fornemmelse af, hvordan grænsen mellem sandhed og fiktion bevidst sløres i hans sind som en flugtvej fra hverdagens ydmygelser og modgang. Selv hans navn er jo en litterær opfindelse skabt for at undslippe tidens skarpt opdelte politiske lejre. Man ved aldrig helt, hvor meget man kan stole på det, man får fortalt.

Sagen kompliceres yderligere af en lang midtersektion, der beskriver Svevos venskab med James Joyce, som underviste ham i engelsk i Trieste og senere blev en loyal litterær støtte og beundrer. Meget af dette er særdeles morsomt, og Bromley gør det fremragende som Joyce – ikke kun med accenten, men også i skildringen af hans håbløse mangel på praktisk sans og hans kejserlige sproglige ambitioner.

David Bromley i As A Man Grows Stronger. Foto: Tim Stubbs Hughes Colyer har gjort et dygtigt stykke arbejde med at fordøje de mange informationer, vi har om Svevos liv og hans møde med James Joyce, og fundet en troværdig ramme at præsentere dem i. Men selve fokusset på livets gåder betyder, at vi ikke hører nær nok om Svevos faktiske forfatterskab. Vi hører lidt om det sidste skuespil, han arbejder på, og dets skarpe satire over Mussolinis hule hyldest til ungdommen, men intet overhovedet om Zenos bekendelser, værket der vakte Joyces beundring, eller om hans andre store værker. Faktisk lærer vi mere om Joyce som forfatter, end vi gør om Svevo. Da det netop er som forfatter, han har krav på vores opmærksomhed – han blev kaldt ‘den italienske Proust’ – er det en skam, at denne del er underprioriteret. Måske skal man vælge: Enten dramatiserer man livet (som vitterligt er interessant) eller værket, men sjældent begge dele fuldt ud. Men i dette tilfælde, hvor vi har med en forfatter at gøre frem for en handlingsmand, er det trods alt værket, der tæller mest. Når det er sagt, er det kreative arbejde bag forestillingen førsteklasses. Den begrænsede plads på Brockley har inspireret til opfindsomhed på flere niveauer. Scenograf Karl Swinyard fremmaner et forfatters kontor fra perioden med stor detaljerigdom, mens instruktør Kate Bannister skaber masser af bevægelsesrum for skuespilleren, så de statiske tableauer undgås. Lyd- og lysdesignet er ekspertoverført: Man mærker tydeligt dagens gang, mens Svevo venter på enten avisbuddet eller myndighedernes tunge skridt. Lyden af gaden og minderne (herunder et mindeværdigt skibsforlis) er præcist gengivet med en imponerende virkelighedstro følelse – noget der ofte er svært at opnå i et lille teaterrum.

Selvom stykket måske ikke helt får bevist hovedpersonens uomtvistelige betydning, er den samlede skildring af et usikkert liv levet med et skævt smil i margenen smukt og medrivende udført, hvilket tjener alle implicerede til ære.

BESØG JACK STUDIO THEATRES HJEMMESIDE