ANMELDELSE: Bakersfield Mist, Duchess Theatre ✭✭✭

Bakersfield Mist

Duchess Theatre

25. juni 2014.

3 Stjerner

Det er vel næppe kontroversielt at påstå, at ethvert kunstværk kan fremkalde vidt forskellige reaktioner hos dem, der betragter det. Vi ser tingene forskelligt. Faktisk synes det eneste eksempel på kunst på tværs af alle genrer – om det er maleri, sang, skuespil, musik, litteratur, skulptur eller dans – som der er universel enighed om, at være Michelangelos udsøgte David-statue; et værk, der fundamentalt ændrer ens syn på verden og selve livet.

Bortset fra David-statuen er det netop disse forskellige perspektiver, der holder kunsten i alle dens former i live. Kritikere kan kaste lys over værker, som ellers ville gå upåagtet hen – eller de kan knuse dem fuldstændigt.

Mange kunstnere opnåede aldrig i deres egen levetid den berømmelse og beundring, de nyder posthumt. Det skyldes ofte, at datidens eksperter, kritikere eller smagsdommere hverken kunne lide, forstå eller værdsætte deres arbejde – og sagde det højt. Og offentligheden føjede sig.

Hele denne idé om ekspertens magt, relevans og betydning for kunstfærdige spørgsmål udgør kernen i Stephen Sachs' 'Bakersfield Mist', som netop nu kan opleves på Duchess Theatre i sin britiske premiere-sæson, instrueret af Polly Teale.

Kathleen Turner spiller den arbejdsløse og økonomisk trængte enke Maude, der bor i en trailerpark i Californien. Hun har givet 3 dollars for et maleri i en genbrugsbutik og er overbevist om, at skæbnen har sendt hende et overset eller forsvundet mesterværk af Jackson Pollock.

Hun betaler kunstkenderen Lionel (Ian McDiarmid) for at besigtige fundet og bekræfte dets ægthed. Lionel er en selvfed, snerpet og arrogant skabning fra New Yorks fine kunstverden, berømt for at være blevet fyret efter købet af en græsk statue, som han anså for at være sublim ('arete'), men som hans bestyrelse mente var en dyr forfalskning – til trods for at de stadig udstiller den for betalende gæster.

Lionel kan slet ikke affinde sig med tanken om, at en vigtig Pollock skulle befinde sig i en trailerpark i Californien. Han vurderer maleriet på et splitsekund og dømmer det som en forfalskning. Men Maude insisterer og fremviser beviser, der ved første øjekast virker overbevisende. Lionel lader sig dog ikke rokke efter sin overfladiske ekspertvurdering.

Efter en del mundhuggeri, en kamp med en imponerende udskærerkniv, et ret mislykket forførelsesforsøg og en smule selvransagelse, flygter Lionel. Maleriet efterlades som en forfalskning – om end én, som en udenlandsk milliardær er villig til at betale 2 millioner dollars for.

Men Maude vil ikke sælge. Hun tror på maleriet, og da stykket slutter, og solen går ned udenfor, får vi et glimt af det lys, hun ser sit værk i.

Er Maudes grunde til at tro på malériet som en ægte Pollock mindre overbevisende end Lionels absolutte sikkerhed på sin egen professionelle dømmekraft? Og betyder det noget? Ligger kraften og skønheden i selve værket eller i hvem, der har skabt det? Bliver et billede kun kunstnerisk betydningsfuldt på grund af kunstnerens navn snarere end værkets effekt på beskueren? Især når ingen af parterne kan vide sig helt sikre.

Det er væsentlige og fascinerende spørgsmål. De minder om den evige debat om, hvorvidt William Shakespeare rent faktisk skrev alle de skuespil, han tilskrives. De betyder noget.

Det gør Sachs' skuespil til gengæld ikke rigtigt. Det er for langt, for tungt og for selvhøjtideligt. Der er måske 40 minutters godt materiale, som uden alt det overflødige fyld kunne have været en interessant teateroplevelse.

Men Sachs overhælder stykkets kerne med spandevis af sentimental baggrundshistorie om Maude og Lionel. Publikum efterlades med den teatermæssige pendant til en stor tærte fyldt med smagløs sovs, hvor der flyder to velsmagende kødboller rundt. Amerikanere har en grænseløs trang til højlydt selvransagelse og selvretfærdiggørelse, men det er hverken nødvendigt eller produktivt, at den tendens får så frit løb hos både Maude og Lionel som her.

Som den første 'kødbolle' er Kathleen Turners Maude en herlig mundfuld – krydret, rustik og lavet af de bedste råvarer. Som en blanding af Beatrice Arthur, Roseanne Barr og et stænk af en rå 'Woman’s Hour'-type, er Turners vitale Maude en fryd at se på. Hun angriber rollen med saft og kraft; hendes Maude er både mindeværdig og ægte. Hendes hæse stemme er perfekt til Maudes sprogbrug, og hendes vildskab er ramt plet. Man mærker den undersøgende hjerne bag facaden, præget af livets modgang, men stadig i stand til at overraske – som i det Poirot-agtige øjeblik med fingeraftrykket.

Som kødbolle nummer to er Ian McDiarmid desværre ikke af samme konsistens. Karakteren virker en smule ubehjælpsom, og selvom der er glimt af rigtigt kød på karakteren, er det samlede indtryk overgjort og smagløst. McDiarmid kan være blændende god i de rette roller, men dette er ikke en af dem. Han "spiller" alt for meget, og man mærker aldrig, at Lionel er et ægte menneske. Det skyldes delvist manuskriptet, men primært præstationen.

I programmet er der et billede af McDiarmid til prøverne med et udtryk af forvirret vantro og forurettet indignation. Man sidder lidt med samme følelse. Det er ikke alt sammen dårligt, det er bare en mærkelig blanding. McDiarmids monolog om Pollocks storhed er vidunderlig, ligesom hans fortælling om den græske statue. Men andre passager om hans privatliv minder mest om en sæbeopera og passer dårligt sammen med hans bedre øjeblikke.

Som køkkenchef burde instruktør Polly Teale have været strammere. Ingredienserne er gode, men menuen trænger til en beskæring. Skær Sachs' oppustede manuskript til, og noget af reel værdi ville dukke op.

Når det er sagt, er præsentationen fremragende. Tom Pipers scenografi er præcis og gribende i sin skildring af Maudes trøstesløse liv i trailerparken, og Oliver Fenwicks lyssætning er smuk i den afgørende slutscene.

Men det er Turners aften, og hun gør det hele værd at se.

Bestil billetter til Bakersfield Mist