ANMELDELSE: Cat On A Hot Tin Roof, Apollo Theatre ✭✭✭

Jack O'Connell som Brick. Foto: Johan Persson Kat på et varmt bliktage.

Apollo Theatre

26. juli 2017

3 stjerner

Bestil billetter nu

Denne opsætning falder pladask i kategorien 'en forestilling delt i to'. Instruktør Benedict Andrews har moderniseret både iscenesættelse og tilgang til Tennessee Williams’ klassiske drama om en sydstatsfamilies sammenbrud og det kuldsejlede ægteskab mellem Brick og Maggie. Williams kaldte selv stykket for "en syntese af hele mit liv", og teksten emmer af undertrykt lidenskab og vold. Den alkoholiserede Brick formår ikke at forlige sig med sine homoseksuelle følelser for sin afdøde ven Skipper, mens Maggie, der stadig er desperat forelsket i ham, kæmper for at bevise sit værd ved at blive gravid og sikre hans arv. Efter den store succes med 'Omstigning til Paradis' på Young Vic for et par år siden, håber holdet på et hit af samme kaliber. Det lykkes næsten.

Sienna Miller (Maggie) og Jack O'Connell (Brick). Foto: Johan Persson

Moderniseringen fungerer faktisk ret godt; væggenes guldindretning og de spartanske, men luksuriøse møbler og genstande leder tankerne hen på en verden a la Trump Tower. Det giver også en naturlig forklaring på Jack O’Connells tatoveringer, som mange mænd i hans alder har i dag. Skuespillerne bruger også mobiltelefoner og iPods; det virker overraskende godt, men rejser samtidig visse spørgsmål – kunne Maggie og Brick ikke bare få stillet deres behov via dating-apps? Der er en bruser på scenen, og her bruger O’Connell det meste af første akt på at bade, mens han halter rundt på scenen kun iført et håndklæde (Brick har brækket anklen). Fremtidige forskere i kønsstudier vil sikkert skrive stolpe op og stolpe ned om fetischeringen af hans krop som et skift i det kvindelige blik, men her føles det ikke tekstuelt begrundet og virker mest af alt distraherende. O’Connell er god til at emme af indestængt vrede og spiller perfekt distancen til sine omgivelser, men det er først, da han endelig får pyjamas på, at han for alvor bliver karismatisk. Rollen som Maggie er en kæmpe udfordring for enhver skuespillerinde, da første akt primært består af en lang, forklarende monolog – især de første fyrre minutter. Det kræver et skuespil med stor dybde, men desværre spiller Sienna Miller det hele på én tone og finder aldrig rigtig ind til kernen af Maggies desperation og manipulation. Hun jager også gennem sine replikker, som var det stadig en huskeøvelse, og hendes sydstatsaccent vakler en del. Faktisk ville flere af de medvirkende have nydt godt af, hvis opdateringen også havde flyttet selve handlingen til en anden lokation.

Colm Meaney som Big Daddy. Foto: Johan Persson. Men hvis første akt føles lidt som en soap-opera i de amerikanske sydstater, så kommer belønningen i anden halvdel. Det skyldes især den fremragende Colm Meaney som Big Daddy – en kæmpe bjørn af en rolle, som Meaney giver en fantastisk, desperat maskulinitet, da han konfronteres med sandheden om, at hans diagnose om mavebesvær er en løgn, og at han har kræft i maven. Her har O’Connell endelig nogen at spille op imod, og den lange dialog mellem Brick og Big Daddy – et massivt opgør om mandighed, homofobi, afsky og selvfornægtelse – er sublimt spillet, alt imens fyrværkeri eksploderer for at fejre Big Daddys 65-års fødselsdag (fremragende lysdesign af Jon Clarke). Faktisk hæver alle niveauet for at matche Meaney, hvor især Hayley Squires og Brian Gleeson er effektive som de manipulerende 'ynglemaskiner' Mae og Gooper, og Lisa Palfrey er en glimrende Big Mama, både morsom og sårbar.

Hele produktionen hives tilbage fra afgrunden i anden halvdel, og det 'klik' (det klik, som Brick søger, før han føler sig tilpas), indfinder sig endelig for publikum. Hvis problemerne i første halvdel kunne løses, kunne dette blive en af de bedste opsætninger i West End. Som det står nu, bliver forestillingen reddet fra fiasko af en monumental Big Daddy.

BILLETTER TIL KAT PÅ ET VARMT BLIKTAGE

Fotos fra forestillingen