ANMELDELSE: Forbidden Broadway, Menier Chocolate Factory ✭✭✭

Forbidden Broadway Menier Chocolate Factory 31. juli 2014 3 stjerner

Forestil dig, at du er ti år gammel og bliver sluppet løs ved en dessertbuffet. Der er alt det is, du kan spise; chokolade i alle afskygninger – hård, blød, fyldte chokolader, små figurer, knapper; eksotiske frugter med mærkværdige farver og former; kager – nogle helt enkle, andre badet i sirup, pyntet med fløde, creme eller begge dele; nogle varme, andre iskolde, nogle syrlige og friske; tykke, sukkerholdige saucer og cremer; tærter, snitter, kiks, donuts, flans og gateaux; geléer, trifli og mazariner. Selv Willy Wonka ville være stolt over det uendelige og varierede udvalg.

Med vidåbne øjne og et konstant smil – indimellem grinende over en uventet lækkerbisken, andre gange rynkende på næsen over noget, der ikke lige falder i din smag – kaster dit tiårige jeg sig over herlighederne. I en uendelighed. Og til sidst indfinder stilheden sig, den rene udmattelse efter at have mæsket sig i søde sager. Du befinder dig i en tåge af tilfredshed, et minde om reel nydelse, men du kan ikke rigtig huske den allerbedste bid, og der er måske en snigende fornemmelse af let kvalme.

Ikke sandt?

Jeg mistænker, at det samme gør sig gældende for musical-entusiaster, der ser Forbidden Broadway. Denne satiriske revy har i forskellige udgaver spillet i New York i omkring 30 år, og nu kan en opdateret, "londoniseret" version opleves på The Menier Chocolate Factory.

Det har i hvert fald altid været min reaktion.

Konceptet er uimodståeligt. Man tager fire talentfulde sangere og en skarp tekstforfatter og spidder – så ondskabsfuldt eller kærligt (eller begge dele) som muligt – Broadways musicals, divaerne, stjernerne, forfatterne, komponisterne, instruktørerne og koreograferne. Ja, faktisk alt hvad der har med musicals at gøre.

Når alle elementerne spiller sammen, er resultatet lækkert og vanedannende. Men præcis som med dessertbuffeten kan man få for meget af det gode; det kan blive lidt for ensformigt sødt, og ikke alt er lige perfekt udført. Af samme grund kan jeg aldrig lytte til et helt album med Forbidden Broadway i én køre; det bliver simpelthen for voldsomt.

Og sådan er det også med live-versionen. Det overordnede indtryk er, at man har haft det virkelig sjovt, men bliver man bedt om at pege på de specifikke højdepunkter, der skaber det indtryk, så træder den førnævnte sukker-tåge i kraft.

I denne opsætning, udtænkt og instrueret af Gerard Alessandrini, som næsten altid har en finger med i spillet i Forbidden Broadway, er der masser af glitter, glamour og begavede tekster. Men ikke alt rammer plet – parodien på Charlie And The Chocolate Factory med "No Imagination" føles mere banal end inspireret, og det samme gjaldt indslagene om Wicked og Jersey Boys. Into The Woods-nummeret virkede decideret småligt.

Til gengæld var der geniale indslag, der tog kærligt hånd om Once, Lion King, The Book Of Mormon, Matilda, Miss Saigon og Les Misérables. Sidstnævnte er ældre materiale, men det føles stadig friskt og morsomt takket være de skarpe og energiske præstationer.

De medvirkende er meget talentfulde. De kan alle synge (fremragende og kraftfuldt) og danse med største lethed. En del af magien ved Forbidden Broadway har tidligere været de medvirkendes evne til at imitere virkelige stjerner med en næsten uhyggelig præcision. Og en af de store glæder har været at se den samme skuespiller imitere flere forskellige sangere til perfektion.

Her er der dog i højere grad tale om fortolkninger frem for direkte imitationer. Og for det meste fungerer det faktisk bedst – Damian Humbleys portræt af Mandy Patinkin var for eksempel en stor fornøjelse. Sophie-Louise Dann brillerede med sin imitation af Julie Andrews, men både hun og Anna-Jane Casey havde mindre held med andre portrætter – som La Lansbury, La Minelli og La Menzel. Det blev mere til karikaturer, som ganske vist ofte var humoristiske, selvom de ikke altid ramte plet i mellemgulvet.

De stærkeste øjeblikke var der, hvor de optrådte i duetter, trioer eller som kvartet – Ben Lewis og Humbley i den spydige udgave af Book Of Mormon; Casey og Dann i en kamp på rivaliseringen mellem Rita Moreno og Chita Rivera; trioen der parodierede åbningsnummeret fra Guys and Dolls, eller alle fire performere, der pillede troværdigheden ud af Once eller ristede stilen i Lion King.

Casey og Humbley virkede mest hjemme i revy-stilen; de sprang ubesværet fra scene til scene og stemmeføring til stemmeføring, og begge turde gå til ekstremerne i deres skuespil for at få joken hjem. Billedet af en prangende Trunchbull (fra Matilda), spillet af Humbley, der niver i sin egen brystvorte i seksuel fryd, vil brænde sig fast på nethinden længe. Caseys angreb på Frozen, "Let It Blow", var hylende morsomt. Det samme var den komisk sorthvide sandhed bag "This Is The Song They Stole From Us", leveret med perfekt snert og camp af Lewis og Dann.

Og den afsluttende, mørke kommentar til den kommercialiserede Broadway-industri var en fremragende måde at lade tæppet falde på.

Det er en rigtig god aften i teatret – men oplevelsen afhænger delvist af et indgående kendskab til de seneste års musicals og de stjerner, der har gjort dem populære. Men det gør ingenting – publikum har kun godt af at kende til musicalteatrets populærkultur.

Med disse begavede kunstnere er aftenen garant for en overflod af fornøjelser. Men man sidder tilbage med den umiskendelige følelse af at have været lidt for længe ved dessertbuffeten.

Forbidden Broadway flytter til Vaudeville Theatre i september