ANMELDELSE: Fortune's Fool, Old Vic Theatre ✭✭

Fortune's Fool, Old Vic Theatre: Iain Glen som Kuzovkin og Lucy Briggs-Owen som Olga Foto: Alastair Muir Fortune’s Fool

Old Vic Theatre

8. februar

2 stjerner

I programmet til Old Vics opsætning af Turgenjevs Fortune's Fool, bearbejdet af Mike Poulton, står der:

"Folk spørger mig, hvorfor Fortune's Fool først nu kommer til Londons West End efter 163 år. Det har været foreslået mange gange. Jeg formoder, at svaret er, at jeg altid har modsat mig en opsætning i London, fordi jeg ikke var klar... Grunden til, at Fortune's Fool bliver til noget nu, er, at jeg mener at have fundet den perfekte instruktør, scenograf og det helt rigtige cast. Og det er på The Old Vic – det perfekte teater til stykket. Så enkelt er det. En gunstig stjerne må have ført det hele sammen."

Iain Glen var en del af det perfekte cast, den oprindelige Kuzovkin – ifølge nogle den tåbe (the Fool), der refereres til i titlen. Men Glen forlod produktionen (som åbnede sidste år den 19. december) den 9. januar på grund af helbredsproblemer, og det blev annonceret, at William Houston ville overtage rollen. I aften blev Kuzovkin dog spillet af Patrick Cremin, Glens oprindelige understudy, og det ser ud til, at Houston også har trukket sig fra produktionen.

Uanset hvordan man ser på det, eksisterer Poultons perfekte cast altså ikke længere.

Det er derfor svært helt at bedømme Poultons vision for stykket, men på baggrund af aftenens forestilling ser han på værket gennem rosenrøde briller.

Det er ikke en stor bearbejdelse af et glemt mesterværk. I bedste fald, baseret på denne produktion, er det en glædesløs inkarnation af et stykke, der ellers sitrer af muligheder. Som det udfolder sig, kan man se, hvordan det kunne have været storslået med den rette besætning og en instruktion præget af klarhed, vision og absolut sikkerhed.

Ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

Richard McCabe leverer en fremragende præstation som den lapsede, sippede og næsten hylende morsomme Tropatchov. Så snart han trådte ind på scenen, var den energi og gnist, som desværre havde manglet, pludselig til stede. I overflod.

Lucy Briggs-Owen er herlig som Olga, og Alexander Vlahos viste ingen tegn på sin fortid som Mordred i Merlin (han var nærmest ugenkendelig) i den centrale rolle som Olgas nye mand, den småarrogante men noget overrumplede Jeletskij. Hvad de begge havde brug for, var en klarere idé om, hvad de skulle gøre for at få stykket til at svæve magisk afsted, og man kunne mærke, hvordan de begge desperat forsøgte at nå det uopnåelige.

Ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

Som Pyotr, den ambitiøse og overmodige, men altseende tjener, leverer Dyfan Dwyfor en skarp og oprigtigt fængslende præstation. Han er en af de få i ensemblet, der lader til at forstå, at dette er så tæt på farce, som Turgenjev kommer, og han går til opgaven med lyst, engagement og præcision. Udpræget præcision.

Som Karpatjov, en komisk perle af en rolle der kræver både subtilitet og en fænomenal komisk timing, er Richard Henders – rent ud sagt – helt på bar bund. Intet af det, han gør, er sjovt, selvom det ser ud som om, det burde være det. Som Trembinskij, den særprægede, nervøse og irriterende forvalter, er Daniel Cerqueira voldsomt morsom på den ufede måde; han overspiller og virker distraherende i lige høj grad. Ingen af de to skuespillere forstår tekstens rytme eller komikken.

Ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

I den centrale hovedrolle leverer Patrick Cremin blot en godkendt indsats. Man kan ikke undgå at føle sympati for ham, omstændighederne taget i betragtning. Men selvom han er dygtig nok og leverer alle sine replikker, mangler han den indre energi, forståelsen for karakterens sindelag og det nødvendige samspil med McCabe, som er essentielt for, at rollen fungerer rigtigt. Han klarer den akkurat, men han er ikke den brik, der får puslespillet til at gå op.

Ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

Resten af castet går alt for tungt til værks. Der er megen sukken, kluntede bevægelser og forurettede miner fra tjenestefolket – det minder om en dystopisk version af livet i kælderen i Downton Abbey. Problemet er, at intet af det er koordineret, kontrolleret eller rettet mod et fælles mål, hvilket resulterer i en flad oplevelse. Det er tydeligt, at skuespillerne kæmper for at få scenerne til at fungere, og at de forsøger at puste liv i forestillingen undervejs.

Det er så langt fra at være sprudlende morsomt, som man overhovedet kan forestille sig.

Ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

William Dudley har skabt en gennemført smuk scenografi, som Bruno Post lyssætter yderst effektivt og stemningsfuldt. John Eacotts musik passede perfekt til produktionen.

Det er en smule uforståeligt, at Kevin Spacey ikke trådte til som erstatning for Glen.

Men så igen, ifølge programmet er instruktøren Lucy Bailey.

Måske forklarer det i virkeligheden alt.