ANMELDELSE: Gypsy, Chichester Festival Theatre ✭✭✭✭✭

Imelda Staunton som Momma Rose. Foto Johan Persson Gypsy Chichester Festival Theatre 11. oktober 2014 5 stjerner

I 1959 åbnede Broadway-stjernen Ethel Mermans store showcase-forestilling på Broadway og spillede i lidt over 700 forestillinger. Gypsy pralede af Julie Stynes iørefaldende og fængslende musik, sangtekster af en ung Stephen Sondheim (Merman ville ikke lade et ubeskrevet blad skrive hele partituret) og blev instrueret og koreograferet af Jerome Robbins. Den vandt ingen Tony-priser trods nomineringer i otte kategorier.

Fjorten år senere skulle Elaine Stritch have spillet hovedrollen som Momma Rose i en West End-opsætning, men finansieringen manglede. I stedet overtog Angela Lansbury rollen, og forestillingen rykkede til Broadway, hvor hun vandt en Tony.

Siden dengang er rollen som Momma Rose blevet anset som den ultimative platform for de største Broadway-divaer: Tyne Daly, Betty Buckley, Bernadette Peters, Patti Lupone, Tovah Feldshuh og Caroline O’Connor. Det er interessant at bemærke, at Bernadette Peters ikke vandt en Tony for sin Rose, selvom Sam Mendes-opsætningen, hun medvirkede i, spillede i cirka 120 forestillinger (eller 15 uger) længere end den prisvindende Arthur Laurents-opsætning med Patti Lupone.

Mange begår den fejl at tro, at Gypsy ikke fungerer uden en performer i støbningsformen Merman/Lupone som Momma Rose; det er de samme mennesker, der affærdiger Peters’ præstation, fordi hun ikke har "den rigtige stemme". Det er folk, der ikke forstår, at Momma Rose er en karakter i et stykke ekstraordinært musikteater, og at hun kan spilles på mange måder, fordi hun er en kompleks, besværlig, dreven og helt igennem bemærkelsesværdig kvinde. Hun er ikke bare et monster eller en undskyldning for en sanger med store lunger, der skal hamre hitnumre ud over rampen. Lansbury, Daly, Peters og O’Connor forstod alle dette og leverede hver især levende og markante portrætter; det gjorde Lupone til en vis grad også, men hun holdt sig solidt i lejren for den larmende "belter".

Den fantastiske Imelda Staunton giver nu sin fortolkning af Momma Rose i en genopsætning af Gypsy på Chichester Festival Theatre. Forestillingen er instrueret af Jonathan Kent, scenografien er af Anthony Ward, kapelmester er Nicholas Skilbeck, og Stephen Mear har skabt den eminente og stilfulde (og for størstedelens vedkommende originale) koreografi.

Det er smukt, hylende morsomt, fabelagtigt sunget, hjerteskærende og opløftende – så tæt på perfektion, som nogen opsætning af Gypsy nogensinde bliver. Dette er en af de største opsætninger nogensinde af en af verdens bedste musicals.

Alt i Kents vision spiller sammen og sætter fokus, hvor det er nødvendigt: på historien og karakterernes drivkraft og længsler – alles, ikke kun de tre hovedrollers. Wards scenografi lader følelsen af teater og vaudeville være permanent til stede uden at være påtrængende: Der er en gammeldags, men energisk prosceniumbue, hvor små skilte indikerer scenens natur for publikum – en moderne pendant til de letpåklædte piger, der skiftede numrene på vaudeville-scenen.

Den traditionelle tilgang til scenografien – med masser af vogne, der ruller frem og tilbage – forstærker følelsen af den periode, Gypsy foregår i, men i de afgørende øjeblikke bruger Ward lemme i gulvet og hæveplatforme til at overraske, tilføje charme eller understrege et magisk øjeblik. Kostumerne er helt suveræne over hele linjen; alle ser godt ud, selv når de bevidst skal se herrens ud. Koen er et mesterværk. Og da Miss Gypsy Rose Lee for alvor træder i karakter, er hendes outfits sensationelle.

Skilbeck gør et fremragende stykke arbejde i graven, og hans orkestrering gør meget for at dække over det manglende strygerorkester. Dette partitur vinder virkelig ved strygere på de centrale steder, og deres fravær kunne mærkes. Alligevel sikrede Skilbeck, at den rige musik aldrig føltes spinkel eller undervældende. Tempoet var energisk, og hele ensemblets diktion var enestående – ikke et ord gik tabt. Orkesterspillet er lækkert og en ren fornøjelse.

Mear har leveret et formidabelt stykke arbejde med dansen. Tulsas "All I Need Is The Girl" er åndeløst god og indfanger fuldstændig hans drømme, elegance og potentiale. Dan Burton, maskulin og sprudlende af overskud, gør hvert trin perfekt. Det er sjældent, at første akt af en musical har et showstopper-nummer af den kaliber, men Burton og Mear gør det til præcis det.

Mear viser særlig indsigt ved at sikre, at børnenes koreografi i Momma Roses trup ligner noget, hun selv ville have fundet på, snarere end professionelle trin. Den slags detaljer gør de scener langt mere spændende. Al koreografi er fremragende, men der er særlig glæde at finde i "Small World", "Mr Goldstone", "Rose’s Turn" og "You Gotta Get A Gimmick" (hvor Mear har genskabt Robbins’ originale koreografi).

Lara Pulver er helt sensationel som Louise/Gypsy. I første akt gør hun ikke opmærksom på sig selv og er tilfreds med at være den glemte datter. Hendes version af "Little Lamb" er blid og smuk. Som hun ser Tulsa danse, afslører hendes øjne karakterens sult efter at blive set. I anden akt tager hun langsomt styringen over sit eget liv, og i hendes fantastiske, kritiske scene med Anita Combes perfekt afmålte Tessie Tura kaster hun moderens dominans af sig. Forvandlingen går stærkt herfra og kulminerer i det herlige spejl-øjeblik, hvor hun endelig accepterer sin egen skønhed. Pulver håndterer forvandlingen til burlesque-stjernen Gypsy med ynde og subtilitet, og overgangen fra skræmt novice til fuldendt diva er lige så nuanceret og gennemtænkt som et klassisk Shakespearsk sammenbrud.

Det giver pote, ikke kun for hende, men også for Staunton. Pulver sikrer, at hendes Gypsy ikke bare følger i moderens fodspor. Hun kan tilgive sin mor – og det gør hun. Slutscenen mellem Pulver og Staunton er intens; et løfte om en fremtid, der ikke er nær så dyster som fortiden. Gypsy ender ikke altid med et håb, men det er helt afgjort den rigtige tone at slutte på her, hvilket Kents opsætning viser med krystalklar tydelighed. Og her er Pulver nøglen.

Herbie er en svær rolle; han er både afgørende og uvæsentlig. Han har ikke det store at arbejde med, men det er essentielt, at han er sympatisk, og at man tror på hans forhold til Momma Rose. Kevin Whately slipper godt fra rollen, primært grundet den indsats Staunton lægger i at gøre sin forførelse af og behov for Herbie menneskeligt forståelig. Han bruger sin naturlige elskværdighed med god effekt.

Gemma Sutton er en fabelagtig, omvandrende lyserød sky af energisk rædsel som den modbydeligt forkælede June. Det er særligt inspireret, hvordan børneskuespillerne har manerer, som de voksne skuespillere tager med sig, når karaktererne bliver ældre. Overgangen fra børne-stjerne til voksen performer er vidunderligt udført.

Alle de mindre roller spilles med stor dygtighed; her er ingen svage led. Julie Legrand er sensationel som den stive Miss Cratchitt – lige så skarp i mælet som sin frisure. Jack Chissicks apoplektiske Mr. Goldstone er en fornøjelse, og Harry Dickman får det maksimale ud af rollen som Pop.

Jeg har aldrig set en trio af strippere så charmerende, bemærkelsesværdige og helt igennem fantastiske som dem, Kent har samlet her. Louise Golds Amazon-agtige Mazeppa er storslået på alle måder – vokalt, fysisk og i ren udstråling. Combes småforvirrede Tessie med hjertet af guld er perfektion (hun rammer hver eneste joke), og hun synger og danser med kontrolleret gejst. Legrand gør en fænomenal entré som den berusende Electra og misser ikke et øjeblik for at stråle.

Det bedste og måske mest usædvanlige ved denne trio er, at de rent faktisk er en trio. De tre kvinder spiller med hinanden, ikke mod hinanden. Det stærke samspil giver en ægte glød af glæde og suveræn underholdning. De stoppede helt fortjent forestillingen. "You Gotta Get a Gimmick" er dette shows andet store klimaks før pausen. Her rammer de plet på alle parametre.

Imelda Staunton transformerer simpelthen enhver forestilling, man måtte have om Momma Rose, med sit ekstraordinære, detaljerede og intense portræt. Hendes Rose er en kvinde, der er bitter over dem, der har forladt hende – især hendes egen mor – og hun forsøger ihærdigt at binde sine døtre til sig med sin jernvilje. Men hun er også en lille, elegant kvinde med stor charme og sensualitet. Staunton overøser publikum med charme ved sin første entré, og da hun møder Herbie, bruger hun sine feminine virkemidler med stor overbevisning.

Staunton leverer replikker, man har hørt hundreder af gange før – men når hun siger dem, føles det, som om de aldrig er blevet sagt før. Man bliver konstant ramt af åbenbaringer over, hvad en replik egentlig betyder.

Hun synger "Some People" med en forbløffende vildskab og sætter barren for sin vokale præstation tårnhøjt. Staunton opnår øjeblikke af sand skønhed i de blødere passager i "Small World" og "Together", og hun leverer de store numre med enorm kraft. Både "Everything’s Coming Up Roses" og "Rose’s Turn" er rystende, konfronterende og afslørende.

Staunton er fængslende i hvert sekund: om hun flytter en rekvisit, mens børnene optræder, presser folk til handling eller mimer ordene til de sange, hun tvinger sine børn til at synge. Hun er knust og tavs, når hun læser Junes afskedsbrev, og hun tackler Burlesque-verdenen med en blanding af chok og accept. Der er så meget tekstur og kompleksitet her; det Staunton gør, er intet mindre end ekstraordinært.

Smerten Momma Rose oplever, når hun indser, at hun har "forladt" sine døtre, præcis som hendes mor forlod hende, er overvældende. "Rose’s Turn" er gennemsyret af smerte og drømmen om det, der kunne have været. Staunton bygger målbevidst fundamentet for sit sammenbrud gennem hele forestillingen; når det sker, er man aldrig i tvivl om hvorfor. Det er en absolut mirakuløs præstation.

Der er ingen tvivl om, at denne opsætning bør rykke til West End. Det ville være en skam for teatret, hvis den ikke gjorde.

For mere information om Gypsy besøg Chichester Festival Theatres hjemmeside