ANMELDELSE: Horniman's Choice, Finborough Theatre ✭✭✭✭

Horniman's Choice

Finborough Theatre

28/09/15

4 stjerner

Køb billetter Finborough er et lille lokale, men det har en enorm gennemslagskraft, når materialet er rigtigt, og skuespillerne rammer den helt rigtige nerve. Det er i den grad tilfældet med Horniman’s Choice, det seneste projekt i en fornem sæson af stykker, der markerer hundredåret for Første Verdenskrig. Jeg vover faktisk at påstå, at intet andet teater i London har præsenteret et så konsekvent givende program over dette brede tema det forløbne år. Jeg ville blot ønske, at jeg havde haft mulighed for at se flere af dem.

Titelvalget og personen bag refererer ikke til London-te-købmanden, der lagde navn til det særprægede museum i det sydøstlige London, og som i øvrigt foragtede teater. Det drejer sig derimod om hans datter, Annie Horniman – med kælenavnet 'Hornibags' – der helligede sin energi og sin fædrene arv til at grundlægge og støtte teatre i både England og Irland. Hun var en af flere dominerende og multitalentfulde kvinder, der fungerede som muse for W.B. Yeats, og hun er nok bedst kendt for at grundlægge og finansiere Abbey Theatre i Dublin. Men hendes støtte til Gaiety Theatre i Manchester i årene før og under Første Verdenskrig var utvivlsomt mindst lige så indflydelsesrig på det tidspunkt. Hun skabte ikke blot en scene, men et specifikt hjemsted for lokale dramatikere, der ikke ville skrive om 'grevinder, hertuginder og et fiktivt overklassesamfund, men om deres venner og fjender – om det virkelige liv.' Her var intet Downton Abbey; hun foretrak stykker af Harold Brighouse, Stanley Houghton og Allan Monkhouse – gruppen der i dag er kendt som ’Manchester-skolen’.

Programmet består af fire stykker af nogenlunde samme længde. Selvom der er enkelte lidt rustikke og melodramatiske øjeblikke, er ingen af dem uden interesse, og to af dem er decideret imponerende præstationer. Det er en sjælden fornøjelse at høre den traditionelle Lancashire-dialekt og accent blive holdt så flot ved lige hele aftenen, og det gør intet, at den samme scenografi går igen i alle stykkerne, når det er samspillet og karakterudviklingen, der er i fokus. Under alle omstændigheder kræver de arbejderklasse- og lavere middelklassehjem, der skildres, ikke den store prangende variation. Instruktør Anna Marsland holder et godt tempo og udviser stor respekt for materialet ved at lade historierne udfolde sig naturligt uden antydning af Dickens-agtige karikaturer eller overdrivelser. Det samme kan siges om de velmodulerede og præcise præstationer fra det samlede cast.

Vi kender bedst Harold Brighouse for klassikeren Hobson’s Choice (1916), som stadig genfortolkes flittigt i dag. Her er han repræsenteret ved to stykker, The Price of Coal og Lonesome Like, som begge viser hans evne til at tage arbejderklassens hårde vilkår og skabe karakterer med nok vid og gnist til at kæmpe imod de kort, livet har givet dem.

Førstnævnte er den mest forudsigelige af de to. Den udspiller sig i 1909 og er bygget op omkring to spændingsmomenter: Vil Mary Bradshaw (Hannah Edwards) acceptere frieriet fra sin slægtning, minearbejderen Jack Tyldesley (Lewis Maiella)? Og vender han overhovedet tilbage efter morens, Ellens (Ursula Mohan), dystre forudsigelser om en mineulykke? Men bag denne lidt konstruerede ramme findes en smuk refleksion over kullets menneskelige omkostninger – især for de kvinder, der må vente magtesløse derhjemme og forsøge at få enderne til at mødes, selv når ulykken indtræffer og deres instinkt er at løbe mod mineskakten. Der findes en fin balance mellem mændenes fysiske slid og kvindernes psykiske traumer, uden at stykket forfalder til billige politiske paroler mod datidens behov for kul. Som publikum får vi lov til selv at veje de etiske dilemmaer.

Det andet stykke, som runder aftenen af, er derimod et vidunderligt og ligefrem modigt værk. Det foregår også lige før krigen og fokuserer på de svære år for Sarah Ormerod (igen spillet af Mohan), der har mistet førligheden i sine hænder og ikke længere kan arbejde på fabrikken. Uden et reelt velfærdssamfund, hvilke muligheder har hun så udover fattiggårdens ydmygelse? Hvor er retfærdigheden for dem, der har passet deres arbejde, levet stilfærdigt og nu har brug for hjælp?

I mindre rutinerede hænder kunne dette være blevet en tårevædet fortælling, men styrken i både manuskript og skuespil skaber et langt finere resultat. Igen overlades vi til at reflektere over, hvad der bør ske med de ældre og handicappede, der loyalt har arbejdet hele deres liv. Mohans rige og nuancerede karaktertegning besidder stor værdighed og følelsesmæssig slagkraft. Sarahs sorg over at skulle forlade sit hjem og de få ejendele, hun har tilbage, matches af hendes tørre humor over sin skæbne og hendes generøsitet over for andre. Det står i stærk kontrast til den lokale præsts (Graham O’Mara) selvretfærdige nærighed, mens den unge nabo (igen Hannah Edwards) fungerer som publikums samvittighed og spejler vores forfærdelse. Den melodramatiske drejning til sidst accepterer man fuldt ud, fordi den er fortjent af alt det foregående, og fordi den tager en socialt modig form, der udfordrer datidens normer.

Det svageste stykke er Houghtons The Old Testament and the New, måske fordi dets præmisser og argumenter føles fjerne fra vores tid, og kvaliteten af teksten ikke helt kan redde det fra at virke en smule usandsynligt. Handlingen fokuserer på en strengt religiøs mand, der ikke kan tilgive sin datter for at være stukket af til London med en gift mand. Selvom hans kone er langt mere tilgivende, og manden, der skulle have været hans svigersøn, også har ført ham bag lyset, er han håbløst splittet ved datterens hjemkomst. Han formår ikke at se hende som andet end en fange i et traditionelt fængsel af synd og fortabelse. På trods af James Holmes' stærke præstation som den ubøjelige patriark og Jemma Churchills præcist afmålte hysteri som hustruen, formår rammen ikke helt at overbevise. Det mest fascinerende stykke var dog Monkhouses drama Night Watches, det eneste der eksplicit behandler selve krigen. Vi har for nylig set andre eksempler på hans arbejde på Orange Tree Theatre, og det her bekræfter, at vi bør se mere til ham. Handlingen flytter til et andet miljø – et Røde Kors-hospital, hvor en sygerpasser (James Holmes) er på nattevagt. Én stue er rolig, men to patienter, der er adskilt fra de andre, skaber uro, da den ene føler sig truet af den andens tilsyneladende stumhed (forårsaget af granatchok). Handlingen forløses smukt med en tragikomisk elegance, der mærkværdigvis foregriber Beckett i sin knappe og smidige dialog. Holmes og de to soldater (igen Maiella og O’Mara) får det maksimale ud af de gode roller.

Alt i alt er dette en genopsætning, der i den grad fortjener opbakning. Belønningen er glimrende ensemblespil og hidtil overset dramatik, som man efterfølgende kan dykke ned i hjemme via de tekster, der generøst er inkluderet i programmet.

Horniman's Choice spiller på Finborough Theatre frem til den 13. oktober 2015