ANMELDELSE: It's Only A Play, Gerald Schoenfeld Theatre ✭✭✭

Rupert Grint (t.v.), Megan Mullally, Matthew Broderick, Nathan Lane og Stockard Channing spiller hovedrollerne i "It's Only a Play" på Broadway. Foto: Joan Marcus It's Only A Play

Gerald Schoenfeld Theatre

30. oktober 2014

Nathan Lane. Stockard Channing. Rupert Grint. Megan Mullally. F. Murray Abraham. Matthew Broderick. Med et cast bestående af så store stjerner, hvad kunne så overhovedet gå galt? Især når de ikke spiller Ibsen eller Tjekhov (ikke at der ville være noget galt i det), men derimod et "nyt" stykke fra den prisvindende Terrence McNallys pen – og endda en komedie? Og når det er instrueret af Jack O'Brien, der er berømt for sin Tony-vindende instruktion af Stoppards "Coast Of Utopia" og Shakespeares "Henry IV"? Hvad kunne dog gå galt?

Premieren/genopsætningen af McNallys stykke, "It's Only A Play", instrueret af O'Brien, som nu spiller på Gerald Schoenfeld Theatre på Broadway, giver svaret på det spørgsmål med stor tydelighed.

Det er tredje gang, McNallys stykke har forsøgt sig på Broadway. Han har revideret og opdateret det til denne omgang. Bortset fra to undtagelser kunne man ikke have ønsket sig et bedre cast. Man kunne i hvert fald ikke forvente bedre scenografi (Scott Pask leverer en glamourøs og pragtfuld Art Deco-lejlighed) eller bedre kostumer (Ann Roth, som her gør det særligt godt med premieretøjet). Faktisk er alt omkring det tekniske i absolut topklasse.

Men på trods af de tre revideringer har McNallys stykke et plot, der er den teatralske ækvivalent til en "tynd kop te". Et nyt stykke har netop haft premiere på Broadway, og stjernen, forfatteren, forfatterens bedste ven og producenten venter ængsteligt på anmeldelserne. Tilsæt en håbefuld dramatiker og en aspirerende skuespiller, dusinvis af indforståede spydigheder om virkelige stjerner og konventionel visdom om teatret, og det er stort set det. Anmeldelserne er ikke gode, og modløsheden sænker sig. Der er et "twist" til sidst, men det understreger blot stykkets overfladiskhed.

Skarp, til tider modbydelig, men ofte vittig ordveksling er hele pointen med aftenen. McNallys stykke ved ikke helt, hvad det selv vil være, udover at være en anledning til satirisk humor om skuespillere, teaterkritikere, forfattere og succesens flygtige natur. Der bruges meget tid på at nævne navne på stjerner, der ikke medvirker, og riste dem nådesløst, dissekere New York Times' chefkritiker og skyde efter stort set alle med tilknytning til teatret. Havde stykket holdt sig til det, ville det have været en næsten Wilde-agtig fornøjelse – sprudlende og mousserende morsomt.

Men i anden akt gøres der et kluntet forsøg på at tilføje dybde, udforske venskab og ærlighed og skabe rørende øjeblikke om teatrets store spørgsmål. Det er et fejltrin, der truer med at afspore den ellers så morsomme forestilling.

Der er dog masser af grin at hente i karikaturerne, og McNally forstår i den grad at skrive en knivskarp og syrlig oneliner. Det kræver et indgående kendskab til Broadway, dets historie og stjerner at fange alle de indforståede jokes – jeg nød især Nathan Lanes karakters smertelige indrømmelse af, at han kunne lide "The Addams Family". Men hvis man ikke vidste, at Lane selv spillede hovedrollen i den musical, som efter min mening uretmæssigt fik dårlige anmeldelser, så misser man pointen. Det gælder også mange af de andre jokes, som leveres uden at være bygget op i selve stykket.

Nogle af forfatterens valg vækker dog undren. Hvorfor skal hele produktionens, castets og holdets skæbne afhænge af én anmeldelse i New York Times? Gode anmeldelser betyder ikke nødvendigvis, at et værk eller en produktion er en succes, præcis som dårlige heller ikke gør det. Det er publikum, der bestemmer – og da teatret er til for publikum, er det præcis, som det skal være. Forestillinger som "Les Misérables" og "We Will Rock You" fik næppe fantastiske anmeldelser ved premieren, men de spillede år efter år. Kritikere har ikke, og bør ikke have, magten til at lukke shows og dømme arbejde til glemsel. Alligevel er det præcis den præmis, "It's Only A Play" bygger på.

Hvis McNallys hensigt var at være satirisk omkring kritikernes magt, lykkedes det ikke helt. Han laver fremragende jokes om dem, men omfavner samtidig deres magt med en begejstring, der virker besynderlig. Og karakterernes reaktion på den sønderlemmende (men hylende morsomme) fiktive Ben Brantley-anmeldelse antyder ikke ligefrem, at McNally ser lyst på teatrets fremtid.

Ikke desto mindre formår Jack O'Brien med sin skarpe instruktion at vride alle de grin ud af materialet, der er mulige (og nogle der ikke burde være grinagtige), hvilket effektivt leder opmærksomheden væk fra stykkets mangler. Det stjernespækkede cast hjælper ham godt på vej med den tryllekunst.

Micah Stock får sin Broadway-debut som en del af det fornemme cast og leverer varen til fulde. Det er en meget vindende præstation af en karakter, der ærligt talt er noget utroværdig. Han spiller Gus, den nyankomne, arbejdsløse skuespiller, der arbejder som en slags altmuligmand hjemme hos Broadway-producenten. For ham er det en nyhed, at teaterfolk foretrækker "darling" og "skat" frem for "sir", men alligevel er han så dybt begravet i teaterhistorien, at han kan fyre en blændende morsom version af "Defying Gravity" af for at løfte stemningen.

Stock er helt fremragende. Han udnytter alle de komiske muligheder, og små detaljer (som hans indad-tåede holdning og trang til at rette på tøjet) afslører det detaljerede arbejde bag hans præstation. Som aftenen skrider frem, og Gus bliver mere tryg, lader Stock karakteren blive mere og mere flamboyant, hvilket kulminerer i hans fjollede Wicked-optræden – et sandt højdepunkt.

Stockard Channing triumferer som Hollywood-vraget, den tidligere barnestjerne med fejlslagen plastikkirurgi og en fodlænke efter en voldsdom, der i bund og grund giver os svaret på: "Hvad blev der egentlig af Baby Jane?". Hun er taget til Broadway for at genoplive karrieren i et nyt stykke.

Channing er pragtfuld. Hun leverer giftige bemærkninger med afslappet fryd, udforsker de forskellige stadier af depression og manisk raseri, som kendetegner hendes falmede karakter, og formår mod alle odds at vinde sympati, når de nedsablende anmeldelser bliver læst højt. Hun er pauserens mester og mestrer det hurtige blik, der indfanger et grin, som en sand varieté-stjerne.

Megan Mullally viser, hvilken vidunderlig skuespillerinde hun er, med sin robuste, charmerende og fuldstændig gakkede portrættering af den rige, men naive producent. Det er en herlig og sprudlende karakter, og hun ser fantastisk ud i rollen.

F. Murray Abraham har måske den sværeste rolle: en teaterkritiker, som ingen kan lide. (Er der overhovedet nogen, der kan lide en teaterkritiker?) Han har den ekstra ulykke at have fornærmet resten af castet på den ene eller anden måde. Desuden har han skrevet et nyt stykke, han drømmer om at få sat op, men som han ikke tør lægge navn til – og så forsøger han at skjule sin måne med en toupé. Abraham tager det hele i stiv arm, selv den lasagne Patti LuPone dumper i hovedet på ham (bag scenen, vel at mærke). Knivskarp, præcis og med en perfekt komisk timing skaber Abraham en fantastisk karakter.

På den anden side minder Matthew Brodericks præstation mest af alt om et robot-træ. Det virker ikke bare som om, han kører på frihjul, men nærmere som om han slet ikke er til stede. Hans monotone levering af replikkerne, kun afbrudt af hans varemærke-pibelyd, gør intet for at puste liv i stykket. Han misser flere grin, end han lander. Det er en sær, uengageret og kedelig præstation. Man kunne argumentere for, at han gør det bevidst for at karikere, hvor kedelige dramatikere er i virkeligheden, men i så fald mangler der tydelighed. En kæmpe skuffelse.

Rupert Grint er fejlcastet som den berømte britiske teaterinstruktør, der kan gå på vandet i kritikernes øjne. Han er et vildnis af angst og henkastet arrogance, men det virker aldrig rigtig troværdigt eller interessant. Hans optræden med en dukke er hans højdepunkt, men ellers er det en ret glansløs præstation. Hans gyselige premieretøj er det bedste ved hans medvirken, selvom jeg tvivler på, at nogen af nutidens britiske instruktør-stortalenter ville blive set levende i det outfit.

Aftenen tilhører Nathan Lane, der er hylende morsom som James Wicker, skuespilleren der takkede nej til hovedrollen i vennen McNallys stykke, fordi han troede, det ville floppe. Han spreder komiske perler og ondsindede bemærkninger med stor nydelse – som en menneskelig latter-granatkaster. Og når stykket tager en mere alvorlig drejning, skifter han ubesværet gear. Lane er i topform, og stykket er bedst, når han og Channing udveksler giftigheder.

"It's Only A Play" er et uforfalsket stjerneprojekt skabt for at lokke publikum ind og se stjernerne folde sig ud. Hamlets råd om, at selve skuespillet er det vigtigste, følges ikke her. Uden de store navne ville dette aldrig have nået Broadway. Selvom der aldrig bare er tale om "kun" et teaterstykke, forsøger "It's Only A Play" at påstå det modsatte.

Men takket være Lane, Channing, Mullally, Abraham og Stock viser det i den grad, hvor utroligt morsomme dygtige skuespillere kan være.