ANMELDELSE: Jacques Brel Is Alive And Well And Living In Paris, Charing Cross Theatre ✭✭

Jacques Brel Is Alive And Well på Charing Cross Theatre. Foto: Scott Rylander Jacques Brel Is Alive And Well And Living In Paris

Charing Cross Theatre

21. oktober 2014

2 stjerner

Det må efterhånden være omkring femten år siden, jeg for alvor opdagede, hvor fortryllende, energisk og stilfuldt det kan være, når en stor kunstner kaster sig over Jacques Brels musik. Min indvielse skete til en koncert med Chita Rivera, hvor hun leverede en spektakulær udgave af Brels vidunderlige sang, Carousel. I en aften spækket med velkendte perler fra mestre som Herman, Sondheim, Bernstein og Kander & Ebb, var netop dette øjeblik et absolut højdepunkt – en ren triumf.

Netop nu kan man på Charing Cross Theatre opleve en nyopsætning af Jacques Brel is Alive And Well And Living In Paris, instrueret af den utrættelige Andrew Keates for Steven M. Levy og Sean Sweeney (formentlig for Charing Cross Theatre selv). Denne revy – i mangel af et bedre ord – over Brels arv blev første gang sammensat i 1968, men blev i 2006 bearbejdet med stor succes off-Broadway af Gordon Greenberg, der for nylig instruerede Guys and Dolls i Chichester.

Der er ikke tale om præcis det samme værk som i 2006; rækkefølgen af sangene er besynderligt anderledes, og visse dele er udeladt. Men som en introduktion til Brels musik er dette et nærmest uovertruffet udvalg af melodier og temaer – et fantastisk lærred at male dybe og kraftfulde teaterbilleder på.

Som det bemærkes i programmet:

"Brel havde et naturligt talent for ord; han balancerede perfekt mellem vid og følelse og fulgte i Victor Hugos fodspor i jagten på den perfekte blanding af det groteske og det ophøjede. Kærlighed, desperation, sex, død, absurditet, skønhed – alle facetter af den menneskelige tilstand er til stede i hans værker... han var indædt modstander af krig, selvom de færreste ville kalde ham en sand pacifist... i et Europa under genopbygning, men stadig mærket af sår, etablerede Brel sig som sangeren, der kunne løfte sløret for samfundet, mennesket og livets trængsler."

Alt dette er sandt. Brels musik er unik: smertelig smukke melodier om frygtelige situationer; rå toner til overraskende emner; en rød tråd af absurditet stillet over for det genkendelige liv; en hjemsøgende melankoli, der kan forvandle sig til et dirrende øjeblik af selvindsigt. En enkel melodi kan sno sig og blive kompleks og intens, mens en pulserende sang kan falde fra hinanden i fragmenter af ensomhed og refleksion.

Det bedste ved denne forestilling er det musikalske håndværk fra den begavede Dean Austin og hans fire musikere. Med klaver, harmonika, guitar, bas og slagtøj skaber de et vidunderligt lydbillede. Austin synger også selv, og hver gang han gør det, tilfører han en sandfærdighed og en stilfuld forståelse for musikkens tekstur, som løfter hele oplevelsen.

Bandet og Chris De Wildes flotte parisiske kabaret-scenografi skaber en meget fransk atmosfære, som hjælper publikum med at forstå og nyde Brels univers. Nogle af de faste sæder i salen er erstattet af små caféborde, hvilket fungerer rigtig godt. Faktisk havde det været at foretrække, hvis hele den forreste del af salen var blevet ryddet til fordel for flere borde – den slags atmosfære gavner både kunstner, komponist og publikum, når det gælder Brels repertoire.

Der var øjeblikke, hvor belysningen (Mike Robertson), scenografien og bandet tilsammen transporterede én direkte til en mørk aften i en af Paris’ sidegader, hvor både tragedie og muligheder lurede om hjørnet, og hvor den franske arrogance hang i luften under stjernernes skær.

Desværre blev disse øjeblikke alt for ofte ødelagt af et lyddesign, der enten var for lavt eller for højt, men aldrig helt rigtigt til at sikre, at tekst og vokal stod klart. Dertil kom sangere, der indimellem virkede mere opsatte på at råbe eller skrige end på rent faktisk at synge. Selvom bandet forstod, hvad de spillede, virkede det som om, både castet og lydmanden havde gang i noget helt andet.

For det meste var der en mærkbar distance mellem sangteksterne og sangerne, samt mellem iscenesættelsen og koreografien. Det her er fantastiske sange, som blot kræver at blive sunget fabelagtigt – nogle dæmpet, andre med eksplosiv energi, nogle med et smørret grin og andre med en tåre i øjenkrogen. Men de kræver alle enkelhed og masser af stil.

Sam Spencer Lanes koreografi klædte ikke den musikalske begivenhed, især ikke når de medvirkende tydeligvis ikke formåede at udføre den med den nødvendige præcision. De bedste øjeblikke opstod, når der var en ro over de medvirkende, som tillod fuldt fokus på musikken, teksten og selve præstationen.

Prisen for den slags enkelhed er naturligvis, at sangerens mangler, især de vokale, bliver tydelige. Men det er netop i det rå og ufiltrerede nu, at Brels musik når sine højder.

Her var de fire medvirkende desværre ikke helt på højde med musikkens krav. At råbe er ikke det samme som at optræde med stil. Der var alt for meget sang, der var helt ude af stemning – måske i et forsøg på at "agere" eller vise "passion", men resultatet var, at musikkens pointe gik fuldstændig tabt. Indimellem spekulerede jeg på, om man forsøgte at kopiere Brels personlige hang til intensitet og dramatik, men Brel var Brel, og dette show handler om hans musik, ikke om manden selv.

Visse sange ser smukke ud på scenen, men sanginsatsen matcher ikke det visuelle udtryk. Andre sange, især de komiske, bliver for fortænkte i deres præsentation, hvormed de mister deres fremdrift. Nogle steder forveksles vrede med fortvivlelse eller glæde med melankoli, og iscenesættelsen virker til tider direkte i modstrid med sangens stemning.

Flere temaer udforskes – mest vellykket er dem om alderdom, krigens ofre samt kærlighed og svigt. Man forlader helt sikkert teatret med lyst til at høre mere af Jacques Brels musik.

Daniel Boys er den mest imponerende i castet, især når det kommer til renhed i stemmen og stil. Gina Beck viser glimt af stort talent og formår at gøre passager i visse sange nærmest æteriske i deres udtryk.

David Burt og Eve Polycarpou ser indimellem forrygende ud og rammer det rette musikalske udtryk i forhold til kostumer og attitude, men deres vokale levering savner gennemslagskraft. Sange som Amsterdam, Ne Me Quitte Pas og Carousel kræver en vokal kunnen, som ligger uden for deres rækkevidde her. Det er en skam, for det er tydeligt, at begge kunstnere giver alt, hvad de har.

Og måske er det selve sagens kerne. Det virker som om, der er brugt for meget energi på spørgsmålet om "hvordan gør vi det her i 2014" frem for blot at levere den bedst mulige version af Brels katalog. Forstyrrende elementer som en Nigel Farage-maske, et venteværelse på en klinik eller videoklip af uidentificerede mennesker i baggrunden er helt unødvendige, når materialet er så stærkt som her.

Det er prisværdigt, at Charing Cross Theatre har satset på denne produktion – Jacques Brels musik har ikke ligefrem præget London de seneste år. Dean Austins musikalske ledelse og hans band giver en pirrende smagsprøve på musikkens skønhed og kraft. Selvom dette cast ikke kan overskygge mit minde om Chita Rivera for mange år siden, så inspirerer de bestemt til, at man dykker ned i Brels musik igen.

Spiller frem til 21. november.