ANMELDELSE: Judy!, Arts Theatre ✭✭✭

Judy!

Arts Theatre

27. maj 2017

3 stjerner

Bestil billetter

Hvis der nogensinde har været et eksempel på en forestilling, der bliver fuldstændig forvandlet af spillestedet, så er det her. Denne originale biografi om Judy Garland er et passionsprojekt af teatrets grundlægger og direktør, Ray Rackham. Den startede som et lille niche-stykke i det gamle London Theatre Workshop med 60 pladser ovenpå pubben The Eel Brook i Fulham. Her var det intenst og overraskende med sine tre krydsende fortællinger, hvor tre forskellige skuespillerinder delte hovedrollen, bakket op af skuespiller-musikere på en scene fyldt med showbiz-rekvisitter og nips. Opmuntret af succesen blev den gennemarbejdede produktion flyttet til Southwark Playhouses store sal med 240 pladser, hvor publikum sad tæt på begivenhederne og følte sig følelsesmæssigt forbundet med titelrollens skæbne. Forestillingen vakte stor opsigt og fik forrygende anmeldelser. Intet syntes at kunne stoppe den.

Og nu, selvom det er de færreste produktioner fra Southwark – selv de store succeser – der når så langt, er forestillingen flyttet til West End i det intime Arts Theatre med 350 pladser. Rackham producerer selv sammen med Michelle Hutchings og i samarbejde med Julie Clare, som også fungerer som

General Manager. Forestillingen er blevet yderligere bearbejdet af dramaturgen Carolyn Scott Jeffs og har fået nyt scenedesign af Tom Paris, som dog bevarer den oprindelige idé om et alsidigt studierum, hvor scriptets mange skift i tid og sted kan trylles frem med lethed. Næsten hele det oprindelige cast er fulgt med på rejsen, og de gentager her de præstationer, der indbragte dem så megen ros syd for Themsen. Forestillingen burde køre for fuld musik, og præstationerne – især de musikalske numre – får virkelig publikum til at heppe på holdet. Helen Sheals, Belinda Wollaston og Lucy Penrose (samt understudien Millie Hobday, som på min aften hoppede ind med kort varsel fra sin post som kostumedesigner pga. sygemelding) leverer smukke og præcise fortolkninger af de største hits fra Garlands katalog. Men noget tyder på, at den gamle magi er blevet lidt væk undervejs. Jeg har set stykket to gange nu, og jeg tror, jeg ved hvorfor.

Det er proscenium-buen. Den fysiske afstand mellem scenen og salen har en dramatisk effekt på, hvordan stykket modtages. Fra publikums plads sidder vi nu i mørket, adskilt fra den oplyste handling. Vi 'observerer' begivenhederne på den anden side af buen med en vis distance, frem for at føle os som en del af det, som vi gjorde i de intime rammer i Chelsea eller Southwark. Hvorfor? Det skyldes nok tre ting: skuespillets stil, instruktionen og selve manuskriptets opbygning.

Meget af skuespillet minder om det, vi så på de mindre scener. Det 'rækker' ikke helt ud til os, i modsætning til de store musiknumre, som stadig leveres med Garlands karakteristiske energi, showmanship og det desperate behov for at behage sit publikum. I stedet føles det som om, vi overværer samtaler frem for at blive draget ind i dem. Nogle vil mene, at det ikke gør noget – at manuskript og musik kan hver sit – men sandheden er, at dialogscenerne nu føles langt mere tamme. Det er et faktum. Pointerne lander ikke så skarpt, fordi de virker rettet mod de andre skuespillere snarere end mod os, og vi får ikke den samme umiddelbare empati for karaktererne. Med andre ord mister vi forbindelsen til selve kernen i, hvorfor vi stadig elsker Judy Garland. Hendes raison d'être var den direkte følelsesmæssige appel. Det er grunden til, at stykket er skrevet, og grunden til, at vi sidder i teatret.

Dertil kommer instruktionen. Rackham har selv stået for den, og den er muligvis en begrænsende faktor her. For at bryde gennem den 'fjerde væg' i et traditionelt teaterrum skal man hjælpe skuespillerne utroligt meget gennem præcis placering, lys og timing. Når publikum kun ser handlingen forfra fra ét perspektiv, opfattes alt anderledes end på en åben scene. Rackham har sikkert gjort sit bedste for at justere, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om resultatet havde været bedre med et par friske øjne – måske en instruktør med mere erfaring i at omstille musicals til West Ends store rammer.

Endelig er der manuskriptet. Pointen er, at det ikke er en lineær fortælling. Det er fascinerende, når man sidder midt i det, men her, hvor vi betragter det på afstand, bliver den stilistiske kløft mellem dialogen og de centrale musiknumre tydelig. Sangene – de store hits, der skabte legenden – er næsten alle lineære små fortællinger fra den amerikanske musical-guldalder. I manuskriptets fragmenterede 'scrapbogs-verden' virker de malplacerede, og de trækker publikum i en helt anden retning end selve historien. Vi får glimt af noget større i montagerne, men generelt arbejder tekst og musik mod hinanden rent æstetisk, hvilket bliver meget tydeligt fra vores plads i salen.

Kombinationen af spillestil, instruktion og manuskript tvinger desværre publikum til at indtage en observerende rolle, selvom man har mest lyst til at lade sig rive med af kærligheden til hovedpersonen. Man forstår historien rent intellektuelt, men det er svært at mærke den i hjertet. Førstegangstilskuere melder om lignende oplevelser: det taler til hovedet, ikke følelserne. Ret skal være ret; nogle bliver stadig rørt til tårer af sangene, men jeg har ikke hørt folk sige det samme om karakterens personlige rejse. Hvis det er en bevidst beslutning fra holdets side, virker det mærkeligt, når man tænker på netop Judy Garlands ekstremt følelsesladede stil, som bliver så flot genskabt her.

Teaterets rammer minder os om, at dette først og fremmest er et skuespil. Der er lange scener med ren dialog, og når der endelig synges, er det kun de tre hovedroller, der tager over. Det passer dog ikke helt: indimellem træder resten af castet til med harmonier. De spiller også selv musikken på instrumenter, der står fast på scenen. Det fungerede fint førhen, men her virker det lidt underligt, især når de bare skal stå eller sidde ved deres instrumenter i lange perioder uden at have noget at gøre. Det er uklart, hvorfor det er nødvendigt. Simon Holts arrangementer lyder dog stadig fantastisk, så det skal ikke skille os ad.

Alligevel forbliver forestillingens 'sprog' lidt af et mysterium. Hvorfor er der tre forskellige Judy'er, og hvorfor befinder de sig nogle gange i samme nu og synger sammen? Tidligere krævede det ikke en forklaring, men nu føles det som om, vi mangler en. Og hvorfor spiller én skuespiller – Harry Anton – både den unge og den ældre Sid Luft som to vidt forskellige personer, mens Garlands forældre er låst fast i én tidszone? Disse inkonsekvenser, som før var charmerende, virker nu snarere forvirrende. Chris Whittakers koreografi giver et velkomment løft til nogle få numre, men resten af castet står mest bare stille, mens de tre hovedroller danser. For et West End-show om en af historiens største sang- og dansestjerner virker det en kende excentrisk. Castet er stort og tæller navne som Tom Elliot Reade, Don Cotter, Perry Meadowcroft og Chris McGuigan, og der er endda et firemands orkester i kulissen, men de mange ressourcer virker underudnyttede. Igen spørger man hvorfor? Proscenium-scenen tvinger os til at stille disse spørgsmål, som forestillingen ikke rigtig besvarer, og så begynder publikum desværre selv at lede efter fejlene.

Når Christopher Dickens’ karakter Hunt Stromberg Jnr febrilsk forsøger at få Judy til at makke ret over for CBS, begynder man instinktivt at lede efter en rød tråd: Er det her hendes store mål? Eller når Carmella Browns Judith Kramer fortæller, at der er malet en gulstensvej uden for Judys trailer, forventer man næsten, at vi skal følge den tilbage til Oz. På en måde gør manuskriptet det også – det ender i en flot udgave af 'Over the Rainbow' komplet med skyer og horisont som i 'Troldmanden fra Oz'. Men undervejs på den vej er der utroligt mange elementer, der er svære at få til at give mening. Og da forestillingen trækker i en meget realistisk retning med tv-ratings og analyser, føler man sig tvunget til at prøve at forstå det rationelt.

Det må vise sig, hvordan publikum i Arts Theatre tager imod det. Den er absolut værd at se, men den har desværre mistet noget af den magi, den havde engang.

BESTIL BILLETTER TIL JUDY! PÅ ARTS THEATRE HER