ANMELDELSE: Lesere, Jermyn Street Theatre ✭✭

Lesere

Jermyn Street Theatre

14. juli 2015

2 stjerner

Jermyn Street Theatre er et intimt rum, der egner sig fortræffeligt til thrillere, og så er det nu velsignet med aircondition; så her i sommermånederne kan klaustrofobi og indespærring begrænses til det psykologiske frem for det fysiske. Indtil august lægger teatret scene til Lesere, et nyt stykke af Ashley G. Holloway, opført som ’theatre-in-the-round’ med tre medvirkende fordelt over to akter.

Scenen åbner i et spartansk møbleret interiør, der leder tankerne hen på 1920'erne, komplet med vinranker der tilsyneladende trives i lysriggen. Jane (Cassandra Thomas) og John (Leon Williams) er et ægtepar, der lever nøjsomt på den franske landside efter første verdenskrig. De indledende replikker er lette og hverdagsagtige, men hver gang en af dem forlader scenen, overmandes de af rysten, hovedpine og andre foruroligende fysiske symptomer, der emmer af nylige psykiske traumer. Det står hurtigt klart, at dette er et stykke, hvor krigens minder kaster lange skygger, og hvor kløften mellem den pæne overflade og de mørke personlige minder gradvist vil vokse. Selvom parret tydeligvis finder nydelse og forløsning i landlivets ritualer – og for Janes vedkommende i poesien – hviler der en undertone af virkelighedsflugt over denne idyl, bogstaveligt understreget af ildevarslende lydeffekter, der minder om fjernt bombardement. Vi finder ud af, at Jane kommer fra en velhavende familie, men tjente som sygeplejerske på Vestfronten, og at John var officer ved Somme, hvor han blev taget til fange.

Ind i dette scenarie træder en tredje mystisk gæst, George Darbridge (Richard Atwill), i løbet af en enkelt dag. Han snubler ind i huset iført kjole og hvidt og med en skadet hånd, som han beder Jane om at forbinde. Det viser sig, at han bor på en lokal kro for at lave research til en roman, og at han også bærer på krigsoplevelser, han helst vil glemme, samt tabet af en fransk hustru, der for nylig døde under den spanske syge. Han optræder påtrængende og begynder både at udspørge Jane om hendes fortid og Johns indsats i krigen, ligesom han sår tvivl om ærligheden i deres forhold. Ved slutningen af denne scene lykkes det ham at forsvinde med Janes private poesibog, som giver ham rigeligt med ammunition til at så tvivl, når han vender tilbage senere på dagen for at introducere sig selv for John. Ved pausen har han opnået så stor dominans over parret, at han tvinger dem til at klæde om til en simuleret middag i deres eget hjem, hvor hver ret bliver en øvelse i sandhedskrav dikteret af ham selv. Dette mønster dikterer anden akt, hvor hver 'ret' ledsages af de fineste vine, men viser sig at være en række af stadig mere forfærdende afsløringer, der tvinger os til helt at genoverveje alt, hvad vi troede, vi vidste om parret.

Stykket som helhed er ret lærerigt i forhold til at skabe teatralsk spænding, men ikke altid på en måde, der taler til forfatterens fordel. Holloway skriver i programmet, at 'hvis man virkelig vil kaste lys over noget, må man først placere det i mørket.' Hvis han hermed mener, at effekten af de endelige afsløringer i en thriller afhænger af opbygningen af temaerne og det ’bait and switch’-spil, man driver med publikums forventninger, hvem kan så være uenig? Men den plan bliver aldrig rigtig ført ud i livet her. I et Hitchcock-manuskript, eller i en klassiker som Sleuth, indser publikum ikke, i hvor høj grad de store antagelser er skjult bag små, spiselige skridt – den virkelige kunst ligger i at trække publikum gradvist og frivilligt ind i plottets spind via en række troværdige detaljer. Dette mangler i høj grad her. I den første halvdel er George simpelthen for uforskammet og grov i sine antydninger til at virke troværdig. Det er svært at forestille sig, at noget par, selv et så konventionelt og poleret engelsk par som dette, ville have tolereret sådan en anmassende bølle; at de ikke ville have stukket hovederne sammen mellem hans besøg og gennemskuet hans facon. Som resultat heraf virker første akt aldrig overbevisende, og de efterfølgende afsløringer mangler den tilsigtede chokværdi, uanset skuespillernes evner. Risikoen for krigstraumer er blevet markeret for ofte og for tidligt til at overraske, og George overbeviser ikke som en form for hævnende retfærdighedens engel. Stykket sender mange nik i retning af J.B. Priestleys An Inspector Calls, men uden det håndværk, den gamle traver besidder.

Skuespillerne arbejder hårdt, måske for hårdt, med materialet. Både Thomas og Williams skal på en rejse fra poleret komedie til en anspændt og opslidende følelsesmæssig konfrontation. Her ligger kunsten i at lade facaden krakelere meget gradvist, og det mestrer de begge. Da de endelige scener giver dem chancen for for alvor at give slip og åbne op for fortidens traumatiske sandheder, griber de initiativet med stor lyst. Det er dog ikke deres skyld, at det føles mere som en teknisk bedrift end som en gribende oplevelse for publikum. De har været for accepterende over for socialt usandsynlige situationer til, at publikum føler den nødvendige empati. Atwill har en endnu sværere opgave i en rolle, der er halvt Mefistofeles og halvt inspektør Goole. Han bringer masser af energi og fysisk dynamik til rollen som George, men teksten giver ham lov til at hive den ene storladne og dramatiske erindring frem efter den anden. Han minder om en karakter fra en victoriansk melodrama-plakat, og man investerer sig aldrig rigtig i ham eller den sandhed, han påstår at kæmpe for.

Hvad angår lys, scenografi, kostumer og lyd gør det kreative hold under ledelse af instruktør Donnacadh O’Briain et solidt stykke arbejde sammen med de medvirkende. Men produktionens professionalisme kan ikke dække over det faktum, at et interessant koncept og scenarie ikke finder en overbevisende eller sammenhængende udførelse i selve teksten.

Lesere spiller på Jermyn Street Theatre frem til den 1. august 2015