ANMELDELSE: Machinal, Almeida Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Sophie Treadwells stykke Machinal, som lige nu spiller på Almeida Theatre.

Ensemblet i Machinal på Almeida Theatre. Foto: Johan Persson Machinal

Almeida Theatre

11. juni 2018

3 Stjerner

Book nu 'Machinal' er et af de mest medrivende og intense amerikanske ekspressionistiske dramaer. Det bryder alle regler for konventionelt teater og drager os dybt ind i de ødelagte liv hos de enkle og ofte fåmælte karakterer gennem en blanding af rå ærlighed, dristig klarhed og forbløffende dygtigt scenearbejde. Stykket blev skrevet af den uretmæssigt oversete Sophie Treadwell i 1928, og står tydeligt i gæld til Elmer Rices 'The Adding Machine' fra få år forinden – især i skildringen af 'småfolkets' liv i en anonym, mekaniseret storbyverden, hvor individualitet betyder så lidt, at den er blevet meningsløs. Men dette drama styrker sit budskab ved at inddrage overvejelser om, hvad det vil sige at være kvinde i et samfund, der tilsyneladende styres af og for mænd. Stykket opsættes indimellem herhjemme; jeg så det for et par år siden i en glimrende opsætning af afgangsklassen fra Kingston College i London. Da jeg hørte, at Almeida satte det op igen, var forventningerne høje.

Kirsty Rider i Machinal på Almeida Theatre. Foto: Johan Persson

Og der er meget i denne produktions visuelle udtryk, der belønner de store forventninger. Miriam Buethers scenografi – belyst med intense glimt af Jack Knowles – er en dybt dyster og klaustrofobisk verden. Hendes indledende 1920'er-kontorlandskab med rækker af skriveborde, der spejles og fordobles af et spejl ophængt ovenover i en 45-graders vinkel (det hænger der hele aftenen), leder straks tankerne hen på Gibbons og Gillespies uforglemmelige design til King Vidors mesterværk 'The Crowd' fra samme år som stykket. Det ekspressionistiske formsprog føles helt rigtigt, præcis som den uregelmæssige, hakkende og overlappende dialog i åbningsscenen med det tomme skrivebord, der venter på at blive fyldt af... ja, hvem?... eller hvad?

Kirsty Rider, Emily Berrington, Dwane Walcott og Alan Morrissey i Machinal. Foto: Johan Persson

Af Emily Berrington. Hun spiller rollen som 'En ung kvinde', hvilket er omtrent så meget personlighed, som manuskriptet tillægger karakteren. Vi indser, at vi allerede har set hende i et flygtigt øjeblik i en overfyldt undergrundsbane, hvor kroppe presses sammen, og en smuk, Jean Seberg-lignende blondine lider midt iblandt dem med ansigtet lagt i en mine af misbilligelse – eller er det en furieagtig utilfredshed? Under alle omstændigheder tager hun den samme sure modvilje med sig til sit kedelige kontorjob, hvor hendes manglende evne til at 'være med' i gruppen gør hende til det naturlige offer for spydigheder og fjendtlighed. Og det er den første store overraskelse i Natalie Abrahamis iscenesættelse: Fra den forrige opsætning huskede jeg overhovedet ikke denne person, der er stykkets protagonist, som et svagt eller passivt væsen.

Emily Berrington og Jonathan Livingston i Machinal. Photo: Johan Persson

Og dog, som scenen skrider frem, er det præcis sådan, Abrahami ønsker, hun skal ses. Hun er ugift og i høj grad skydeskive for sin let rovdyrsagtige chef, der ikke kan vente med at få hende alene på kontoret til lidt 'ekstra diktat'. Når det sker, og vi stadig kun er i stykkets anden scene, må man allerede undertrykke impulsen til at rejse sig i sædet og råbe til den dumme blondine: 'Vil du virkelig finde dig i, at han taler sådan til dig? Hvor er din stolthed?'

Svaret på det første spørgsmål er: Ja, det vil hun. Og svaret på det andet er: Den ejer hun ikke. Hun har ingen følelse af eget værd, i hvert fald ikke i Berringtons fortolkning og Abrahamis instruktion. Jo, hun brokker sig måske og klager over sin skæbne – hvem gør ikke det? – men hun gør det altid fra en position af klynkende selvmedlidenhed uden skyggen af selvbeherskelse. Det skurrer. Og det virker mærkeligt på mig, der har set denne karakter spillet radikalt anderledes i en anden opsætning. Dengang betød det noget for mig, hvad der skete med den unge kvinde, fordi hun udviste vigtige menneskelige kvaliteter, som hun her nægtes: værdighed, fatning, udholdenhed, varme og håb. Og ægte vrede, frem for et forkælet barns raserianfald.

Khali Best, Andrew Lewis, Emily Berrington og Nathalie Armin. Foto: Johan Persson

I denne opsætning virker det omvendt som om, Abrahami og Berrington har sat sig for at understrege, at hun mangler alle disse facetter. Men hvis det er tilfældet, hvorfor skulle vi så bekymre os om, hvad der sker med hende? Hvorfor skulle hun betyde noget? Og hvis hun ikke betyder noget, hvad laver vi så i teatret og ser hende ødelægge sit liv? Hjælper det med at formidle et feministisk synspunkt? Virkelig? Behandler mændene omkring hende alle kvinder så afskyeligt? Vi ser ikke andre komme i de samme problemer. Så køn virker næppe som nøglespørgsmålet her. Dovent selvoptagethed og en koldhjertet tilgang til andre mennesker som værende til udelukkende for hendes skyld virker til at være den unge kvindes dominerende træk – og de er mildest talt ikke særlig tiltalende. Når det går galt for hende, ledes vi nærmest til at konkludere, at hun selv har været ude om det og fortjener sin skæbne. Grænsen nås definitivt, da hun gør det af med sin mand (Jonathan Livingstone), fordi han står i vejen for hendes affære med elskeren (Dwane Walcott) – begge i øvrigt spillet af sorte skuespillere – et mord, som hun aldrig viser den mindste anger over. Alligevel, da hun står over for den elektriske stol, skruer hun helt op for sit klynkende selvværd og tigger om nåde, som om det skulle røre os. Det gør det på ingen måde.

Hvis det er det bedste, Treadwell kan præstere, er det ikke mærkeligt, at hun bliver overset, vil mange i publikum nok tænke. Men de tager fejl. Det er denne opsætnings mærkværdige vinkel, der tvinger os til at se dramatikeren i dette lys, hvilket skaber en forfejlet dom. Dette bliver tydeligt, når man ser, hvor blidt og venligt de fleste andre karakterer spiller deres roller. Den nagende mor, spillet af Denise Black, er faktisk en uselvisk slidder, der knokler for at give sit eneste barn så meget fritid og komfort som muligt. Kontorfolkene gør bare deres bedste under de samme begrænsede vilkår og kan helt tilgives for ikke at forstå den unge kvindes totale mangel på empati eller evne til at se tingene fra andre vinkler end sin egen. Vi ville selv hade at arbejde sammen med en, der er så egoistisk og overfladisk.

Jo længere stykket varer – og de blot 90 minutter ender med at føles som en evighed – jo mere føler man med Nathalie Armin, Khali Best, Demetri Goritsas, Andrew Lewis, John Mackay, Alan Morrissey, Kirsty Rider og Augustina Seymour, som må kæmpe sig igennem denne svære opgave. Klædt så naturalistisk af Alex Lowde føles de som fisk trukket op af det ekspressionistiske vand, især når dekorationen pludselig – af grunde der virker smarte, men uforståelige – springer et årti eller fire frem i tiden (fortæl mig gerne, om I synes, det hjælper historiefortællingen). Ben og Max Ringham står for et imponerende lyddesign, og Arthur Pita har tilføjet koreografi.

Og hvordan efterlader det os så til slut? Nogle vil sikkert kunne lide det, men jeg tror, de ville elske en anden opsætning endnu højere: det er et fantastisk, vidunderligt og uforglemmeligt stykke. Desværre rammer dette eksperiment, trods al sin overdådighed, ikke plet. Om produktionen tilfredsstiller de ansvarlige bag den, må de selv afgøre med deres samvittighed. Jeg har intet andet set af denne instruktør og kan ikke kommentere yderligere på hendes evner, udover at hendes CV er imponerende. Alle virker til at have gjort et grundigt og godt stykke arbejde, men helheden formår ikke helt at smelte sammen til et vellykket hele. Men skidt nu med det. Det er ikke verdens undergang. Der kommer forhåbentlig andre opsætninger af dette stykke. Indtil da er denne her trods alt bedre end ingenting.

Spiller indtil 21. juli 2018

BOOK BILLETTER TIL MACHINAL