ANMELDELSE: My Land's Shore, Ye Olde Rose And Crowne ✭✭✭✭

Ensemblet i My Land's Shore. My Land's Shore

Ye Olde Rose And Crowne

10. februar 2017

4 Stjerner

Bestil Billetter

Femten år har det taget at nå herhen, og endelig har denne forestilling indtaget scenen i sin første fulde verdenspremiere-produktion. Det er en episk bedrift, ikke kun for forfatterne bag denne bid af walisisk historie, som rummer ikke færre end 35 musikalske numre af Christopher J. Orton med tekst og manuskript af Robert Gould. Det er også en forrygende præstation af det kreative team med instruktør Brendan Matthew i spidsen. Dette er hans sjette opsætning her i nyere tid, og han beviser, at han er mere end voksen til det komplekse net af historier, som manuskriptet udgøres af. Han arbejder sammen med sin faste samarbejdspartner, koreograf og instruktørassistent Charlotte Tooth, hvis evne til at iscenesætte store, livlige dansenumre på en tætpakket scene er intet mindre end mirakuløs, bakket op af suveræne arrangementer til det seks mands store band af husets kapelmester, Aaron Clingham. Og det er endnu en logistisk triumf for det beskedne lokale ovenpå en pub i Walthamstow, som er et af landets førende uofficielle repertoireteatre for musicals. Et cast på 18 (fantasifuldt klædt på af Celestine Healy) fylder en pragtfuld træ-scenografi i flere niveauer (af den altid ressourcestærke Joana Dias), der strækker sig svimlende højt op under loftet og giver mulighed for seks forskellige udgange, hvilket tillader ensemblet at bevæge sig utroligt hurtigt.

Baseret på den sande historie om Dic Penderyn, der bærer den noget tunge titel som 'den første walisiske arbejderklasse-martyr', er forestillingen Ortons hjertebarn, og en workshop-version af hans oprindelige udgave kunne ses i London i 2005. Siden da kom Gould med ombord, og via diverse omskrivninger, showcases og indspilninger er vi nu nået til den nuværende 'version' af manuskriptet. Man kan dog fristes til at spørge, om det er deres sidste ord i den sag. Partituret er i hvert fald pragtfuldt og byder på et sandt operalignende udvalg af gåsehudsfremkaldende kor, flotte soloer, kraftfulde scener og øjeblikke af sublim transcendens. Jeg ved ikke, hvordan forfatterne selv ser på det, nu hvor de kan se værket udfolde sig på en scene, men for mange i publikum virker det til, at showet tilhører heltens forlovede, Angharad (den intense Rebecca Gilliland). Hun er splittet mellem to mænd: sin nuværende flamme, arbejderklassehelten Richard Lewis (den charmerende Aidan Banyard), og den dystre skikkelse fra fortiden, Jenkins (den ligeså flotte, men på en ond måde, Taite-Elliot Drew). Jenkins er en sortklædt, bitter slave af lovens bogstav, der har fået til opgave (sit drømmejob) at opspore og knuse sin tidligere erobrings guldfugl. Vi er i 1830'erne, og revolutionen lurer i luften... igen. Og hvis ikke den franske trikolore vajer over barrikaderne i den lille minebys gader, så er det ikke forfatternes skyld; de har i virkeligheden skabt noget, der ikke så meget er et walisisk svar på 'Les Misérables' som et ganske tydeligt dramaturgisk ekko af det.

Som det ser ud nu, får dette centrale dilemma dog ikke helt den forrang, som Boublil og Schönberg ville have givet det. 'My Land's Shore' er i høj grad mændenes forestilling, hvor – til tider lange – politiske diskurser udveksles med stor gejst. Dias har endda indarbejdet to parallelle tårne i sin scenografi, og tidligt i stykket placerer Matthews repræsentanterne for mineindustrien og fabrikkerne – William Crawshay (Andrew Truluck) og Josiah Guest (Hywel Dowsell) – øverst på dem til en debat, der har al den statiske selvvigtighed som en søndag eftermiddag i et metodistkapel. Man vil enten elske den slags eller finde det en smule tungt. Retfærdigvis skal det siges, at Victor Hugo gør noget lignende i sin massive roman, når han filosoferer over det gode, det onde og menneskets sjæl, men hans bearbejdere var mere nådesløse over for ham, da de skrev deres libretto.

Ikke desto mindre er der mange gange, hvor denne ophøjede idealisme arbejder til forestillingens fordel: showets kulmination er usædvanligt enkelt opbygget, og en af gutterne, Sean (den suveræne Raymond Walsh), får alles hjerter til at stå stille med en sensationelt enkel, men udsøgt fraseret og afmålt strofisk sang, akkompagneret – i et af orkestreringens mange genistreger – af en enkelt akustisk guitar. At finde den rette dramatiske og musikalske balance er en svær kunst, og det får mig til at tro, at der muligvis er yderligere kunstnerisk udvikling af manuskriptet på vej. Forestillingen spiller kun her i to en halv uge, og dette opsigtsvækkende værk fortjener virkelig, virkelig meget mere opmærksomhed end det.

Spiller frem til 26. februar 2017

Fotos: David Ovenden

BESTIL BILLETTER TIL MY LAND'S SHORE PÅ YE OLDE ROSE AND CROWNE