ANMELDELSE: Muted, The Bunker ✭✭✭

Tori Allen-Martin og David Leopold i Muted Muted

The Bunker

Søndag den 11. december

3 stjerner

Bestil billetter

Dette fascinerende nye musikdramatiske værk har en lang og kompleks historie. Den opstod først som 'After The Turn' på Courtyard Theatre i 2012 – hvor Mark Shenton udråbte den til at være 'den britiske Rent'. Efter omfattende omskrivninger af dramatikeren Sarah Henley og sangskriverne Tori Allen-Martin og Tim Prottey-Jones stødte jeg første gang på stykket tidligere i år i Actors’ Church i Covent Garden, hvor det blev præsenteret – med stor gennemslagskraft – som en koncertopførelse med et stærkt hold af West End-stjerner. Instruktøren Jamie Jackson fik meget ud af det musikalske indhold ved hjælp af et fabelagtigt session-band placeret i sakristiet, hvis lyd blev transmitteret ind i 'salen', hvor numrene blev leveret med voldsom energi og begejstring. Kapelmester Simon Lambert styrede slagets gang og koordinerede handlingen på korgitterets trin med bandets udfoldelser i et fjernt hjørne af bygningen med mesterlig kontrol og flair. Det var en virkelig medrivende oplevelse.

Forfatterne synes at have fundet en guldgrube af energi og vitalitet i en hverdags-tragedie af den slags, der dagligt fylder spalterne i London-aviserne. En sorgfuld fortælling om mennesker fanget af skæbnen og uheldet, men som er utrættelige i deres vilje til at fortsætte. Selvom der ikke 'skete' meget på scenen, var det, vi fik serveret – og som fungerede perfekt i kirkerummet – en form for moderne storbys-oratorium: ambitiøst i sin kreative vision og utroligt smukt i sit musikalske udtryk.

Helen Hobson i Muted

Hvor er det så vidunderligt at se det foretagsomme nye 'The Bunker' (den underjordiske hule for avantgardistisk og modigt teater ved siden af Menier) kaste sig over dette værk som deres næste satsning, netop i den ofte lukrative jule- og nytårsperiode. Forventningerne er tårnhøje til denne unge løvinde af en forestilling. Der er lagt op til en månedlang spilleperiode med tæt pakkede sale. Stephen Fry har beskrevet showet som 'stunning', og når man træder ind i teatret, taber man næsten pusten over Sarah Beatons scenografi: en ildevarslende sort boks, oplyst af en omvendt trekant af hvidt lys (lysdesign af Zoe Spurr), der gløder uhyggeligt bag en central gynge over et nedsænket geometrisk sort bassin i den sorte platform på den hævede scene. Det ser storslået ud og er et visuelt udtryk, man ikke glemmer lige foreløbigt.

Men hvad har det med historien at gøre? Det står mindre klart. Det minder mest af alt om et puslespil, som publikum skal forsøge at løse i løbet af de næste to og en halv time. En så abstrakt opsætning er en modig og radikal løsning på et stykke, der ellers er skrevet med Sarah Henleys karakteristiske og letforståelige naturalisme. En af skuespillerne, der spiller hovedrollen Michael, er Michael Edd Campbell-Bird, som vi sidst så navigere i en lignende scenografi (komplet med vand) i den udpræget ekspressionistiske 'Adding Machine' på The Finborough. Det er en relevant påmindelse om, hvordan scenografiske valg kan bringe publikum og fortælling tættere sammen. Man kan ikke lade være med at spekulere på, om dette designkoncept opnår det samme, eller måske har en helt anden effekt. Kostumerne her er fuldstændig realistiske. Det er lyset ikke. Nogle 'black box'-produktioner fungerer genialt (ingen, der har set den, vil glemme Trevor Nunns 'Macbeth' med Judi Dench og Ian McKellan). Spørgsmålet er: Er 'Muted' den slags forestilling?

Mark Hawkins i Muted.

Generelt set er sort en farve, der dræner energien fra en produktion, medmindre den får modspil: Det sorte rum i 'A Chorus Line' blev for eksempel oplyst glødende af de store teaterlamper og de fantastiske spejle bagest – kombineret med en ukuelig optimistisk og fremadstormende tekst og musik. Det var en hel batteri af effekter, som Interval Productions her synes at svare igen på med en lille triangel. Her tages udgangspunkt i Adam Gerbers fint afbalancerede musikalske ledelse og arrangementer for et suverænt disciplineret rockband bestående af Gus Isidore på guitar, Greg Pringle på bas og Stephen Street på trommer. Gerber har også komponeret underlægningsmusikken, og hele vejen igennem er de musikalske konturer blide, næsten spinkle, i Max Perryments lyddesign. Sangen er omhyggelig og eftertænksom; kun Laurens parti synes at løfte musikken op, hvor den svæver, hvilket skaber en behagelig effekt. Ellers dominerer den alvorlige tone; seriøsitet er grundstemningen, og leveringen er indimellem næsten stiv i sin formalitet. Dette gennemsyrer alle hjørner af produktionen, der ender med at ligne en ekstraordinær japansk stenhave, som i stedet for sten er fyldt med menneskelige skulpturer, der aldrig helt kan ses fra ét enkelt vinkel.

Interval Productions har 100 pladser, der skal fyldes, syv forestillinger om ugen i en måned, og til den forestilling, jeg overværede, var cirka en tredjedel af pladserne besat. Kompagniet tror på det, de laver, og det gør mange andre også: Deres Kickstarter-kampagne indsamlede uden problemer de efterspurgte 10.000 pund. Der er dog brug for flere midler, så hvis du bliver inspireret af disse kunstneriske oprørere, så send endelig et bidrag. Vejen mod nyt musikdramatik kan være farefuld. For nylig spillede en lige så stramt komponeret produktion ('Fables for a Boy') et par uger på LOST Theatre og kæmpede for at finde et publikum. Selv National Theatre havde med 'The Pacifist's Guide to the War on Cancer' svært ved at vinde publikums hjerter, trods et væsentligt mere muntert show end det, vi ser her. Jeg beundrer og respekterer den kunstneriske kompromisløshed, disse projekter kræver, men jeg tænker også på de publikummer, der har svært ved at 'finde sig til rette' i dem og som forlader teatret med tanken: 'Det var godt nok deprimerende'.

David Leopold og Edd Campbell-Bird i Muted

Andetsteds på scenen ser vi en række skuespillere af høj kaliber. Det er dejligt at gense David Leopold (som nogle vil huske fra den intense kammermusical 'The Burnt Part Boys') i rollen som den tavse midtpunkt, Michael – ekskæresten, der er lammet af sorg. Derudover er der den spændte ro og de panteragtige bevægelser hos hans afløser, Jake – spillet af Jos Slovick (som jeg sidst så indtage scenen på Theatre Royal Haymarket i 'Bad Jews') som den jaloux nye kæreste. Mark Hawkins leverer en hurtigttalende elegance som den overraskende borgerlige og økonomisk succesfulde onkel, Will. Og Helen Hobson bruger sin rutinerede West End-erfaring til at give rollen som Michaels dominerende, alkoholiserede mor, Amanda, masser af karakter i en række flashbacks. Endelig får vi den storslåede og unikke stemme fra en af sangskriverne, Tori Allen-Martin, der igen spiller rollen som Lauren – den håbefulde plejer med en meget mørk hemmelighed. Hendes vokal er en af de største perler på den moderne musicalscene; men var jeg den eneste, der syntes, at hun ofte virkede en smule utilpas på den resolut dystre og ukomfortable platform, der er opført til denne produktion? Og blev resten af castets udtryk ikke tilsvarende køligt i sit indtryk? Og fik alle deres præstationer ikke et noget statisk præg med en tendens til fastlåsthed eller ligefrem stagnation? Det kan selvfølgelig være helt bevidst. Der er 'bevægelse' af Isla Jackson-Ritchie, men vi ser ikke meget ud over et smalt udvalg af hånd- og armbevægelser, leveret i en stil, der kan minde om Falun Gong fra en rolig, stationær position. I stedet for at omfavne og udnytte den komplekse struktur, historien udfolder sig på, virker det, som om hun ønsker at undgå den. Dette kan igen være en del af konceptet. Men den usikkerhed forplanter sig desværre direkte til publikum.

Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor man ønsker, at tingene skal være stille og reflekterende. Men ønsker man nødvendigvis, at den stemning skal være dominerende i en musical? Og i et plot, der stort set mangler handling, og som ovenikøbet har en hovedperson, der er stum det meste af forestillingen – er den slags træk så med til at hjælpe showet med at nå ud til publikum? Det vil tiden vise.

Spiller indtil 7. januar 2017

BESTIL BILLETTER TIL MUTED PÅ THE BUNKER