Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

  • Siden 1999

    Troværdige nyheder og anmeldelser

  • 26

    år

    det bedste fra den britiske teaterscene

  • Officielle billetter

  • Vælg dine pladser

NYHEDER

ANMELDELSE: My Brilliant Friend, National Theatre London ✭✭✭

Udgivet den

Af

paul davies

Share

Paul T Davies anmelder Min geniale veninde, dramatiseret af April De Angelis baseret på Elena Ferrantes roman, som nu spiller på National Theatre i London.

Ben Turner og Niamh Cusack i Min geniale veninde. Foto: Marc Brenner Min geniale veninde.

The National Theatre, (Olivier)

26. november 2019

3 Stjerner

Bestil billet nu

I en periode efter Rufus Norris overtog posten som kunstnerisk leder, kæmpede National Theatre med at fylde den store Olivier-scene med et vellykket nyt samtidsstykke. I år har de måske løst problemet ved at iscenesætte dramatiseringer af succesfulde romaner. I sommer var Small Island en af årets mest markante forestillinger, og en bearbejdelse af Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane har premiere i næste måned, omend på Dorfman-scenen. Her har vi fat i dramatiseringen af Elena Ferrantes romanserie om Min geniale veninde, og April De Angelis’ bearbejdelse har meget at byde på – ambitiøs og episk i sit vingefang.

Ensemblet i Min geniale veninde. Foto: Marc Brenner

Det centrale omdrejningspunkt er venskabet mellem de to piger, Lenu og Lila, der vokser op i efterkrigstidens Napoli og kæmper mod den magt og korruption, der udøves af de gangstere, som styrer nabolaget og familierne – i særdeleshed Sarratore-brødrene og deres mor. Gennem årtier bekæmper de korruptionen med ord; Lila som it-ekspert og undersøgende journalist, og Lenu ved at skildre familien i sin fiktion og blive en anerkendt forfatter. Instruktør Melly Still har sammen med dramatiseringen skabt en opsætning præget af stor klarhed og et stærkt ensemble, hvor de fleste skifter mellem flere roller med stor lethed. Fra deres første møde som børn er Niamh Cusack fremragende som Lenu; hun fører os overbevisende gennem årene og rammer karakterens alder perfekt i takt med, at hun vokser gennem historien. Catherine McCormack har den svære opgave at portrættere barnet Lilas verdensfjerne kynisme – hun virker til at vide alt for meget af sin alder – men hun vokser i format, som karakteren bliver ældre og hendes vrede over uretfærdighed krystalliserer sig. Materialets spændvidde er decideret episk og handler ikke kun om de to kvinder, men om politik, feminisme og selve Italien. Kontrasterne er tegnet meget sort-hvidt op; det er let at holde med kvinderne, fordi mændene universelt set er så modbydelige – selv dem, der i starten virker sympatiske over for sagen. Ben Turner er særligt brutalt truende som Nino Sarratore, og en følelse af ubehag breder sig hver gang, familien træder ind på scenen.

Niamh Cusack og Catherine McCormack. Foto: Marc Brenner

Selvom stykket foregår i Napoli, lader castet til at bruge deres egne britiske accenter, og forestillingen lyder ofte som om, den kunne foregå på havnen i Cardiff eller Liverpool; det italienske findes primært i de sange, der spilles. Selvom der gøres meget for at fylde den massive scene med projektioner og bevægelse, virker Soutra Gilmours beton-design ofte lidt stramt, og det fører til, at mange skuespillere unødigt løber op og ned ad trapper og endeløst jagter hinanden, mens de råber navne, hvilket hurtigt bliver trættende. De Angelis har gjort et flot stykke arbejde med at komprimere historien, og tempoet i første del er rapt og vedkommende. Begyndelsen af anden del trækker dog i langdrag, og den afsluttende del føles som et hæsblæsende juleafsnit af en tv-serie – det er nærmest fire bryllupper og halvtreds begravelser.

Catherine McCormack, Toby Wharton, David Judge, Emily Wachter. Foto: Marc Brenner

Stills opfindsomme instruktion skaber dog mange tilfredsstillende øjeblikke, især overgangene mellem scenerne og brugen af eksempelvis tøj til at symbolisere seksuelle overgreb, samt noget effektivt dukketeater. I sidste ende sad jeg dog tilbage med en følelse af ikke rigtig at røre mig ved karaktererne. De virker ikke synderligt meget som geniale venner; faktisk er deres forhold ret giftigt. Selvom det komplicerer deres interaktioner på en interessant måde, var der ikke meget, jeg følte for at heppe på.

Spiller indtil 22. februar 2020

BESTIL BILLETTER TIL MIN GENIALE VENINDE

Del dette indlæg:

Del dette indlæg:

Få det bedste fra den britiske teaterscene direkte i din indbakke

Vær den første til at få fat på de bedste billetter, eksklusive tilbud og de seneste nyheder fra West End.

Du kan til enhver tid afmelde dig. Privatlivspolitik

FØLG OS