ANMELDELSE: My Night With Reg, Apollo Theatre ✭✭✭✭

My Night With Reg

Apollo Theatre

20. januar 2015

4 stjerner

Sikke en forskel en flytning til West End kan gøre!

Da Robert Hasties genopsætning af Kevin Elyots stykke fra 1994, My Night With Reg, spillede på den intime scene på Donmar Warehouse, var det en fænomenal teateroplevelse: Læs vores oprindelige anmeldelse her. Men nu hvor forestillingen er rykket til Apollo Theatre, må man desværre konstatere, at meget er gået tabt i overgangen.

Mærkeligt nok – og måske det mest problematiske – virker det ikke til, at Peter McKintoshs scenografi er blevet redesignet eller blot tilpasset det nye rum. På Donmar føltes det som om, man rent faktisk sad i Guys stue og udestue – alt var ægte, tæt på og sine steder ubehageligt nærværende, men med fuldt overlæg.

Men her på Apollo virker det som om, scenografien blot er blevet dumpet ned bag prosceniumbuen, omkranset af et par pæne blå kulisser. Resultatet er dobbelt: For det første er intimiteten totalt forsvundet; det føles nu mere voyeuristisk end nært. For det andet virker skuespillerne fast besluttede på (hvad enten det er bevidst eller en fejl) at spille op mod de bagerste rækker på første etage snarere end mod hinanden, hvilket ødelægger de øjeblikke, karaktererne gennemlever. Det bryder simpelthen illusionen af intimitet.

Helt enkelt burde Hastie have geniscenesat stykket på en scenografi bygget – eller i det mindste justeret – til formålet. En forestilling, der lever af publikums nærhed og meddelagtighed, kan ikke fungere uden tilpasning i en større sal med klassisk sceneåbning. Så simpelt er det. Apollo er ellers en fleksibel sal, hvilket Globes opsætninger af Twelfth Night og Richard III tidligere har bevist så tydeligt.

Det andet problem er mere lumsk. Nogle af præstationerne er blevet bevidst større, mere overdrevent komiske og mindre konfrontatoriske, end de var på Donmar. Det udvander stykkets dramatiske tyngde på en utilfredsstillende måde, formentlig i et forsøg på at tækkes det mere traditionelle West End-publikum.

Men hvorfor flytte en opsætning, der fungerer perfekt, hvis man kun gør det for at udvande de kvaliteter, der i første omgang gjorde den værd at vise for et større publikum?

Når det er sagt, er der stadig meget at beundre. Dele af skuespillet er i topklasse, og teksten besidder stadig en iboende styrke, som selv i en svækket udgave er svær at ignorere.

Lewis Reeves, Richard Cant og Matt Bardock er faktisk endnu bedre her end på Donmar; mere selvsikre, afslappede og helt inde under huden på deres vidt forskellige karakterer.

Reeves bliver ved med at imponere. Hans præstation er detaljerig, kompleks og fascinerende at følge. Han er konstant vågen, observerer de andre, måler dem ud og viser en bevidst udvikling i sit syn på kærlighed. Hans Eric kan lide sex, men foretrækker kærlighed og forpligtelse.

Reeves har flere nøglescener, hvor stykket knækker. I en af dem er han næsten tavs, mens han blot maler og bliver beundret. Selvom han gør det ubesværet, er han særligt fænomenal i scenerne med Guy og John. Indtagende, skælmsk og fuld af håb – Reeves' Eric er forestillingens store åbenbaring.

Som før er duoen Benny og Bernie, spillet af Cant og Bardock, helt perfekt afstemt. Cant er en fornøjelse som den evigt snakkende Bernie, der giver ordet "kedelig" en helt ny betydning. Men tårerne i hans øjne er ægte, når han taler om den frygt, han lever i, og om Bennys eskapader, der knuser ham. Den følelse af frustreret, uforstående ensomhed, han udstråler, står knivskarpt. Bardock er den ultimative arbejderklassetype, der konstant ryger og sørger for, at hans fysiske fortrin bliver værdsat af alle. Sammen er de vidunderlige.

Geoffrey Streatfield er præcis lige så herlig som den skamløst klichéfyldte og i sidste ende knuste Daniel, som han var på Donmar. Han kaster sig over karakterens ekstreme følelser og replikker med stor lyst; til tider får han næsten Mr. Humphries fra 'Are You Being Served' til at virke reserveret. Men det er præcis, hvad rollen kræver, og det gør de øjeblikke, hvor smerten rammer, så meget stærkere.

Desværre får Streatfield ikke helt samme med- og modspil fra Julian Ovendens John og Jonathan Broadbents Guy, som han gjorde på Donmar, hvilket desværre kan få hans præstation til at virke en anelse dominerende.

Uforklarligt nok virker Ovenden utilpas, og det hjælper ikke, at han spiller til galleriet. Den selvsikre lethed, der før præget hans John, er væk; i stedet er han irritabel, snakkesalig og usympatisk. Det er mystisk. Han rammer stadig de komiske pointer, men den dybe realisme er erstattet af en larmende selvhøjtidelighed, der slet ikke er lige så effektiv for karakteren eller hans relation til de andre.

Og Broadbents Guy er muteret til noget, der minder om en blanding af Charles Hawtrey og Peter Butterworth fra 'Carry On'-filmene. Der er alt for meget affekteret kropssprog, rullen med øjnene og grimasser, hvor rollen i virkeligheden kræver en rød tråd af stilfærdig smerte. Det virker som et instruktørmæssigt valg om at gå hårdere efter de billige grin – men det virker mod hensigten.

Den ægte komik i Elyots stykke kommer fra karakterernes sandhed og virkeligheden i deres venskaber, hemmeligheder og løgne. Dette er ikke en 'Sengekantsfilm' eller en fjollet farce.

Hele forestillingen virker til at være tippet over i en fjollet komedie-rille og væk fra det, der gjorde den så vigtig på Donmar: den smertelige intensitet og brutale ærlighed. Hvorfor Hastie har tilladt dette, står hen i det uvisse.

Men disse forbehold mærker man kun, hvis man så versionen på Donmar. På Apollo har stykket stadig charme og slagkraft, og i Reeves, Cant, Bardock og Streatfield finder man en kvartet af stærke og medrivende præstationer.

Bestil dine billetter til My Night With Reg nu