ANMELDELSE: Once, New Wolsey Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Glen Hansards og Marketa Irglovas Tony-vindende musical Once, som har sin regionspremiere på New Wolsey Theatre.

Emma Lucia (Girl) og Daniel Healey (Guy) i Once. Foto: Mike Kwasniak Once

New Wolsey Theatre, Ipswich.

11. september 2018

4 Stjerner

Bestil billet nu

Det har taget sin tid for Glen Hansard og Marḱ́eta Irglovás Tony-prisvindende musical at få sin britiske regionalpremiere, men denne samproduktion mellem New Wolsey Theatre og Queen’s Theatre, Hornchurch, har været hele ventetiden værd. Det er den bedragende enkle fortælling om pige møder fyr; han er en gademusikant i Dublin på nippet til at opgive musikken med hjertesorg efter et forlist forhold, hun er fuld af optimisme og sund fornuft – selve drivkraften bag forandringerne. I løbet af en uge ændres deres liv for altid, da de tager chancen og gør tingene én gang – indspiller hans sange og vover at tage hul på næste kapitel i historien. Enda Walsh, der har skrevet manuskriptet, kalder det en ”usynlig” kærlighedshistorie, der sniger sig ind på dig og rører dit hjerte, før du overhovedet opdager det. Det handler også om identitet, med masser af humor i kultursammenstødet mellem det irske og det tjekkiske, og om kærlighed på tværs af grænser og barrierer.

Ensemblet i Once. Foto: Mike Kwasniak

Instruktør Peter Rowe har opbygget et misundelsesværdigt ry på dette teater for sine skuespiller-musiker-forestillinger, og Once passer perfekt til New Wolsey. Ensemblet er fænomenalt; de skifter ubesværet mellem instrumenterne og arbejder sammen i smuk harmoni. Forestillingen tilhører dog Emma Lucias ”Girl” – en enestående præstation fyldt med varme, snusfornuft, opmuntring og sårbarhed. Hun er gift, omend separeret, og har en lille datter; det er de barrierer, hun ikke kan bryde, men hun knuser til gengæld dit hjerte med sit klaverspil og sin sang. Der lød et hørbart suk i salen, da underteksterne afslørede, at det, hun sagde på tjekkisk, faktisk betød ”jeg elsker dig”, selvom hun påstod, at det bare ville regne. Daniel Healy er et perfekt match som ”Guy”, selvom jeg i starten fandt nogle af hans smertefyldte vokaler lidt for voldsomme – men han bløder op i takt med, at hun tæmmer ham, og han vokser undervejs i musicalen. Gennem hende møder vi hendes familie, hvor Kate Robson Stuart stråler som Reza, og Lloyd Gorman rammer en effektiv komisk dybde som Svec. Jeg fandt Sean Kingsley en smule for karikeret som musikbutiksejeren Billy; hans noget teatralske spillestil faldt lidt uden for forestillingens stemning, men publikum morede sig kosteligt. Samuel Martin stjæler scenerne som bankrådgiveren, der desperat ønsker at udtrykke sin kreativitet og bryde ud fra sit skrivebord, især i den hylende morsomme sang Abandoned in Brandon.

Ensemblet i Once. Foto: Mike Kwasniak

På Libby Watsons smukke scenografi, der dækker mange lokationer, stråler forestillingen for alvor, når hele ensemblet arbejder sammen. Kor-versionen af Gold giver kuldegysninger, og gennem hele showet smelter vokalerne sammen med teatrets akustik; det er en gribende smuk forestilling. Højdepunktet er sangen Falling Slowly, og Walshs manuskript holder sig tro mod filmens realisme. Dette er ikke en musical med ”jazz hands” og glimmer; faktisk er den stedvis ret melankolsk. Men den er så usvigteligt romantisk som et kys under en lygtepæl på en regnvåd brostensvej, og genoptagelsen af Falling Slowly til sidst er så rørende, at man får lyst til at se denne opsætning mere end blot én gang.

New Wolsey Theatre frem til 22. september 2018

Queens Theatre Hornchurch fra 3. - 20. oktober 2018