ANMELDELSE: Our House, Union Theatre ✭✭✭

Our House

Union Theatre

21/08/15

3 stjerner

Our House er en jukebox-musical, der første gang blev opført på Cambridge Theatre for over et årti siden. Den vandt en Olivier Award for årets bedste nye musical i 2002, men har ikke været opsat siden. Tim Firth har skrevet manuskriptet, og al musikken stammer fra det engelske ska-band Madness' bagkatalog. Denne genopsætning er skabt af instruktør Michael Burgen og producent Sasha Regan. Forestillingen består af to akter og 22 musiknumre ligeligt fordelt mellem dem.

I sin kerne er det en moderne moralfortælling. Joe Casey (Steven France) vokser op i Casey Street i Camden NW1 i et hus (titlens 'Our House') og et kvarter, der oprindeligt blev bygget af hans bedstefar. Men siden da er det gået ned ad bakke. Hans far (Dominic Brewer) døde efter en kriminel løbebane baseret på en række små, dårlige valg; han er derfor blevet opdraget af sin hårdtarbejdende enlige mor, Kath (Sally Samad). Han er populær i skolen, men under et mindre indbrud, motiveret af et ønske om at imponere kæresten Sarah (Ailsa Davidson), må Joe træffe et afgørende valg: Overgiver han sig til politiet, der er lige i hælene på ham, eller tager han flugten?

Musicalen udforsker begge valg sideløbende og beder os reflektere over, hvilket der ville have været det bedste. Den Joe, der flygter, undslipper loven, og efter en mindre kriminel karriere kaster han sig over ejendomsudvikling og opnår stor materiel succes. Med kalkuleret filantropi og altruisme vinder han endda Sarah tilbage. Han er byens mand og beundret af sine venner og lokalsamfundet, indtil han involverer sig med netop den mand, hvis lejlighed han oprindeligt brød ind i. Under et sidste stort kup risikerer han at undergrave alt i et fundamentalt svigt. Er hans historie en succeshistorie, eller solgte han sin sjæl helt fra starten?

Den alternative Joe tager straffen for indbruddet, men må ikke blot sande, at fængselsdommen er hårdere end forventet; han opdager også, at det ikke findes at have 'betalt sin gæld til samfundet'. Hvert skridt, han derefter forsøger at tage, forfølges af dette første fejltrin. Han møder fordomme og afvisning og synker længere ind i utilsigtet kriminalitet. Dyd er i virkeligheden ikke nogen belønning, slet ikke stillet over for foragt og gradvis distancering fra alle hans venner, inklusiv – tilsyneladende – Sarah. De to historier flettes elegant sammen til slut, og fællesskabet bevares.

Omkring og i disse parallelle historier bevæger sig en række kommentatorer – Joes far, der tavst advarer ham mod at gentage sin egen historie, og to hold venner: Emmo & Lewis (Joseph Giacone & Joe Ashman), to fjollede Rosenkrantz og Gyldenstjerne-typer, samt Billie & Angie (Claire Learie & Chanice Alexander-Burnett), der skifter opportunistisk mellem beundring og foragt alt efter Joes formue. Skurkene kommer i skikkelse af Mr. Pressman (Rhys Owen), den tvivlsomme ejendomsudvikler, og den kriminelle Reecey (Jay Osborne); castet fuldendes af syv ensemblesdansere, der ældes sammen med hovedrollerne i takt med, at historien skrider frem.

Der er meget ved scenariet og opsætningen, som er meget tiltalende, men for mig overbeviser det ikke helt. Den sammenlignende moralfortælling er klippet fint sammen, men formår ikke at udvikle sig i kompleksitet efter et vist punkt – ikke mindst fordi musikken ikke har tilstrækkelig variation i følelsesmæssige temaer og toner til at introducere ekstra nuancer. Det virker også dobbelt dateret; mens musikken er et produkt af 1970'erne og 80'erne og i sin oprindelige form ret bramfri, kynisk og ironisk, føles rammen og historien i høj grad som en romantisk kritik af Thatcher-årene. Dette virker i sig selv lidt forsimplet set fra perspektivet i vores nuværende økonomiske virkelighed. Resultatet lander derfor ikke helt i denne genopsætning, trods flotte præstationer, mindeværdige numre, musikere i topklasse og – frem for alt – en suverænt dynamisk, varieret og energisk koreografi.

En del af problemet ligger i selve rummet. Dette er essentielt en fuldblods West End-musical, der presser sig ind i rammerne på et lille Off West End-spillested. Det er ikke en kritik af teatret, som, hvilket Stephen Collins ofte har bemærket, har fremvist sjælden kvalitet de senere år, men det forbliver et akavet match. Danserne har ikke plads nok til for alvor at give den gas, bandet er placeret akavet med svære siktlinjer, og nogle af de komplekse skift i det omfattende lysanlæg efterlod dele af publikum blændet pga. den korte afstand. Man behøver ikke London Palladium til dette show, men det ville fungere langt bedre i – for eksempel – en arena-opsætning som på Donmar.

Blandt præstationerne skiller flere sig ud. Steven France udviser en enorm fysisk og mental udholdenhed i den centrale rolle og formår at gøre ham så sympatisk som muligt. Ailsa Davidson får det meste ud af de lidt mere begrænsede muligheder for karakterudvikling, servesærligt i de mere stille, reflekterende øjeblikke i anden akt. Dominic Brewer drager publikum ind i faderens melankolske tilbageblik, og jeg vil give en særlig ros til Rhys Owen for en række fremragende, skarpt tegnede biroller. Ensemblesangen og dansen var på et højt niveau hele vejen igennem med klar diktion og fantasifuld koreografi, og ikke kun i de energiske numre. For eksempel blev jeg meget fanget af den vittige iscenesættelse af 'Driving in my car', et lidt lettere nummer, der blev vakt til live med stor præcision. Kapelmester Richard Baker holder et godt tempo i det ellers ret lange show.

Selvom dette er en fortjent genopsætning af en fascinerende forestilling, forbliver kernematerialet på visse punkter utilfredsstillende, og showets skala passer ikke helt til lokationen. Hvis det lyder i den småtskårne afdeling, så er det kun fordi, at i musicalverdenen – ligesom i opera – skal virkelig mange elementer spille perfekt sammen for at helheden lykkes. Hvis der er ét tandhjul hos forfatterne, de medvirkende eller det kreative team, der skurrer, kan det trække resten uforholdsmæssigt meget ned. De fleste forestillinger når aldrig helt over den høje barre, men når de gør, findes der intet i teatret, der kan røre dem. Når det er sagt, så byder Our House bestemt på en underholdende aften med en teknisk kunnen, der fortjener stor ros. Our House spiller på Union Theatre indtil 12. september 2015