ANMELDELSE: Priscilla Queen Of The Desert, Manchester Opera House ✭✭✭✭

I Will Survive. Foto: Paul Coltas Priscilla - Queen of the Desert Manchester Opera House (Danmarks-aktuel turnéversion)

25. august 2015

4 Stjerner

Bestil billetter til den britiske turné

Tag to drag-queens, en transkvinde, nok palietter og glimmer til at sænke Titanic, og bland dem med et talentfuldt cast og et væld af moderne pop- og diskoklassikere i en stor lyserød bus – så har du opskriften på den herlige teateroplevelse, som Priscilla er.

Baseret på filmen af samme navn fra 1994, er Priscilla blevet Australiens største musicaleksport med opsætninger i blandt andet Canada, Italien, Brasilien, USA, Sverige, Argentina, Filippinerne, Spanien og Norge. Denne turné er den anden i Storbritannien efter næsten tre år i West End.

I sin enkleste form er Priscilla en roadmovie. Drag-queenen Tick inviteres af sin hustru til at rejse fra Sydney til Alice Springs for at optræde på det casino, hun bestyrer. Tick får hjælp af den unge drag-queen Adam/Felicia og den ældre Bernadette, og trioen drager afsted i en bus, de døber Priscilla. Tick er nervøs for rejsen, da han skal møde sin søn for første gang i Alice Springs – en detalje han har holdt skjult for de to andre. Det er overflødigt at sige, at tre flamboyante personligheder i en bus midt i den australske outback skaber kulturchok hos de lokale, men det giver også den perfekte ramme for selvindsigt og knytter dem tættere sammen.

Duncan James som Tick. Foto: Paul Coltas

Ni år efter premieren i Sydney bragede Priscilla ind på scenen i Manchester Opera House i denne uge som en del af den nye britiske turné.

I denne opsætning spiller Blue-stjernen Duncan James rollen som Tick (Jason Donovan skifter med ham i visse byer). Det er en rolle, der kræver en hårfin balance mellem selvtillid og sårbarhed. James rammer for det meste balancen rigtigt, selvom hans fysiske statur gør Ticks sårbarhed til en udfordring. Hans store øjeblik kommer i lysegrøn paliet-pyjamas, mens han danser med cupcakes til "MacArthur Park" – en absolut triumf.

Simon Green tilfører Bernadette en blødere side end de tidligere skuespillere i rollen. Som en af forestillingens mest komplekse karakterer ønsker Bernadette bare at blive elsket. Greens præstation er den mest fremtrædende i trioen. Bernadette udstråler stil og klasse selv under de sværeste omstændigheder, og hans hårde ydre smelter, jo længere de kommer ind i outbacken.

Adam Bailey spiller Adam/Felicia, en ung mand der er sprunget ud med et brag og lever livet i overhalingsbanen uden tanke for konsekvenserne. Baileys Felicia er en vidunderlig fremvisning af ungdommelig frygtløshed – som en komet, der brænder klart på himlen.

Priscilla gør brug af tre fantastiske divaer, der ofte svæver højt i luften for at levere sangstemmerne til drag-queen-skuespillerne, når de optræder. Lisa-Marie Holmes, Laura Mansell og Catherine Mort er suveræne – et forrygende mix af soul, der giver en ny dimension til de store diskoklassikere.

Callum MacDonald får opgaven med at varme publikum op og sætte tonen som drag-queenen Miss Understanding. Hans småsnak med publikum er dejligt flabet og rammer perfekt den skarpe drag-jargon, og hans Tina Turner-nummer er en ren fornøjelse.

Macarthur Park. Foto: Paul Coltas

Overraskende nok er det kvinderne, der viser sig som de mest groteske karakterer undervejs. Catherine Mort, en af de tre divaer, spiller også Shirley, en bartender på en beværtning i Broken Hill fyldt med bonderøve. Karakteren er en rendyrket stereotype med svenskerhår og mangelfuld hygiejne, hvilket skaber et øjeblik af ren komisk lykke. Julie Yammanee giver rollen som den asiatiske postordrebrud Cynthia en helt ny dimension. Denne udgave af Cynthia viser os, at hun måske ikke er den talentfulde danser, hun selv tror, men i stedet stoler på sin seksualitet og et lille trick med bordtennisbolde for at fange mændenes opmærksomhed. Yammanee gør Cynthia til et af de største komiske højdepunkter – du vil aldrig se på en bordtennisbold på samme måde igen.

På vej mod Alice møder trioen mekanikeren Bob, en fordomsfri herre, der har rejst verden rundt for at finde et sted, han passer ind. Han bliver hurtigt venner med de usædvanlige rejsende og opbygger et unikt forhold til Bernadette. Philip Childs vækker Bobs maskulinitet og blide side til live og giver ham en kompleksitet og sjæl, man ikke forventer af en mekaniker i outbacken.

Go West. Foto: Paul Coltas

Ensemblet i Priscilla arbejder ekstremt hårdt gennem det ene kostumeskift efter det andet for at bringe forestillingens camp-energi til live. Deres højdepunkt kommer i slutningen af første akt med showstopperen "I Will Survive" – et af de mest livsbekræftende øjeblikke i musicalteatrets historie.

Noget af det bedste ved filmen Priscilla var kostumerne skabt af Tim Chappel og Lizzy Gardiner, som i sin tid vandt både en Oscar, en BAFTA og en AFI-pris. Alle de klassiske looks fra filmen er overført til scenen sammen med mange nye. Priscillas kostumer er lige så vildt ekstravagante og fantastiske som historien selv. Kostumemæssigt er Priscilla en visuel fest, man sent glemmer – en hvirvlende, kulørt parade af popkultur og drag, der skal ses for at blive troet. Bravo!

Jeg blev positivt overrasket over at se, at i denne turné-udgave er bussen Priscilla selv tilbage på scenen, om end i en lidt mindre version end den oprindelige i West End. Det er ikke let at have en bus på scenen, der kan manøvrere som en danser og lyse op på kommando. Da showet er opkaldt efter hende, er det herligt at se Priscilla i en mere solid form end på sidste turné, hvor en trådramme med LED-lys måtte gøre det ud for bussen. Det er godt at have dig tilbage!

Colour My World. Foto: Paul Coltas

Med så meget godt at sige er det en skam, at én ting skuffer. Den fysiske scenografi virker til at være gået tabt et sted på vejen til Manchester. Kernen i historien om Priscilla er det enorme australske landskab og følelsen af isolation. Da store dele af denne produktion spilles foran mørkerøde gardiner, mister fortællingen sin geografiske forankring.

Jeg fik det indtryk, at holdet bag havde designet forestillingen ud fra den antagelse, at alle havde set filmen. Min ledsager denne aften havde ikke set den, og mens de forskellige lokationer var tydeligt markeret i West End-produktionen, gik fornemmelsen af rejsen fra sted til sted lidt tabt her.

I filmen er scenen til "Sempre Libera", hvor man ser den berømte stilet på toppen af Priscilla med Felicia i sølvdragt og et tolv meter langt sølvslæb hen over ørkenen, en ikonisk del af australsk filmhistorie. I West End hang Oliver Thornton oppe over publikum med lip-sync til teksten, der løst oversat betyder "lev frit og glæd dig". De stærke visuelle billeder blandet med italiensk opera var bjergtagende. Nu er det degraderet til en lille bi-scene, der ikke længere giver mening – og slet ikke for dem, der oplever Priscilla for første gang.

Når det er sagt, er der stadig meget at beundre ved Priscilla, især det talentfulde cast, der vækker de umage helte på denne fantastiske roadtrip til live.

Priscilla er virkelig den ultimative feel-good musical. Den har masser af humor og et stort hjerte.

Gå ikke glip af den!

Bestil billetter til den britiske turné af Priscilla