ANMELDELSE: Return To The Forbidden Planet, UK Tour ✭✭✭

Mark Newnham (i midten) og holdet fra Return To The Forbidden Planet. Foto: Nobby Clark Return To The Forbidden Planet

New Wimbledon Theatre

24. marts 2015

3 stjerner

Hvad er oddsene for, at to af de musicals, der kæmpede om en Olivier Award for bedste musical for 25 år siden, begge får store professionelle repremiere i 2015? Små, nærmest mikroskopiske? De nominerede i 1990 var Miss Saigon, The Baker's Wife, Buddy og Return To The Forbidden Planet. Det var et særligt år for Olivier-uddelingen, da produktioner fra både 1989 og 1990 blev hyldet ved samme ceremoni. Miss Saigon vandt ikke. Set i bakspejlet virker det resultat mere overraskende i dag, end det måske gjorde dengang.

Lige nu spiller Queen's Theatre, Hornchurchs 25-års jubilæumsopsætning af Bob Carltons Return To The Forbidden Planet på New Wimbledon Theatre som en del af deres UK-turné. Forfatteren og instruktøren beskriver selv værket som "en alkymistisk blanding af Shakespeares sprog, 1950'ernes science fiction-parodi... (og)... det gode gammeldags, medrivende Rock'n'Roll-soundtrack." Om det var den unikke og usandsynlige cocktail af ingredienser, der sikrede succesen ved Olivier-uddelingen i 1990, eller det dengang ret innovative koncept med skuespillere, der spiller instrumenter live på scenen, eller blot den fænomenale energi og livsglæde i den oprindelige produktion, kan man ikke sige med sikkerhed.

Men én ting er sikker: Den nuværende turnéproduktion er ikke en genoplivning i samme forstand som den Miss Saigon, der i øjeblikket spiller på Prince Edward Theatre; det er snarere en tro kopi af originalen. Det lader i hvert fald ikke til, at den er blevet opdateret eller gentænkt på nogen væsentlig måde, og hvis den er, bliver der ikke gjort opmærksom på det.

Stemningen i salen er snarere præget af en hyggelig genkendelighed. Det er en fuldstændig fjollet historie, komplet med gakkede kostumer, der skamløst mishandler Shakespeares ord på en nørdet sci-fi-manér, mens hitliste-klassikerne bliver fyret af for fuld udblæsning. Alt efter dit perspektiv kan det være enten himmerige eller helvede at overvære.

Shakespeare-delen er interessant. På den ene side er der glæden ved at spotte citaterne eller de bevidste fejlcitater ("To Beep or not to Beep" er en publikumsfavorit); på den anden side er det kun sjældent, at nogen for alvor giver sig hen til den skønhed og de muligheder, sproget tilbyder. Undtagelsen er Mark Newnhams Cookie. Newnham forstår at bruge farverne i Shakespeares vers og prosa og er ikke bange for at bruge den rette teknik, selv midt i dette parodiske værks bevidst absurde overdrivelser. Når Newnham for alvor folder sig ud, ser man tydeligt de højder, forestillingen let kunne nå, hvis resten af holdet var lige så velbevandrede i den store digters sprog.

Science fiction-idiotien giver et stort potentiale for sjov. De monstre, man møder undervejs, er en kærlig hilsen til Doctor Who (referencerne til Tom Baker-historierne The Invisible Enemy og The Power Of Kroll er tydelige og ret morsomme), ligesom publikumsinteraktionen baseret på konceptet om at "vende polariteten" – noget, der må have været endnu sjovere, da showet først havde premiere, og mindet om Jon Pertwees Doctor stadig var friskt og elsket.

Kostumerne minder om alverdens B-film og sci-fi-serier og indhyller forestillingen i en nostalgisk følelse af en simplere tid. Lydeffekter og våben er charmerende primitive og derfor herlige i denne kontekst. Den robotagtige Ariel ligner en blanding af en gammeldags Cyberman, Androiden fra Lost In Space og en Ken-dukke i rumdragt; igen, kitschet men meget underholdende.

Men den største "Force" her – for at bruge en anden sci-fi-reference – ligger i musikvalget, der driver plottet fremad. Det er en jukebox fuld af det ene pletskud efter det andet, herunder Great Balls of Fire, Don't Let Me Be Misunderstood, Good Vibrations, Young Girl, She's Not There, All Shook Up, Shake Rattle and Roll, Monster Mash og I Heard It Through The Grapevine. Der er noget ubestrideligt livsbekræftende over at høre disse store hits blive spillet og sunget live; det er næsten umuligt ikke at vippe med med fødderne.

Men her kommer hagen. Tiden er løbet fra Return To The Forbidden Planet, siden den første gang satte baren for, hvordan spillende skuespillere kan puste liv i en forestilling. Så sent som i sidste uge på samme scene leverede et hold begavede skuespillere Calamity Jane, hvor de formåede at kombinere knivskarpt spil, livlig koreografi og god sang med deres instrumentale kunnen. Sammenlignet med de krav, moderne teater stiller til performerene, tilhører castet i denne produktion – med en enkelt eller to undtagelser – meget tydeligt den gamle skole, hvor man blot stiller sig op og leverer varen.

Spillet kræver mere energi, mere interessant koreografi og en følelse af dynamisk samspil mellem instrument, tekst og optræden. Igen er Mark Newnham førerhunden – hans Cookie er ladet med energi, og han bruger hele kroppen til at give udtryk for sin karakters musikalske og dramatiske yderpunkter. Hans øjne og ekspressive ansigt vrider konstant det maksimale ud af materialet.

Men mange af de andre er for lunkne i deres greb om materialet. Sean Needhams Captain Tempest er særligt livløs, uden at der er nogen grund til det, og hans sang er næsten terminalt udtryksløs. Joseph Mann er finurlig og interessant som Ariel, og Sarah Scowen kanaliserer sin indre intergalaktiske Sandra Dee med fin effekt som Miranda, men begge kunne – ligesom det meste af holdet – bruge mere fokuseret energi. Rollerne her kræver en sprudlende livsglæde og et engagement, der sprænger skalaen. Ligesom Cats er dette et alt-eller-intet teaterstykke – en middelmådig indsats rækker ikke. Der skal være fuld fart på maskinrummet hele tiden.

Som den nysgerrige, let maniske, men meget mærkværdige Dr. Prospero er Jonathan Markwood mere en mild Willy Wonka møder H.G. Wells møder Mr. Hyde end noget andet. Hans mærkelige, halvvictorianske gøgler-outfit passer mærkeligt godt ind i havet af sølvfarvede rumdragter, og Markwood forstår bestemt behovet for at være "sær". Men det er en præstation på halv blus, og man føler sig sikker på, at der gemmer sig en langt mere energisk, manisk og tilfredsstillende præstation i Markwood, der bare venter på at blive sluppet løs.

Queens Brian May leverer et lille afbræk som en slags fortæller/kor, og der er nogle platte jokes, som bliver leveret fint af Steve Simmonds' slagfærdige Bådsmand Arras. Og lyden fra instrumenterne på scenen er præcis så vanvittig og høj, som man kunne håbe på.

Mere end noget andet viser denne opsætning af Return To The Forbidden Planet, at showet sandsynligvis har brug for et nyt, friskt kreativt hold, der tør genbesøge stykket og finde nye, inspirerende måder at gøre det levende på. Men hvis papirstynde undskyldninger for at hamre løs på megahits fra 50'erne og 60'erne er lige dig, så er det her den helt rette forestilling.