ANMELDELSE: Rockets and Blue Lights, Dorfman National Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Winsome Pinnocks stykke Rockets and Blue Lights, som lige nu kan ses på National Theatre.

Ensemblet i Rockets and Blue Lights. Foto: Brinkhoff Mogenburg Rockets and Blue Lights

The Dorfman Theatre

National Theatre

4 stjerner

BESTIL BILLETTER

I maj 1840 udstillede J.M.W. Turner to nye malerier på Royal Academy: "Rockets and Blue Lights (Close at Hand) to Warn Steamboats of Shoal Water" og "Slavers Throwing Overboard the Dead and the Dying—Typhoon Coming On". Sidstnævnte er i dag bedst kendt som "The Slave Ship", mens skæbnen for det førstnævnte er ukendt. Der er ingen kroppe eller sorte mennesker at se i "The Slave Ship"; i stedet ser vi hvirvlende skyer og et oprørt hav badet i et gyldent skær, hvor menneskehænder næsten umærkeligt dukker frem nær skibet. Det er ud fra dette perspektiv, at Winsome Pinnock væver et fascinerende, medrivende og presserende stykke om repræsentationen af sorte mennesker i kultur, kunst og historie.

Cathy Tyson og Paul Bradley i Rockets and Blue Lights. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Vores guide gennem denne fortælling er Lou/Oli, spillet med en smuk balance mellem skrøbelighed og styrke af Kiza Deen. Hun portrætterer en succesfuld skuespillerinde, der vender hjem fra USA for at medvirke i filmen "The Ghost Ship", som handler om Turner og slaveriet på skibet The Glory. Hun er ellers mest kendt for rollen som kaptajn på et helt andet skib – et rumskib – i en enormt populær science fiction-serie. (Et centralt afsnit heri handler om en last af droner, hvoraf én forsøger at flygte, hvilket giver fortællingen endnu et lag). Hun ser bevægelse i Turners maleri, og Pinnock skifter elegant mellem fakta og fiktion, fortid og nutid, samt forestillet og virkelig historie.

Ensemblet i Rockets and Blue Lights. Foto: Brinkhoff Mogenburg

At historien og kulturen ejes af hvide mænd, understreges skarpt af replikken: "Det handler altid om Turner!". Denne pointe bliver tydelig gennem Paul Bradleys vidunderlige og nuancerede præstation som både Turner og den diskret pralende skuespiller Roy. Som alle store kunstværker er teksten opbygget i smukke lag; scenerne skifter så snedigt, at man flere gange er i tvivl, om man overværer historiske begivenheder eller optagelserne til "The Ghost Ship". Ensemblet er formidabelt: Rochelle Rose er fremragende som Essie og især som Lucy, der bærer sin historie på kroppen i form af brændemærker og ar fra sin tid i slaveri. Karl Collins fortæller Thomas’ historie sublimt og fører os mod en afslutning fuld af både medfølelse og vrede, der afslutter stykket på et følelsesmæssigt højdepunkt og trækker tråde til den nyere historie med Black Lives Matter-bevægelsen.

Karl Collins og Rochelle Rose. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Det kunne let være endt i kaos (historien om den unge elev Billie er måske et lag for meget), men Miranda Cromwells stærke instruktion lader klarheden skinne igennem, samtidig med at stykket får lov til at have sine lettere og mere løsslupne øjeblikke. (Fremragende bevægelsesinstruktion af Annie-Lunnette Deakin-Foster). Det er et lidenskabeligt indlæg i debatten om retten til repræsentation: Hvem ejer historien og kulturen, hvem fortæller den, og hvad sker der, når den kultur retmæssigt tages tilbage? Dette understreges af Laura Hopkins' smukke kostume- og scenedesign, hvor vandet trænger ind uden nogensinde at overdøve handlingen eller dialogen, men altid som en uhyggelig tilstedeværelse.