ANMELDELSE: Sense Of An Ending, Theatre 503 ✭✭✭✭

Sense Of An Ending

Theatre 503

15. maj 2015

4 stjerner

Lamelgardiner fungerer som et semitransparent forhæng foran et interiør i træ, hvor et par rå elpærer hænger ned, og to døre i bagscenen er sat ind i en glasvæg. En riffel og en kasket hviler på en af de tre stole. En nonne svinger blidt et røgelseskar, mens vi finder vores pladser. Gardinerne trækkes op af en mand i uniform, der viser sig at være fængselsbetjent, og vi befinder os i Kigali, Rwanda, i Ken Urbans kompromisløse drama, der udspiller sig i slutningen af 1990'erne i kølvandet på folkedrabet. To hutu-nonner, søster Justina (Lynette Clarke) og søster Alice (Akiya Henry), venter på at komme for retten for påstået meddelagtighed i en massakre, der fandt sted i deres egen kirke. De har indvilliget i at give et enkelt interview til en amerikansk journalist, Charles (Ben Onwukwe), før de overføres til Belgien for at blive retsforfulgt. Sideløbende med nonnernes forklaringer hører vi de bidske, skeptiske holdninger fra journalistens tutsi-sikkerhedsvagt, Paul (Abubakar Salim), og oplever det rystende vidneudsagn fra den eneste overlevende, Dusabi (Kevin Golding). Sammen med journalisten bliver vi i publikum bedt om at reflektere over, hvor sandheden ligger, og hvordan – hvis overhovedet – man kan finde en følelse af afslutning, en 'sense of ending', i mødet med handlinger af en sådan brutalitet, at deres omfang er svært at begribe og forestille sig. Hvordan skaber man en plausibel dramatisk ramme om virkelige begivenheder, der efter et forsigtigt skøn kostede mindst 800.000 tutsier livet på kun 100 dage?

Dette er Europa-premieren på et stykke, der allerede har vundet prisen for Best New Play ved Williamstown Theatre Festival. Med rette. Forfatteren modstår klogt fristelsen til at gøre stykket til en kriminalgyser. I stedet for blot at fokusere snævert på nonnernes skyld eller uskyld, inviterer Urban os til at reflektere over en række store og foruroligende emner: mest åbenlyst folkedrabets rækkevidde og omfang samt det moralske ansvar for dem, der bliver hvirvlet ind i det; men også journalistens rolle og ansvar i dækningen af sådanne rædsler, og spørgsmålet om, hvorvidt tilgivelse overhovedet er mulig eller meningsfuld under sådanne omstændigheder. Måske vigtigst af alt bliver vi inviteret til at reflektere over selve sandhedens natur – både hvem man skal tro på, og om der overhovedet findes én identificerbar sandhed, der er moralsk entydig, i modsætning til forskellige opfattelser, som alle fortjener en vis grad af tiltro og respekt. Det er store, tunge og vigtige emner – det er faktisk svært at forestille sig nogen mere betydningsfulde – men Urban fortjener stor ros for at præsentere dem med masser af humor og en fornem, naturalistisk dialog, der opbygger karaktererne effektivt og lader tingene forblive forfriskende uafklarede. Vi får plads til at overveje konsekvenserne af det, vi hører, mens vi stadig nyder et medrivende drama med mange fascinerende drejninger undervejs.

Meget af stykket består af samtalerne mellem Charles og nonnerne. Ben Onwukwe lykkes rigtig godt med at portrættere sin karakters personlige usikkerhed såvel som hans tvivl om, hvad der er den rette handling for en ansvarlig journalist. Vi lærer, at han tog denne opgave for at genoprette sit omdømme efter et brud på de journalistiske principper, og at hans eget manglende mod under en tidligere opgave førte til en kollegas død. På grund af hans egen fejlbarlighed og tvivl er vi parate til at acceptere ham som publikums samvittighed. Hans tvivl og bekymringer bliver mod slutningen meget effektivt vores egne. I modsætning hertil starter søster Justina som den hårdeste karakter – en livsklog, ældre nonne, der er fast besluttet på at fortælle sandheden, som hun ser den, mens hun også forsøger at bruge interviewet som gratis reklame til at styrke deres sag ved retssagen. Lynette Clarke skildrer dog dygtigt hendes gradvise sammenbrud i selvtillid som stykket skrider frem – det, der starter som hårdkogt autoritet, viser sig at være en skrøbelig skal, der krakelerer under både ydre og indre pres. Den tilsyneladende mere sårbare og påvirkelige søster Alice viser sig derimod at være langt mere ferm i sin ordduel med Charles. Akiya Henry viser, hvordan hendes karakter vokser i selvtillid og ligefrem udvikler en betydelig mediebevidsthed i de sidste scener, alt imens hun bevarer et foruroligende skær af undertrykt hysteri i sin adfærd. Som Paul, den tutsi-fødte sikkerhedsvagt, spiller Abubakar Salim en vigtig rolle i at balancere troværdigheden af nonnernes sag med et modsvarende perspektiv. Sideløbende med deres udsagn tvinges vi til at overveje alle de beviser fra den anden side, som han beretter om, ledsaget af fine øjeblikke med vrede og dyster galgenhumor. En anden afgørende birolle leveres af Kevin Golding: som det eneste vidne og overlevende fra massakren i kirken, er det gennem hans beretning, vi endelig oplever begivenhederne i et narrativt flashback. Det er dette øjeblik, der tvinger Charles – og os i publikum – til at genoverveje vores opfattelse af forløbet. Det ville være let for både forfatter og skuespiller at overspille denne melodramatiske scene, men ved at bevare en følelse af flertydighed og usikkerhed i det intense kaos, bliver effekten, at han virker mere snarere end mindre overbevisende som vidne, og det fører os dybere ind i ”mørkets hjerte”. Uden den rejse ville den handling af tilgivelse, der finder sted nær stykkets slutning, næppe være troværdig.

Mens dette fremragende stykke bevægede sig mod sin nuancerede afslutning, kunne jeg ikke lade være med at drage en parallel til et tidligere værk, der placerede nonner i et umuligt dilemma: Poulencs opera, Dialogues of the Carmelites. Tilbage i 1950'erne, hvor Frankrig stadig var traumatiseret af Vichy-regimets moralske kompromiser, var det lettere at forestille sig, at man kunne omfavne en klar moralsk integritet og beslutsomhed i mødet med statens brutalitet. Men konklusionen her er, at fakta ikke længere taler for sig selv, og at hverken sandhed eller løgn giver mening som sort-hvide kategorier... som titlen antyder, findes der ingen definitive 'afslutninger', kun forskellige beretninger, der kan være mindre eller større fiktioner. Dette er ikke en blåstempling af relativisme – individuelle moralske handlinger er stadig mulige i kampen mellem godt og ondt – men det forbliver en kamp at generalisere ud fra de forkullede fragmenter, som samtidshistorien efterlader os til eftertanke. Sense Of An Ending spiller indtil 6. juni 2015 på Theatre 503