ANMELDELSE: Årets Studerende Kunstner samt Stiles og Drewe-prisen

Julian Eaves anmelder Stephen Sondheim Society Student Performer of the Year Awards, Stiles and Drewe Prize og Stiles and Drewe Mentorship Award 2018

Alex Cardall og Julia McKenzie. Foto: David Ovenden I år dannede det udsøgte Savoy Theatre rammen om denne livlige branchebegivenhed, hvor 12 af landets førende musical-dimittender præsenterede deres talent i en venskabelig konkurrence, der fremviste deres evner inden for både det klassiske og det nye repertoire.  Hver deltager skal fremføre en Sondheim-sang samt et (teknisk set) nyt værk af sangskrivere, der er medlemmer af Mercury Musical Developments.  Kapelmester Mark Etherington sad ved klaveret under hele seancen og førte os gennem det tætpakkede program på 31 musiknumre.  Vi var i kyndige hænder hos aftenens værtinde, Tracie Bennett, og fik også fornøjelsen af at høre fra Stiles og Drewe selv.

Det hele startede med bragende energi i ensemble-nummeret 'Make The Most Of Your Music' (skrevet til den oprindelige opsætning af 'Follies' i London), hvor de studerende viste deres værd i kor- og ensemble-stykker.  Sondheim har selv bemærket ved flere lejligheder, også på skrift, at han ikke er for begyndere; men man skal jo starte et sted, og dette indblik i deres karrieres startblokke giver et pirrende glimt af de herligheder, der kan vente om et par år.  Og hvis man ikke bygger en fremtid, sker den ikke.

Will Carey havde den svære opgave at lægge ud – med 'Giants In The Sky', hvilket han slap rigtig pænt fra.  Men intet kunne have forberedt os på den utroligt fuldendte præstation, som Alex Cardall leverede med 'Buddy's Blues': fra det øjeblik han trådte ind, indtog han scenen, som om han ejede den, og kastede sig ud i en blændende fysisk optræden, der bragte ægte dramatisk liv til rollen.  Det efterlod med det samme mange uden tvivl om det sandsynlige udfald af konkurrencen: selv hvis han ikke vandt – hvilket virkede usandsynligt – ville han blive en meget svær opgave at matche eller overgå.  Han startede med musik og teater i en ung alder og har en glubende appetit på nye udfordringer – som at kaste sig over moderne dans og i dag også ret fiks mimik; han formår, hvilket er afgørende, at være sin egen iværksætter, manager, producer og kapelmester, hvilket bringer en stærk følelse af egen kreativitet til ethvert projekt.  Da han toppede dette med den strålende kontrasterende 'You and Me' (en af to sange af den talentfulde amerikanske kapelmester Adam Wachter i årets konkurrence), stod det klart, at hans eftertænksomhed og greb om den teatralske effekt placerede ham i en stort set uindtagelig position.  Det var ingen overraskelse, da han vandt.  Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre og se meget mere til ham i den nærmeste fremtid.

Hvordan det må have føltes for de andre at skulle på efter den optræden, kan man kun gætte på, men jeg synes, det bør være lærerigt for alle, der forbereder sig til sådanne konkurrencer, at man kan – og sandsynligvis bør – gøre meget mere end blot 'det forventede' for at vække karakteren og sangen ordentligt til live.  Ikke desto mindre er konkurrencers historie en lektion i ikke at tage noget for givet: tænk på alle dem, der ikke vandt, eller som ikke kom på shortlisten, og som alligevel opbyggede store karrierer.

Næste i rækken var Emily Beresford, hvis 'Don't Laugh' var skarp og klar.  Sabi Perez gav os en dejlig 'Could I Leave You?'.  James Stirling kastede sig kropsligt ind i 'Hello, Little Girl', inklusive et meget stærkt hyl til sidst, og Donal Finn førte os præcist gennem 'The Flag Song' fra 'Assassins'.  Alt dette var meget opmuntrende.  Men så fik vi et indblik i, hvad mange, mange års erfaring og finpudsning af håndværket kan opnå: Di Botcher, fra den nylige London-opsætning af 'Follies', trådte ind og gav en perfekt fortolkning af 'Broadway Baby' – opmuntrende og rørende i vidunderlig ligelig fordeling.  Det var, som man siger, sådan det skal gøres.  Gestikulationen blev holdt på et minimum, sangen var gennemtænkt og – hvad der er sværest at ramme – følt fra hjertet: det er virkelig det sværeste element at få rigtigt hos Sondheim, og den største opgave for yngre kunstnere, hvis hjerter man må håbe ikke er blevet trukket gennem livets kværn på samme måde som de mere voksne voksne... i hvert fald ikke endnu.  (Men hvem ved?...)

I anden halvdel kom Bonnie Badoo med en selvsikker og dristig 'The Ladies Who Lunch' og matchede den med en velafbalanceret 'Down The Stairs', endnu et af Wachters numre.  Shelby Flannery imponerede alle med sin smukke ro i 'I Wish I Could Forget You', og hun har helt sikkert mange flere overraskelser i vente til os fremover.  Elliott Woosters lettere 'Love I Hear' var en god præstation – men hvordan formidler en dreng, der knap er ude af teenageårene, for alvor sangens indforståede, ironiske blink i øjet?  Jeg er ikke helt sikker.  Se på baggrunden: Brian Davies, der introducerede sangen i 1962, havde tre år tidligere skabt rollen som Rolf i 'The Sound of Music': en person med så meget Broadway-erfaring kan man vel ikke i fuldt alvor kalde for en uskyldig novice?  På den anden side pegede Pedro Leandros heroiske forsøg på 'Being Alive' på nogle af de skræmmende tekniske farer, som Sondheim kan præsentere: dette er en sang for sangere, og man har brug for en hel del teknik for at mestre den; ikke desto mindre kom han stærkt igen i en perfekt kontrolleret 'Set The Alarm For Six', en pragtfuldt skrevet sang fra teamet A C Smith og Bella Barlow, som vi – for pokker – må høre meget mere fra snart.

Imens syntes Amara Okerekes to sange – 'Not A Day Goes By' fra 'Merrily' og 'Shone With The Sun' af Benjamin Till, Nathan Taylor og Sir Arnold Wesker – at dække et fascinerende ensartet terræn: måske er det den intuition, der allerede har givet hendes karriere en meget lovende start i West End: bestil billetter til 'Les Misérables' nu.  Og Thomas Grant gav os et forrygende bud på TV-interviewscenen (også fra 'Merrily'), hvis første to dele var iscenesat meget overbevisende, selvom energiniveauet dalede lidt i den tredje; hans valg af 'ny' sang, Rob Eyles og Robert Goulds 'As Long As I Have Music', har – som så mange af disse MMD-indslag – været kendt i flere år efterhånden.  Er der virkelig så stor mangel på nyt materiale, der skrives eller indsendes?  Det virker svært at tro på.

Til sidst nåede vi til de tre finalister i mentorprogrammet.  Isabella Pappas og Bradley Riches gav os gospel-parodien 'Let Out The Thunder In You' (senest hørt for et par mandage siden på The Other Palace), og Thomas Sutcliffe og Kayleigh McKnight bjergtog os med en Andrew Lloyd Webber-inspireret 'What Beauty Is' fra en musical-udgave af 'The Mill on the Floss'.  Men der var intet, de kunne stille op mod den uimodståelige kraft, der er Tori Allen-Martin med hendes sensationelt direkte, klare, ærlige og inddragende 'He Doesn't Exist', en smukt skrevet og følelsesmæssigt oprigtig sang fra et nyt værk af Jim Barne og Kit Buchan – forfattere, hvis originalitet rager hoved og skuldre over deres konkurrenter.  Ingen blev vist overraskede, da de løb med førstepræmien.

Lærerigt nok fik vi også gensyn.  Både Izuka Hoyle og Oscar Conlon-Morrey – vindere fra sidste år – kom tilbage for at give os henholdsvis 'Last Midnight' fra 'Into The Woods' og 'The Contest' fra 'Sweeney Todd'.  Hvilket vidunderligt kontrasterende par numre, og hvor blev begge forløst og iscenesat med en magisk indsigt i, hvad der skaber spændende musikteater.  Hoyle gav os elegant forførelse, der sneg sig ind på os i et intenst dramatisk crescendo af truende karakter; og Conlon-Morrey (med hurtig improviseret støtte fra ingen ringere end Peter Polycarpou) viste os endnu en gang sin bravur-stil med at skabe en total 'scene'.  Begge disse kunstnere er heldige nok til at have masser af spændende arbejde og gør store fremskridt i deres karrierer.  Det er fantastisk at se dem vende tilbage til konkurrencen og vise, hvad man kan opnå med det rygstød, som dette bemærkelsesværdige forum tilbyder.

Så endnu en gang mange tak til foreningen, til MMD og til Stiles og Drewe, samt alle andre loyale – og generøse (tak til Julia McKenzie og Tracie Bennett) – støtter.  Det britiske musical-liv ville bare ikke være det samme uden jer alle.