ANMELDELSE: Summer and Smoke, Duke of York’s Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder West End-overførslen af Tennessee Williams' 'Summer and Smoke' på Duke of York's Theatre i London.

Matthew Needham og Patsy Ferran i Summer and Smoke. Foto: Marc Brenner Summer and Smoke

Duke of York's Theatre

21. november 2018

3 stjerner

Book nu Det siges ofte om Tennessee Williams, at han kun havde én historie at fortælle, og at han omskrev den hundrede gange.  Det gør ham ikke unik blandt forfattere; det samme kunne siges om mange andre.  Men for en forfatter, der troede så intenst på personlig involvering i sine projekter, og i betragtning af at hans liv var bemærkelsesværdigt konsekvent – altid vendte han tilbage til fortidens trusler og kampe (ofte gennem alkohol eller narkotiske midler) – besidder hans værk en homogenitet og sammenhæng, der er slående.  Dette fænomen blev utvivlsomt styrket af hans foretrukne arbejdsmetode: Han startede med en følelse, som han oversatte til et digt, udviklede det til en novelle og omdannede det derefter til et enakter-spil, som han til sidst udbyggede – hvis musen blev hos ham så længe – til et fuldlængde drama.  Denne proces skabte både mesterværker og en del knap så vellykkede værker.  Toppen af kransekagen lever videre og findes altid et sted på plakaten for et publikum, der aldrig synes at mættes af hans ophedede sydstatsmelodramaer.  Indimellem kan de mindre succesfulde værker dog (af en idérig instruktør) forvandles til førsteklasses drama... tænk blot på den nylige, forbløffende genopdagelse af 'Confessional' på Southwark Playhouse.

Ligeledes modstår de mindre vellykkede stykker undertiden ethvert forsøg på genoplivning.  Det må man desværre sige om denne seneste satsning fra Almeida, der nu er rykket til West End.  Det er en smuk produktion, utroligt stram og intim, og den ser ud og lyder lige så moderne som alt andet fra det teater: Rebecca Frecknall, der besøger denne tekst for tredje gang, må regnes som ekspert på området, og hendes svar er at gøre den til et virtuost glansnummer af uforfalsket instruktørteater. Hendes koncept rager op over manuskriptets lidt utydelige stemninger og overbeviser os – næsten – om, at det er hele besværet værd.

Summer and Smoke. Foto: Marc Brenner

Tom Scutts scenografi – præcist og flydende lyssat af Lee Curran – giver os en genskabelse af Almeidas egen bagvæg af rå mursten, med en halvcirkel af syv opretstående klaverer uden front, der mest af alt ligner en faldefærdig version af 'The 5,000 Fingers of Dr. T'.  Men dér, kære læsere, stopper enhver antydning af sjov brat.  Dette er Seriøst Drama med stort S og D, og vi er her bestemt ikke for at more os.  Det, vi får i Frecknalls disciplinerede, insisterende show, er en alvorlig rynken panden af en opsætning, der bedst bæres bag hornbriller, uden makeup og med håret stramt trukket tilbage i en pæn hestehale.  Det er, som om Tennessee Williams er blevet siet tre gange gennem Henrik Ibsen, når han er mest menneskefjendsk, hvilket resulterer i en sofistikeret, men trøstløs eliksir.

Skuespillerne bliver på scenen så længe som muligt, placeret på deres klaverbænke, mens de ofte stirrer – ret uhøfligt, synes jeg – på de skuespillere, der har replikker.  De spiller også på deres instrumenter, skønt jeg ikke anede hvorfor: Fordi de var der?  Jeg mener, det er jo ikke ligefrem 'The Seventh Veil', men det kunne det lige så godt have været, for der var ingen mærkbar sammenhæng mellem instruktørens lune og den historie, der rent faktisk blev fortalt.  Eller genfortalt.  Carolyn Downings lyddesign måtte håndtere kakofonien af deres spil – en slags Bartók møder Ligeti møder Conlon Nancarrow i Angus MacRaes smukt fyndige partitur.

Matthew Needham i Summer and Smoke. Foto: Marc Brenner

Individuelt påtager de otte spillere sig de sædvanlige Williams-roller og gør det lille, der kræves af dem.  Matthew Needham er den dristige unge mand, helten – måske – i denne specifikke udgave af scener fra provinslivet; han udviser alle de dionysiske kvaliteter, man forventer af denne idealiserede stedfortræder for hr. Williams selv.  Overfor ham, på enhver tænkelig kontrær måde, står Patsy Ferrans apollinske pebermø-bibliotekar; hun er den, der kommer tættest på at finde en menneskeliggørende humor i Frecknalls knastørre fortolkning, men hun måtte stadig finde sig i at få krænger sjælen ud midt på scenen for øjnene af os allesammen.  Sikke en fryd.

Bibirollerne er præcis, som man forventer.  Anjana Vasan er 'Den Anden Kvinde', en knap mærkbar gentagelse af 'Kvinden som Skøge'.  Jeg skynder mig dog at forsikre om, at der i denne opsætning ikke er noget omfattende eller unødigt brug af nøgenhed.  Frecknall er ikke den type instruktør, så vidt jeg ved.  Der gøres heller ikke noget forsøg på at trække det visuelle design ind i vores tid.  Ligeledes respekteres de kostumeskift, teksten kræver, ikke, hvilket får en til at tvivle på pålideligheden af de valg, der er truffet.  Vasan får dog lov til at synge, og det gør hun vidunderligt – valget af sang og udførelsen er blandt forestillingens højdepunkter.

Patsy Ferran i Summer and Smoke. Foto: Marc Brenner

Eric MacLennan og Forbes Masson spiller nærmest identiske fædre – jeg tror, den ene fik en stok og den anden et overskæg, men jeg kunne stadig knap kende forskel.  En af dem bliver skudt (det er ikke en spoiler... pistolen bliver bragt på scenen, og Williams er en god nok dramatiker til at vide, at når den er vist, skal den bruges).  Sagen er den, at ved dødsfaldet gør Currans belysning noget virkelig fantasifuldt, og den afdøde kommenterer sin bortgang i en betagende arie, som jeg tror er et digt af Marvell eller – mere sandsynligt – John Donne.  Hjælp mig lige her.  Smukt er det i hvert fald, og det peger på en interessant retning, Frecknall kunne have valgt: Her viser hun, at hun har hjerte, og det er det eneste virkelig rørende og kreative øjeblik i en ellers ret dyster og tør aften.  Jeg har en mistanke om, at hun kunne skabe et langt bedre stykke, hvis hun gjorde som Frank Castorf og ignorerede originalteksten fuldstændigt og kørte sit eget løb.  Helt og holdent.  Jeg tror, hun har det i sig, og når hun gør det, bliver det sensationelt.

Der er en næsvis ældre kvinde i skikkelse af Nancy Crane – her lidt underbelyst og ulig hendes nylige fantastiske arbejde i 'Dance Nation'.  Seb Carrington 'spiller' den meget unge mand, og Tok Stephen er den symbolske farvede rolle.  Dette er trods alt Syden.  Men jeg kunne bare ikke regne ud, om han er en BME-skuespiller, der bare er besat i en hvilken som helst rolle (oprindeligt tænkt som en kaukasisk figur, måske), eller om han rent faktisk skulle forestille at være afroamerikaner for at pointere et overraskende niveau af raceintegration i 1940'ernes Louisiana: Dette er ikke New Orleans, dette er Deltaet.  Sig det til mig.  Jeg tog mig selv i at bekymre mig om dette, når jeg burde have lyttet til, hvad han havde at sige.  Det er en distraktion.  Race er et enormt emne i USA, som alle andre steder, og 'etnisk blind' casting, som måske eller måske ikke finder sted her, hjælper mig ikke med at forstå det.  Hjælper det dig?  Jeg ville elske at vide det.

Så er det værd at se?  Hvis du er vild med instruktørteater, så absolut ja.  Frecknall er en stærk personlighed og gør, hvad hun vil med stykket.  Er det et stykke, der er værd at se i sin egen ret?  For Williams-entusiaster, ja; for os andre...?  Svaret blæser i vinden.  Det er op til dig.

BILLETTER TIL SUMMER AND SMOKE