ANMELDELSE: The Christmas Truce, RSC ✭✭

Foto: Topher McGrilis Julefreden (The Christmas Truce)

Royal Shakespeare Theatre

31. januar 2015

2 Stjerner

Virkelige begivenheder danner ofte det stærkeste fundament for store teateroplevelser. Hvem kender detaljerne om skyttegravskrigen i Belgien i 1914, det første år af 1. verdenskrig, godt nok til at blive træt af nye fortællinger fra den tid? Der er vel ingen tilbage, der faktisk var der selv?

Gad nutidens publikum mon vide, hvilke strabadser Royal Warwickshire-regimentet gennemgik i skyttegravene ved Ploegsteert-skoven efter et mislykket angreb på de tyske modstandere? Den rolle som tågen spillede for at lade de strandede i ingenmandsland undslippe? Captain Bruce Bairnsfathers liv, der blev verdenskendt for sine tegninger fra fronten og skabelsen af den hvalros-overskæggede veteran, Old Bill, som prydede forsiderne i magasinet The Bystander? At 'Glade jul' stort set var ukendt i Storbritannien i december 1914? At det var en tysk ordre juleaften, der lød på, at "ikke et skud må affyres i nat eller juledag, medmindre der skydes igen"? At Bairnsfather og en sergent vovede sig først ud i ingenmandsland og mødtes med tyskerne – begge sider ivrige efter at fejre tanken om fred på jord, selv på dette mest usandsynlige sted? At der blev givet engelsk ordre på, at våbenhvilen skulle ophøre?

Disse historier burde vel være den perfekte opskrift på en tankevækkende, morsom og hjertevarm juleforestilling? Det mener jeg i hvert fald. Det var formodentlig også det, RSC tænkte, da de i 2013 bestilte et stykke fra Phil Porter – et stykke, der blev til The Christmas Truce, som under instruktion af Erica Whyman netop har afsluttet sin sæson på Royal Shakespeare Theatre i Stratford-upon-Avon. Problemet er bare, at The Christmas Truce er en overfladisk og tarvelig sammenblanding af klicheer, dårligt sungne julesange, en uendelig "underholdning for gutterne"-sekvens og kedelige cricket-referencer, der fuldstændig mangler fremdrift og en rød tråd. Det minder mest af alt om en mislykket blanding af de værste afsnit af 'Dad's Army', en kopi af The Crimson Field og en amatørpantomime. Når en jule-reklamefilm fra Sainsbury’s, der genfortæller våbenhvilen, har mere substans og hjerte end et stykke finansieret og produceret af RSC, så ved man, at den er helt gal. Men sådan er det.

Hvis Porter havde holdt sig tættere til de historiske fakta og forsøgt at belyse dem for publikum, kunne det have været umagen værd. Men det gør han ikke. Og hans fiktion er ikke i nærheden af at være lige så fængslende som sandheden.

Erica Whymans instruktion formår heller ikke at løfte manuskriptet. Tempoet er trægt, og skuespillet føles tungt; de klodsede passager i teksten bliver hverken glattet ud eller dækket over af produktionen. Tom Piper har skabt en flot, nøgen scenografi, men hele forestillingen føles mest som en julefest arrangeret af velmenende lokale i et forsamlingshus.

Hvor Les Misérables bruger en hvid lysstråle til at markere en karakters død, bruger Whyman her billedet af en mand, der løber op for at bowle til en gærdestolpe, som symbol på overgangen til den næste verden. Hvorfor står aldrig helt klart.

Meget af skuespillet er beklageligt, og det er svært at tro på, at mange fra holdet også medvirker i RSC’s opspætninger af Love's Labours Lost og Love's Labours Won.

Der er dog enkelte lyspunkter. Peter McGovern har en rørende scene som Harris, hvor han holder en tale om de faldne kammerater; det er virkelig bevægende og smukt udført. Frances McNamee er en livlig sygeplejerske, Phoebe, og selvom hendes scener er forfærdeligt skrevet, melodramatiske og utroværdige, tilfører McNamee dem energi og gnist.

Gerard Horan gjorde alt, hvad han kunne, med rollen som Old Bill – den krigstrætte veteran og faderfigur for de unge mænd i skyttegravene. Hans fortolkning var dejligt tør og underspillet. Chris Nayak er smittende jovia l som den spøgefulde Tallis, og Nick Haverson får det bedste ud af den finurlige løjtnant Kohler.

Oliver Lynes er den bedste i flokken; først som den glade unge mand, Liggins, hvis liv bliver taget af en snigskytte, og derefter som den barske tyske pragmatiker, Schmidt, med en god levering af "Scheiße!" og stykkets sjoveste replik om grise-efterladenskaber.

Resten af holdet enten bare overlever, ser pinligt berørte ud over at være der, eller er uforklarligt dårlige. Størst skuffelse var Joseph Kloskas blege og intetsigende Bairnsfather. Hans optræden var smertefuld at være vidne til, især i det absurde "drag"-nummer, hvor han faldt ud af karakter flere gange. Totalt uden charme.

Den største skuffelse her er den spildte mulighed. RSC kunne have skabt et mesterværk, der gav indsigt i de bemærkelsesværdige hændelser i Belgien i december 1914. I stedet valgte de at nøjes med The Christmas Truce.