ANMELDELSE: The Dark Tower, Youth Music Theatre ✭✭✭✭✭

The Dark Tower

Youth Music Theatre,

CLF Cafe, Bussey Building,

Peckham Rye Lane,

Onsdag den 24. august 2016

5 stjerner

Dette er sandsynligvis årets største begivenhed inden for musicalteater. Og jeg vælger mine ord med omhu. YMT er et akronym, der optræder med stigende hyppighed i biografierne for både performere og teknikere i teaterprogrammer under punktet 'Uddannelse'. Det har indtaget en plads ved siden af landets bedste dramaskoler som en smeltedigel for nyt talent. Og som producent er det en magtfaktor, man i stigende grad skal regne med i bestillingen, udviklingen og promoveringen af originale, nye dramatiske værker. Denne sommer har de iscenesat et storslået nyt værk, der ikke ligner noget, de fleste af os nogensinde har set.

Sidste vinter fik jeg et glimt af et fragment fra YMT’s danseforestilling 'Sweat Factory' fra 2015 ved en julekoncert i Salvation Army Hall på Oxford Street. Jeg var så imponeret over det, jeg så – og hørte (Rachel Birch-Lawsons koreografi til Garth McConaghies musikalske bearbejdning af Aoife Manix’ libretto) – at jeg vidste, jeg var nødt til at se alt, hvad dette kompagni kastede sig over i samme form.

Så snart 'The Dark Tower' blev annonceret, med den samme fascinerende koreograf og hendes faste medkoreograf, Khyle Eccles, skyndte jeg mig at bestille billetter. Jeg tænker nu, at det var en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.

Conor Mitchell, en teaterskaber fra Nordirland, der benytter musik, tekst og fortælling til at skabe sine værker, har skrevet et forbløffende modsvar til Louis MacNeices radiospil af samme navn fra 1946. Stykkets oprindelse er i sig selv sigende: I begyndelsen af det første år efter Anden Verdenskrigs afslutning, inspireret af Robert Brownings digt 'Childe Roland to the Dark Tower Came' (der har sine rødder i Shakespeares 'King Lear'), bad BBC's Home Service MacNeice om et versedrama om menneskets forhold til krigsførelse og bestilte musikken dertil hos Benjamin Britten. Det var et værk født af enorme lidelser og ofre i en verden, hvor kaos og konflikt virkede uendelige. Det kunne næppe være mere relevant i dag.

Hvis dette er navne, vi ikke nødvendigvis forbinder med moderne musicalteater, så er det fordi, dette værk fører os ud over det, vi normalt gør og tænker.

Det, Mitchell har skrevet, er mere end blot inspireret af Brittens ånd; det åbner med karakteristiske fanfarer og klangfulde detaljer, der leverer et dristigt kor-tutti i en bred tonal ramme, som øjeblikkeligt leder tankerne hen på komponisten bag alt fra 'Night Mail' til 'War Requiem'. Han ryster vores vished om, hvor vi er, og hvad der sker, med overraskende tvists og ryk i de harmoniske konturer. Han blæser os bagover med antifonale, ekkoende korgrupper, der genlyder som kanonader i den industrielle bygning, der danner rammen om forestillingen.

Og det er her, vi bemærker et andet slægtskab: Karakteren fra Brittens efterfølgere, særligt Michael Tippett, træder frem og bliver til andre skikkelser i dette musikalske eventyr. Som værket skrider frem, kunne vi næsten befinde os midt i 'A Child of our Time' i koraler af hjerteskærende skønhed, eller i dramaet og farerne fra den anden symfoni. Det er medrivende. Det er rystende. Det er desuden det mest dristige og originale partitur, du kommer til at høre denne sommer, bortset fra Andrew Lloyd-Webbers 'Jesus Christ Superstar' fra 1970.

Vi begiver os ud på en slags 'Pilgrim's Progress' for Den Ukendte Soldat. MacNeice har bevidst udformet det som en 'fabel', hvor Soldaten er den centrale figur, der sendes ud på en mission. I Rachel Birch-Lawsons produktion repræsenteres rejsen, søgen og missionen gennem grupper og ensembler i konstant forandring. Hun fører os faktisk op ad bygningens trapper til stadig højere niveauer: det andet rum er mindre og fyldt med gennemsigtige plastikflasker; det tredje og sidste niveau er en brat anderledes 'black box' med sorte podietrapper, der fører op til et stiliseret, pavillon-agtigt tårn (eller er det støvskyen fra en atomeksplosion?). Varigheden af hver etape forkortes, og den sidste er kort og udsøgt rørende.

Alt dette antyder knap nok det forbløffende sanselige angreb fra den fyldige musik og de elegante, præcise og så varme, menneskelige bevægelser, der giver det form og retning. Mængden af tekst, der skal synges, betyder, at dette ikke er en ballet. Og bevægelsernes vigør, skønhed og energi betyder, at det ikke er en opera. Selve historien er så poetisk stiliseret – i udtryk, struktur og hensigt – at det heller ikke rigtig er et drama. Om noget er det måske en slags danset oratorium. Det er det uddybede udtryk for et alvorligt, næsten ophøjet emne, men det moduleres af den oprigtige ungdommelighed hos de folk, der fremfører det (herunder de fem musikere i bandet, der er klædt i uniformer nøjagtig som sang-, danse- og taleensemblets). Sårbarheden i deres unge alder og intensiteten i deres engagement i hver eneste detalje, den overvældende styrke i deres dedikation til den historie, de fortæller, og de ekstraordinære midler, de bruger til at fortælle den, er lige så elektrificerende, som de er fascinerende. Man når frem til, at hvis man overhovedet kan sige noget om, hvad dette er, så er det: dette er nyt.

Samtidig skabes et stærkt visuelt sprog i Sophie Barlows strømlinede design af et overvejende hvidt miljø, brudt af glimt af rødt, og med Soldatens centrale, sortklædte figur. I denne verden fortæller et kompagni på 35 piger og drenge i alderen 13 til 19 år os historien – ved hjælp af MacNeices ofte arkaisk-poetiske sprog. Og forestil jer – disse unge mennesker havde blot fjorten dage til at lære 60 minutters musikalsk materiale med snesevis af musikalske ensembler, hvoraf mange benytter komplekse fugale mønstre, stretti og så videre, hvilket kræver et enormt højt koncentrationsniveau. Derudover skulle al koreografi læres, inklusive løft og spring, samt yderligere 30 minutters overgange, der flytter publikum fra sted til sted, og de havde kun én dag i den tre-etagers bygning til at forberede sig på publikums ankomst. Selvom stemmeføringen er krævende, er hver eneste person i kompagniet mere end opgaven voksen: De lyder lige så fyldige og overbevisende som et professionelt trænet kor under kyndig ledelse af kapelmester Richard Healey. Hele kompagniet har desuden deres individuelle øjeblikke, både koreografisk og vokalt. MacNeice opererer med en lang rolleliste, og disse figurer dukker op undervejs på heltens episke rejse.

Som støtte til dette er instrumenteringen upåklageligt detaljeret og opmærksom på alle tekstens implikationer: Mitchell er et geni inden for teaterfarver på samme måde som Britten, og før ham Puccini, var det. Og orkestreringen er også hans værk. Musikerne spiller, under Francis Goodhands fremragende opsyn, med et betagende overskud, især Cat Johnston på trompet, som har en af de længste og sværeste førstetrompetstemmer, jeg har hørt (og hun spiller tre forestillinger om dagen).

Med alle disse vidunderlige ting at bemærke og nyde, vil det så overraske læserne at vide, at der – indtil videre – tilsyneladende har været begrænset eller slet ingen pressedækning af denne unikke bedrift? Det virker svært at forstå, især når der er så meget at holde af. Dette utroligt vidunderlige værk fortjener stor opmærksomhed og opmuntring fra landets medier og fra alle kunstorganisationer, der ønsker at støtte og være en del af den mest spændende udvikling inden for musicalteater herhjemme i årevis. Vi er nødt til at forsøge at holde trit med det imponerende tempo, som YMT lægger for dagen.

LÆS MERE OM YOUTH MUSIC THEATRE