ANMELDELSE: The Glass Protégé, Park 90 ✭✭

The Glass Protégé

Park 90

17. april 2015

2 stjerner

Ny dramatik har brug for støtter. Det har altid været tilfældet, og i det 21. århundrede, hvor koncentrationsevnen er kort, reality-tv begejstrer millioner, og der mangler incitament til at opsøge teatret for at opleve nyskrevne stykker, er det sandere end nogensinde. Det er ligefrem presserende. Den triste sandhed er, at genopsætninger af klassikere (og visse flop) lettere tiltrækker et publikum end nye værker.

Ofte forsøger producenter at løse problemet ved at caste stjerner – folk, de mener kan trække folk i salen. Andre gange fungerer pr-billederne som lokkemad. Det er absolut tilfældet med The Glass Protégé, som lige nu spiller på Park 90. I et stykke tid har et stramt komponeret billede af to kønne mænd i en romantisk omfavnelse, holdt i en film-noir-stil fra Hollywood, været blikfanget for Giant Cherry Productions' britiske premiere på omarbejdelsen af Dylan Costellos stykke fra 2010, Secret Boulevard.

Problemet er, at billedet underminerer stykkets iboende dramatik. Hele første akt af Costellos stykke er viet til at lægge fundamentet, etablere rammerne og antyde konsekvenserne af det kødelige forhold mellem to Hollywood-skuespillere i 1949. Det øjeblik, hvor den jagede kaster sig i armene på – og kysser – jægeren, er tænkt som klimakset i første akt. Men pr-billederne, og selve programforsiden, har allerede spillet det kort.

Resuméet af stykket i programmet lyder som følger: "Hollywood 1949. En tid, hvor filmene var konge, og filmstjernerne blot var brikker for studiecheferne. En tid, hvor passion blev hyldet, men sex aldrig blev italesat. Så da den unge britiske skuespiller Patrick Glass indleder en skandaløs homoseksuel affære med sin berømte medstjerne, mærker han den fulde kraft af studiets karriereødelæggende magt. Fyrre år senere, mens fortidens sandheder afdækkes, kommer de virkelige konsekvenser af denne 'uacceptable' romance for dagens lys."

Sammen med pr-billedet antyder det resumé, at stykket vil handle om Glass' udfordringer med studiecheferne på grund af hans seksualitet, og at der vil være uventede konsekvenser årtier senere. Virkeligheden er dog en anden.

Når man har set stykket, er man faktisk ikke helt sikker på, hvad dets formål er, hvilken pointe forfatteren vil frem med, eller hvilken historie han ønsker at fortælle. Der afsløres ingen indsigt i livet i slut-fyrrenes Hollywood; ingen indsigt i menneskelige relationer eller konsekvenserne af magtmisbrug. Dialogen er hverken skarp eller lyrisk nok til at have værdi i sig selv; intet i iscenesættelsen skaber en følelse af åbenbaring eller ærlighed. Der er intet nyt under solen her.

Det er sandt, at produktionen er kompromisløs i sin skildring af forførelse mellem mænd, men det er uklart, om det i sig selv er tilstrækkelig begrundelse for at præsentere et drama. Men måske er det netop pointen? Måske skal forestillinger som The Glass Protégé sættes op, præcis som utallige kuriøse, kedelige eller ligegyldige stykker om heteroseksuel kærlighed er blevet det. For hvis de ikke jævnligt bliver til, vil de helt store værker aldrig blive skrevet.

Når det er sagt, er hovedproblemet ved denne produktion, at instruktionen og selve konceptet er så svagt, at enhver interesse, teksten måtte rumme, drukner fuldstændigt i en mudret sky af ligegyldighed. Instruktør Matthew Gould har ikke sat sit præg på stykket, og hans opsætning gør ikke meget for at sælge dets værdi eller potentiale. Stykket bliver spillet som et dårligt afsnit af Eastenders i Hollywood. Man kan næsten høre "doof-doof"-lyden efter visse scener.

Dialogen hjælper ikke ligefrem. Perler som "Hvis man lever i skabet, begynder man på et tidspunkt at hoste mølkugler op" skal leveres som seriøse observationer, ikke som en kæk replik fra Blanche i The Golden Girls. Ved klimakset i 1949-handlingsforløbet finder følgende ordveksling sted:

"Dumme svin!

Det er dig, der knalder dem."

Trivialiteter beskriver ikke dækkende de tunge, klodsede replikker.

Handlingen har så mange sorte huller, at man kunne forveksle den med en fjern galakse. Den unge, smukke Oxford-fyr, Patrick, som er tynget af skyld over, at hans forældre døde under krigen (en bombe) en aften, hvor han var ude, tager imod et tilbud om en birolle i en mainstream Hollywood-film. Da han ankommer, fortæller en ond og manipulerende Hollywood-mogul ham, at han nu har fået den anden hovedrolle, fordi den oprindelige skuespiller er blevet afsløret i en skandale med tre kvinder og kokain. Patrick accepterer og møder sin medstjerne, det maskuline førsteelskende idol Jackson – en levemand og hedonist, der er til mænd.

Der går ikke længe, før Jackson blotter sig for Patrick for at lodde stemningen, men Patrick lader som ingenting. Der opstår dog et venskab, og efter en fest, i dampen fra alkohol og cigaretter, kysser Patrick Jackson, og de har sex. Fire gange. Så har de et lille skænderi og har sex igen. De erklærer begge at have fundet deres livs kærlighed, øjeblikkeligt, på stedet.

Deres jaloux og småfulde kvindelige medstjerne forråder dem til en sladderjournalist (en slags blanding af Ming den Grusomme og de legendariske Hollywood-damer Hedda Hopper og Louella Parsons), og journalisten forråder hende, så hun tager sit eget liv. Derefter afpresser journalisten mogulen ved at vise ham billeder af både Patrick og Jackson in flagrante. Ja, det er rigtigt – billeder af dem begge.

Men mogulen fyrer kun Jackson. Fortvivlet lægger han og Patrick planer om at stikke af sammen i lykkelig tosomhed. Men da Patrick går ind for at sige mogulen sandheden, tilbyder mogulen ham hovedrollen i filmen og lover at få ham gift med en kvinde og sikre, at de har et barn inden for et år. Af årsager, der aldrig forklares, glemmer Patrick hurtigt sin øjeblikkelige, ægte kærlighed. Eller gør han?

Der er endnu en hel handlingslinje, der foregår fyrre år efter den sørgelige historie. Den involverer et andet arrangeret ægteskab og den ældre version af Patrick samt den nu voksne kontrakt-søn. Det er også trættende forudsigeligt, selvom der er ét øjeblik af reel interesse – en form for twist – som trods alt er noget.

Desværre er skuespillet for det meste lige så usandsynligt og utroværdigt som fortællingen. Endimensionelle klicheer er den generelle tommelfingerregel.

Undtagelserne er heldigvis de to hovedroller. På trods af alt det, manuskriptet smider i vejen for ham, er Alexander Hulme dragende og karismatisk som Jackson, og man får et glimt af den smerte, en tortureret skønhed i en benhård mandsverden kan føle. Han spiller både den rå type og forføreren godt, men der er en skrøbelighed over ham – en sårbarhed skjult bag stjernestøvet – der gør Jackson til den mest komplekse karakter, vi møder.

David R. Butler er bedst som Patrick i scenerne med Hulme, og sammen formår de rigtig fint at skildre intimiteten i et venskab, der bliver til begær og siden kærlighed. I samspil med andre virker Butler mærkeligt stiv, hvilket kan være tilsigtet for at understrege hans særlige interesse for Jackson.

Begge mænd har gode stemmer og virker afslappede med de sanselige kyssescener og den fulbe kropsnøgenhed. Aftenens mest troværdige scene udspiller sig i den døsige stemning efter deres første omgang elskov.

Hvis handlingen fra 1989 skal bevares i stykket, kræver den en kraftig redigering og et klarere fokus. Som det står nu, er det kun 1949-delen, der for alvor fanger, og det skyldes mere skuespillernes kemi og evner end selve teksten.

En stor himmelseng dominerer Jean Greys scenografi og sætter bogstaveligt og metaforisk det seksuelle i centrum. Det virker lidt gumpetungt, selvom Hollywood-skiltet over sengen (komplet med ordet "land", som jo blev fjernet i 1949 – hvem vidste det?) var et begavet greb. Kostumerne spænder fra lækre til bizarre, men tidsånden er tydelig i begge tidslinjer.

Dette stykke har tidligere været opført i Chicago, hvor modtagelsen burde have sendt de kloge hoveder tilbage til værkstedet. Forhåbentlig kan dette forløb give forfatteren et klarere greb om, hvad der fungerer, og hvad der skal gentænkes. Der gemmer sig et interessant stykke under overfladen her. Med lidt vedholdenhed skal Costello nok finde det.

Park Theatre er en sand forkæmper for ny dramatik – må det længe bestå. The Glass Protégé spiller indtil 9. maj 2015 på Park Theatre – Book her