ANMELDELSE: The Hired Man, Union Theatre ✭✭✭

Ensemblet i The Hired Man. Foto: Paul Nicholas Dyke

The Hired Man

Union Theatre

22. juli 2017

3 stjerner

Book nu Vi så for nylig Andrew Linnie i en koncert i Cadogan Hall levere det, der længe vil blive betragtet som den definitive præstation i Howard Goodalls gennembrudsmusical.  Enhver teatertrup, der kaster sig over værket med den succes frisk i erindringen, skal virkelig være skarpe for at yde materialet retfærdighed med de midler, de har til rådighed.  Union Theatre har gang på gang bevist, at deres miniatureproduktioner rent æstetisk og kunstnerisk kan måle sig med de helt store opsætninger – 'Chess' og 'Bad Girls' er blot to eksempler fra de seneste sæsoner.  Forventningerne var derfor tårnhøje, da Union annoncerede denne genopsætning; vi tænkte på arven fra Goodalls 'trilogi' bestående af 'The Dreaming', 'Love Story' og 'Girlfriends'.  Hvad mon der var i vente?

Opsætningen her er absolut velcastet.  Ifan Gwilym-Jones er en oprigtig og plaget John Tallentire, og Rebecca Gilliland er en klokkeren og altid troværdig Emily.  Luke Kelly er kilden til ægteskabelige problemer som den dristige Jackson Pennington, mens Christopher Lyne spiller en nøgtern Pennington, lidt i stil med Des Grieux. De øvrige roller udfyldes af Kara Taylor Alberts, Jack McNeill, Sam Peggs, Jonathan Carlton, Megan Armstrong, Matthew Chase, Rebecca Withers, Aaron Davey, Laurel Dougall og Nick Brittain.  Mærkeligt nok er aftenens mest magnetiske scenenærvær dog Lori McLare i ensemblet, der knapt har to replikker i løbet af forestillingen: hun er et fund med stærke træk, der kan udtrykke et væld af følelser, en nærmest balletagtig bevægelighed og en evne til at fængsle, selv når hun står helt stille.  Man undrer sig over, hvor hendes enorme sans for detaljen stammer fra, da det ikke virker til at være et kendetegn for produktionen som helhed.

The Hired Man. Foto: Paul Nicholas Dyke

Dette er en episk fortælling om en familie gennem turbulente tider; fra livet på landet til kulminerne, videre til skyttegravene og til sidst tilbage til jorden igen.  De enkelte episoder skal stå skarpt, og den røde tråd skal være fuldstændig gennemsigtig og troværdig.  Selv den oprindelige opsætning på Astoria Theatre i West End kæmpede indimellem med at opnå dette.  Utroligt nok formåede Samuel Hopkins' instruktion i koncertversionen i Cadogan Hall – mod alle odds – at fortælle historien med en forbløffende klarhed og naturlighed.  Her brugte man projektioner frem for møbler og rekvisitter til at skabe sceneskift.  Koret blev brugt sparsomt og kun når der skulle synges, lidt som i et oratorium, hvilket holdt fokus stramt på hovedkaraktererne.  Hopkins vidste præcis, hvornår handlingen skulle pauses for at lade stilheden tale: manuskriptet er ofte knapt skrevet, især i beskrivelsen af de indre psykologiske processer.  Skuespillerne skal have tid til at 'fordøje' hinandens handlinger, og publikum har brug for tid til at registrere det.

Her lader man til at have valgt den stik modsatte metode.  Ensemblet er på scenen og har travlt med alverdens naturalistiske gøremål store dele af tiden.  Ikke nok med det, den lille trio under trappen (Richard Bates på tangenter, Sophia Goode på violin og Dominic Veall på cello) spiller nærmest uden afbrydelse: lange dialoger drukner nu i en evigt pludrende strøm af ottendedelsnoter – musik, der har tendens til at svække gennemslagskraften af det, der bliver sagt.  Jeg Gad vide, hvor mange der føler, at det hjælper dem med at leve sig ind i karaktererne?  Jeg ville også elske at høre skuespillernes mening om at skulle (a) kæmpe for at blive hørt over musikken og (b) kæmpe endnu hårdere for at udtrykke tanker, der ofte står i kontrast til musikkens stemning.  Og når man tænker på, at instruktøren har tvunget dem alle til at optræde barfodet (stakkels Ifan Gwilym-Jones har allerede fået en synlig skade som følge af dette besynderlige krav), begynder man for alvor at stille spørgsmålstegn ved produktionens intentioner.

The Hired Man. Foto: Paul Nicholas Dyke

Problemerne stopper ikke her.  Som om det ikke var nok, er spillestedet utroligt varmt og mangler et fungerende klimaanlæg.  I stedet kører mindst to støjende maskiner gennem hele forestillingen i et forsøg på at pumpe kølig luft ind i den lune sal.  Hensigten er god, men resultatet er bedrøveligt.  Desværre føles det nu som om, skuespillerne optræder i maskinrummet på Titanic – et indtryk, der forstærkes af Justin Williams og Jonny Rusts scenografi med en klaustrofobisk væg af træplader, der mest af alt ligner nødreparationer på et beskadiget skib.  Læg dertil kostumer, der knapt ændrer sig gennem årtierne (takket være Carrie-Ann Stein), og en belysning (af den relativt uerfarne Stuart Glover), der tænder, slukker og skifter retning nærmest efter forgodtbefindende, og du har opskriften på en mindre katastrofe.

Det er udelukkende castets fortjeneste, at det ikke går helt galt.  De kæmper heroisk mod alle odds for at redde en troværdig og smuk forestilling ud af kaosset, selvom mange af dem i lange perioder ser forvirrede og retningsløse ud.  Charlotte Tooths koreografi fungerer ofte godt i ensemblescenerne, selvom hun virker lige så uforstående over for produktionens overordnede mål som os andre.  Jeg er sikker på, at instruktør Brendan Matthew har sine grunde til sine valg, men indtil videre forbliver de en gåde.  Det er en skam.  Hans nylige opsætning af 'My Land's Shore' på Ye Olde Rose & Crowne (en lignende episk arbejderklassefortælling) var mesterlig.  Selvom han her arbejder med flere af de samme folk, er magien udeblevet, og hvem ved hvorfor?

Indtil videre får man en hæderlig gennemgang af teksten, som kan gå an, især hvis man ikke har set noget bedre.  Det her bliver nok ikke husket som en af Union's mest succesfulde produktioner.  Lad os håbe, der bliver taget ved lære af det.  Skuespillerne fortjener vores fulde støtte – og alle andre på produktionen: prøv venligst at hjælpe dem lidt mere næste gang.

BILLETTER TIL THE HIRED MAN