ANMELDELSE: The Night Of The Iguana, Noel Coward Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Tennessee Williams’ The Night Of The Iguana med Clive Owen i hovedrollen – nu på Noel Coward Theatre.

Clive Owen. Foto: Brinkhoff Moegenburg The Night of the Iguana Noel Coward Theatre London.

16. juli 2019

3 stjerner

Bestil nu

Tennessee Williams’ teaterstykke, der delvist er baseret på hans egne oplevelser i sommeren 1940, er noget af en blandet landhandel. Costa Verde Hotellet, der er hugget ind i en bjergside i Mexico, er den perfekte ramme for Williams’ galleri af skæve karakterer, der skyller op på kanten af både spirituel forandring og et verdenshistorisk vendepunkt. Til dette paradis ankommer pastor T. Lawrence Shannon, en afskediget præst, der nu ernærer sig som rejseleder, mens han kæmper mod sine dæmoner i form af alkohol og en forkærlighed for unge piger. Han er på randen af sit andet nervesammenbrud, alt imens en busfuld utilfredse kvinder fra et texansk lærerseminarium – et "fodboldhold af pebermøer" – klager højlydt over turen og hans forførelse af gruppens yngste medlem. Hotellets ejer, Fred, er gået bort, og hans enke, Maxine, nyder sin frihed ved at forføre de lokale unge mænd og har nu Shannon i kikkerten. Midt i dette kaos ankommer Hannah Jelkes, beskrevet som et "gotisk katedralbillede af en middelalderlig helgen, men levendegjort", sammen med sin svagelige bedstefar, der forsøger at færdiggøre sit (sidste) digt.

Ensemblet i The Night Of The Iguana. Foto: Brinkhoff Moegenburg

Stykket og opsætningen giver rig mulighed for fremragende skuespil. Som Shannon fanger Clive Owen den plagede sjæl utrolig godt; et overbevisende portræt af en mand, der kæmper mod sine dæmoner – sin "Black Dog" – selvom jeg følte, han manglede lidt gennemslagskraft i første akt. Anna Gunn er en sexet og trængende Maxine, der kender Shannon fra gamle dage og er grusomt manipulerende i sine trusler om at få ham indlagt på det lokale asyl igen. Forestillingens stjerne er dog Lia Williams, der leverer endnu en suveræn præstation som Hannah Jelkes; en overlevere, en strejfer, ingen helgen, men besiddende en overvældende indsigt og vision, der forstår præcis sin egen situation og kaosset omkring hende. Hendes ro og autoritet er gribende og storslået. Julian Glover giver som bedstefaren en mesterklasse i tålmodighed og timing, og hans afsluttende digt er smukt forløst. I et cast af stærke kvinderoller er Finty Williams en nydelse som Judith Fellowes, kvindegruppens rasende matriark. Indimellem afbrydes begivenhederne af en nazistisk familie (som Williams observerede i det virkelige liv), der højlydt fejrer London i flammer, anført af en tysk-perfekt Timothy Blore som den atletiske Wolfgang – en imponerende West End-debut.

Clive Owen og Lia Williams. Foto: Brinkhoff Moegenburg

Og dog følte jeg, at stykket begyndte at tjene karaktererne mindre godt, som de tre timer skred frem. Til tider kunne James MacDonalds iscenesættelse have dyrket de melodramatiske aspekter mere, og anden akt udvikler sig til en langstrakt dialog mellem Hannah og Shannon, som er interessant at overvære, men aldrig helt fængslende; stykket opbygger ikke et egentligt klimaks. I en tid præget af nyskabende fortolkninger er dette en respektfuld, traditionel opsætning, der dog ikke helt løser det problem, at stykket – ligesom den symbolske leguan – bliver viklet ind i sin egen overlæssede filosofi. Det centrale billede af en leguan, der holdes bundet og pines af de lokale, før den skal slagtes, er en kluntet metafor, som Williams overforbruger – før leguanen slippes fri, kan karakterernes spiritualitet og fremtid heller ikke forløses, og resultatet er som forventet. Men se den for de flotte præstationer og Max Pappenheims fremragende lyddesign, der vækker de ekkoer, tordenvejr og begivenheder kulissen til live, som fylder Williams’ regi-regibemærkninger.

BESTIL BILLETTER TIL THE NIGHT OF THE IGUANA